Direkte sport i tv
TV 2 Sport
20.00 Håndbold: BSV- Fredericia (m)
TV3 Sport
14.00/21.00 Dart: Grand Slam
18.45 Håndbold: GOG - RN Löwen (m)
TV3 Max
16.45 E-sport: Superligaen
6’eren
19.30 Fodbold: Rumæn.-Danmark (U21)
Canal 9
20.45 Fodbold: Kroatien-Portugal
Eurosport 1
13.45/22.35 Snooker: Nordirland Open
20.45 Fodbold: Frankrig-Sverige
Eurosport 2
13.00 Golf: Ladies European Tour
20.45 Fodbold: Spanien-Tyskland
TV 2 Sport X
12.55/18.55 Tennis: ATP Finals
Fodbold. Spanien-Tyskland 6-0. Av, for en øretæve. Ved at tilføje Tyskland det største nederlag siden 24. maj 1931 snuppede Spanien således pladsen i Nations League-semifinalerne. 20-årige Ferran Torres scorede hattrick med målene til 2-0, 4-0 og 5-0 hos Manuel Neuer, der ellers satte rekord med sin landskamp nummer 96, så han passerede Sepp Maier som den tyske målmand med flest kampe. Álvaro Morata, Rodri og Mikel Oyarzabal, der var kommet ind i stedet for Torres, scorede de tre øvrige.
Frankrig var semifinaleklar inden den sidste kamp mod Sverige, der kæmpede for at undgå nedrykning. Sverige førte 1-0, men da Frankrig på blandt andet to mål af Oliver Giroud var kommet foran 3-2, gik målmand Robin Olsen med frem i jagten på den nødvendige udligning. Efter et ringe frisparksindlæg løb Kingsley Coman ned og trillede bolden i et tomt mål til resultatet 4-2. Kroatien tabte hjemme 3-2 til Portugal, men undgik nedrykning på en bedre målscore end Sverige.
Til gengæld var der nordisk succes i Malta, hvor Færøerne med 1-1 sikrede sig oprykning fra League D til League C. Forsvarsspilleren Ári Mohr Jónsson, der tidligere har spillet for Silkeborg, scorede det udlignende mål i gruppefinalen, hvor Færøerne skulle bruge ét point for at rykke op. Også Gibraltar rykker op i League C med 1-1 hjemme mod Liechtenstein, der var Gibraltars fjerde kamp uden nederlag i gruppen, hvor San Marino var det sidste hold.
Fodbold. Indsatsen var langtfra imponerende, men det var resultatet endnu engang for det danske U21-landshold, der med 1-1 ude mod Rumænien er gået ubesejret gennem EM-kvalifikationen, hvor danskerne allerede havde sikret sig adgang til slutrunden. Nikolai Laursen scorede efter pausen på et noget tyndt straffespark dømt for en forseelse på indskiftede Mohammed Daramy. Sebastian Hausner var en anden indskifter, der fik en hovedrolle, da AGF’eren kort efter at være kommet på banen til sin debut røg ud med et direkte rødt kort. Rumænien udnyttede overtallet til at udligne efter 70 minutter, da bolden efter et stolpeskud havnede hos Ianis Hagi, hvis flade indlæg Ionut Costache dirigerede forbi Oliver Christensen, der var tilbage på U21-holdet efter sin A-landsholdsdebut i sidste uge. Udligningen sikrede Rumænien adgang til EM-slutrunden som en af de fem bedste toere.
Håndbold. Trods 14 scoringer af venstrefløjen Emil Jakobsen og en føring på to mål i første halvleg blev GOG besejret af tyske Rhein-Neckar Löwen, der med 37-32 i Gudme vandt gruppekampen i European League. For tyskerne scorede Romain Lagarde ti gange og danskeren Nicolas Kirkeløkke otte.
Tennis. Østrigeren Dominic Thiem er godt på vej mod semifinalen ved ATP Finals i London. I en jævnbyrdig kamp med ti tiebreak vandt sidste års tabende finalist 7-6 (9-7), 7-6 (7-4) over spanieren Rafael Nadal. I den 2 timer og 27 minutter lange kamp skulle helt frem til 19. serveparti, inden Nadal leverede det første servegennembrud til 4-3, men Thiem brød straks efter tilbage. Sidste års vinder, grækeren Stefanos Tsitsipas, spiller senere i aften mod russeren Andrey Rublev i en kamp mellem de to, der tabte deres første kamp i gruppespillet.
Golf. To dage efter sin sejr i Saudi Ladies International er Emily Kristine Pedersen atter med helt fremme på samme bane i Saudi-Arabien, hvor der fra tirsdag til torsdag afvikles en LET-turnering med både en individuel række og en holdkonkurrence. Individuelt er Emily Pedersen på en delt 3.-plads efter otte birdies, tre bogeys og en dobbeltbogey. Med sine 3 slag under par er hun 3 slag efter den førende finne, Sanne Nuutinen. I holdkonkurrencen, hvor de to bedste af fire spillere tæller på hvert hold, er Emily Pedersens Saudi 1 ligeledes på 3.-pladsen, 2 slag efter det førende hold.
Dansk millionsejr udstiller grotesk forskel mellem Europa og USAFodbold. Rezan Corlu kan have spillet sin sidste kamp for Brøndby i år. En skade holder Corlu ude i tre-fire uger, fortæller Brøndbytræner Niels Frederiksen til 3point.dk.
Håndbold. Først sidst på ugen kan Dansk Håndbold Forund (DHF) melde ud, om Danmark bliver vært for hele EM-slutrunden efter Norges afbud mandag, eller om Danmark ligeledes må kaste håndklædet i ringen. Der udestår nogle knaster vedrørende økonomi og praktiske forhold, som DHF skal have afklaret med det europæiske forbund, skriver TV 2. Kulturminister Joy Mogensen (S) oplyser til tv-stationen, at regeringen støtter en afvikling af EM i Danmark.
Norge opgiver EM og efterlader Danmark som eneste værtFodbold. Kulturminister Joy Mogensen (S) mener fortsat, at det ikke er sundhedsmæssigt forsvarligt at lukke flere end 500 mennesker ind på de danske fodboldstadioner. Det fortæller hun tirsdag i et samråd, hvor blandt andet Venstre stillede hende spørgsmål om superligaordningen. Ordningen tillader idrætsarrangementer at lukke mere end 500 mennesker ind til et sportsarrangement. »I det øjeblik, hvor det er sundhedsmæssigt forsvarligt, så vil jeg gå videre af den vej«, sagde Joy Mogensen ifølge Ritzau. Ministeren konkretiserede dog ikke, hvornår smittetallet vil være lavt nok til at genindføre ordningen.
Fodbold. Aftenens Nations League-kamp mellem Schweiz og Ukraine i aften er aflyst grundet coronakrisen. Tre ukrainske spillere testede positive mandag aften, og da hele hele holdet og staben blev testet igen i dag, viste yderligere fire spillere at være blevet smittet, hvilket fik Uefa til at udsætte kampen om nedrykning fra League A til et endnu ikke fastlagt tidspunkt.
Ishockey. Esbjerg Energy har ophævet kontrakten med den finske målmand Karolus Kaarlehto efter gensidig aftale, oplyser Esbjerg i en pressemeddelelse. Til gengæld har klubben lejet den 19-årige danske keeper Mads Søgaard, som spiller i canadiske Medicine Hat Tigers.
Håndbold. Den norske landsholdskeeper Silje Solberg, der spiller i den ungarske storklub Györ, er testet positiv for coronavirus og er nu i isolation. Tidligere er en anden af klubbens norske landsholdsstjerner Veronica Kristiansen, ligeledes testet positiv.
Fodbold. Evander fra FC Midtjylland er smittet med coronavirus. Superligaklubben skriver på sin hjemmeside, at Evander er den første person, der er testet positiv for covid-19 i FC Midtjylland. Han er gået i isolation, men udviser ikke symptomer.
Motorsport. Søndag skrev Lewis Hamilton historie ved at vinde verdensmesterskabet i formel 1 for 7. gang, men paradoksalt nok står briten uden kontrakt for næste sæson, da hans nuværende med Mercedes udløber i år. Hans teamchef Toto Wolff siger nu til BBC, at parterne vil sætte sig ned en af de nærmeste dage og få formaliteterne på plads, så Hamilton også næste år kører for Mercedes.
Basketball. James Harden er fast besluttet på at forlade Houston Rockets og skrive kontrakt med Brooklyn Nets i den nordamerikanske NBA-liga. Så stålsat er den langskæggede profil, at han ifølge ESPN har afslået et tilbud på 103 millioner dollars for en toårig forlængelse af kontrakt med Rockets.
Fodbold. I alt 16 personer blandt Premier Leagues ansatte og spillere er blevet testet positive for coronavirus i den seneste testrunde. Det oplyser den bedste engelske fodboldrække selv ifølge Ritzau. Det er det højeste antal i en enkelt testrunde, siden sæsonen begyndte i september. Personer, der er testet positive, skal nu isolere sig i ti dage.
Fodbold. Atlético Madrid-angriberen Luis Suarez står til at misse Uruguays hjemmekamp mod Brasilien i VM-kvalifikationen tirsdag efter en positiv coronatest.
Tennis. Ved sæsonfinalen i London besejrede russeren Daniil Medvedev tyske Alexander Zverev 6-3, 6-4. Det var første kamp for begges vedkommende i gruppen, der også tæller Novak Djokovic samt Diego Schwartzman fra Argentina.
Fodbold. Mads Døhr Tychosen fra FC Nordsjælland er testet positiv med coronavirus. Han har på grund af en skadespause ikke været i kontakt med holdkammerater eller ledere de seneste syv dage, oplyser superligaklubben ifølge Ritzau.
Fodbold. Omkring halvdelen af holdet og staben omkring de nykårede svenske mestre fra Malmö FF er smittet med coronavirus.
fortsæt med at læse


























