0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Danmark er klar til EM, men der mangler en velsignelse fra regeringen

Følg strømmen af sportsnyheder fra ind- og udland.

Håndbold. Dansk Håndbold Forbund (DHF) har indgået en aftale med Kolding om at overtage den del af kvindernes EM-slutrunde, der skulle være spillet i Norge. Det fortæller forbundets formand, Per Bertelsen, til TV 2. Men det er endnu usikkert, om EM-slutrunden overhovedet kan gennemføres på dansk grund, for der mangler et afgørende ja fra regeringens covid 19-udvalg. »At det skal igennem covid-19-udvalget, kan vi ikke forstå. Vi har (i håndbolden, red.) en corona-protokol, som er væsentlig skrappere end de danske regler, så det er vi uforstående over for. Vi kan kun vente. Desværre går tiden til at løse opgaven. Tiden rinder ud«, siger formanden til TV 2.

Golf. Joachim B. Hansen gik første runde af Europa Tour-turneringen Joburg Open i Sydafrika i 66 slag, hvilket er lig med fem slag under banens idealscore. Dermed er danskeren på en delt 10. plads med tre slag op til de førende sydafrikanere Wilco Nienaber og Shaun Norris.

Fodbold. Manchester City og manager Pep Guardiola har forlænget aftalen med yderligere to år, så spanieren har kontrakt til sommeren 2023. Dermed vil City blive den klub, spanieren har arbejdet for i længst tid som træner. Han kom til Manchester i 2016 efter tre år i Bayern München, og inden da var han fem år i FC Barcelona. Selv om Guardiola blandt andet har ført City til to engelske mesterskaber jagter han stadig den eftertragtede Champions League-triumf, som det heller ikke lykkedes ham at vinde med Bayern.

Atletik. Den amerikanske trespringer Omar Craddock, der med en bedste notering på 17,68 meter tilhører verdenseliten, er kommet i uføre efter at han har misset tre dopingtest indenfor 12 måneder. Dermed har han overtrådt antidopingmyndighedernes såkaldte whereabout-regler, der tilsiger, at en atlet skal indberette sine opholdssteder, så vedkommende er til rådighed dopingtest udenfor konkurrence. Bliver Craddock fundet skyldig i forseelsen tæller det som dopingforseelese og udløser som regel en karantæne på to år.

Fodbold. Real Madrid må undvære anfører Sergio Ramos i næste uges udekamp mod Inter i Champions League. Midterforsvareren har pådraget sig en lårskade i forbindelse med en landskamp for Spanien. Det skete, da spanierne tirsdag slog Tyskland med 6-0 i Nations League. Ramos er også ukampdygtig, når Real Madrid i weekenden møder Villarreal i den spanske liga.

Fodbold. Det koster Borussia Dortmund en indtjening på 30 millioner kroner (fire millioner euro), hver gang klubben er tvunget til at spille en hjemmekamp uden tilskuere under coronapandemien. Det oplyser direktør Hans-Joachim Watzke. Klubbens hjemmebane Signal Iduna Park har en kapacitet på 81.000 tilskuere. I sidste sæson havde den tyske klub et underskud på 44 millioner euro (328 millioner kroner). I denne sæson kan underskuddet løbe op i 75 millioner euro (559 millioner kroner), frygter Watzke.

MMA. Forud for lørdagens UFC-kamp mod amerikaneren Daniel Rodriguez i Las Vegas får den danske MMA-kæmper Nicolas Dalby slettet et nederlag fra sin rekordliste. Danskeren tabte i juli til canadieren Jesse Ronson ved et UFC-stævne i Abu Dhabi, men nederlaget bliver nu annulleret til en ’no contest’. Det skriver det amerikanske medie ESPN ifølge Ritzau. Årsagen er, at Jesse Ronson fire dage forinden blev testet for doping i en out-of-competition-test. Den har vist sig at være positiv. Det amerikanske antidopingagentur, USADA, har givet 34-årige Ronson 20 måneders karantæne.

Tennis. Ved sæsonfinalen i London tabte US Open-mesteren Dominic Thiem i to sæt med cifrene 6-2, 7-5 til russeren Andrej Rublev. Thiem var allerede inden kampen sikker på at vinde sin pulje, mens Rublev trods sejren må rejse hjem.

Fodbold. I en kvartalsmeddelelse har superligaklubben Brøndby opjusteret forventningerne til regnskabsåret 2020. Resultatet før skat peger på minus 25-35 millioner kroner. Skønnet lød tidligere på 25-40 millioner i minus. Klubben har tillige fyret seks ansatte for at trimme organisationen til en virkelighed uden tilskuerindtægter. »Med en presset kerneforretning har vi løbende set på, hvordan vi kan optimere vores forretning. Og konkret betød det, at vi i september måtte tilpasse vores personaleomkostninger og sagde i den forbindelse farvel til en række dygtige kolleger«, siger klubdirektør Ole Palmå til klubbens hjemmeside.

Dagens begivenheder og direkte sport i tv

TV 2 Sport
20.00 Håndbold: Skjern-SønderjyskE (m)

TV3+
2.15 Am. fodbold: Seattle-Arizona

TV3 Sport
19.00 Håndbold: Hannover-Melsungen (m)
20.45Dart: Grand Slam

TV3 Max
18.45 Håndbold: Kiel-Barcelona (m)

Eurosport 1
13.45/19.45 Snooker: Nordirland Open

Eurosport 2
19.00 Golf: PGA Tour

TV 2 Sport X
12.55/20.50 Tennis: ATP Finals (m)

Dagens tv-tip
Ved tennismændenes slutspil i London er der to kampe på programmet i singlerækken. TV2 Sport er med fra kl. 12.55 og 20.50, når kampene Dominic-Thiem-Andrei Rublev og Rafael Nadal-Stefanos Tsitsipas afvikles.

Sportsredaktionens nyhedsbrev

Få de seneste nyheder på mail alle hverdage

Tennis. Holger Rune er færdig ved en ITF-turnering i Villena i Spanien. I anden runde tabte den 17-årige dansker torsdag til Lamine Ouahab fra Marokko. Den mere end dobbelt så gamle modstander vandt med 1-6, 6-4, 6-3. I sidste uge gik Holger Rune hele vejen i en anden mindre turnering, der foregik i Valldoreix i Spanien. Danskeren rangerer som nummer 547 i verden. Torsdagens modstander Lamine Ouahab er nede som nummer 695.

Idrætspolitik. Den britiske regering har vedtaget en hjælpepakke på 300 millioner pund (ca. 2,5 milliarder kr.) til idrætten i landet, der lider økonomisk under coronapandemien. Det er især rugby og hestesporten samt i mindre grad fodbolden, der får glæde af pengene, skriver flere britiske medier herunder BBC.

Fodbold. Sønderjyske har skrevet kontrakt med Isak Steiner Jensen, der er førsteårs U19-spiller. Kontrakten løber frem til sommeren 2023, og den inkluderer dermed hans første år som seniorspiller. Offensivspilleren debuterede på det danske U18-landshold i september, hvor han kvitterede med både mål og assist i en træningskamp mod Tyskland, skriver superligaklubben i en pressemeddelelse.

Basketball. Los Angeles Lakers har hentet den 27-årige tysker Dennis Schröder i Oklahoma City Thunder. Schröder skiftede i 2013 fra Braunschweig til Atlanta Hawks og kom derfra videre til Oklahoma i 2018. Vinder han NBA-mesterskabet med Lakers, bliver Schröder den anden tysker til at præstere dette efter legendariske Dirk Nowitzki.

Fodbold. Belgiens landstræner Roberto Martínez udtrykte utilfredshed med, at Danmark fik udlignet til 1-1 i første halvleg i gårsdagens Nations League-kamp, men giver samtidigt udtryk for stor tilfredshed med en sejr på 4-2. Det danske hold er nemlig slet ikke så ringe endda. »Vi scorede fire gange mod Danmark, og det er ikke tit, at Danmark lukker så mange mål ind«, siger den belgiske landstræner ifølge Ritzau og tilføjer: »Danmark får ikke altid den kredit, som de fortjener, men det er et stærkt hold. De har mange spillere, som er på vej frem, og de har også en gruppe af spillere, som har præsteret i lang tid på et højt niveau. Det kunne man også se ved VM i 2018, hvor de blev slået ud på straffespark af et hold, som endte med at komme i finalen«.

Basketball. NBA-klubben Minnesota Timberwolves klarer sig dårligt sportsligt, men det betyder, at de i de såkaldte drafts står langt fremme i køen. Natten til torsdag var Minnesota Timberwolves således førstevælgere i den seance, hvor NBA-klubberne skriver kontrakter med de unge talenter fra universiteterne. Minnesota Timberwolves’ førstevalg faldt på 19-årige Anthony Edwards. En guard på 1,96 meter med et pointgennemsnit på over 19 per kamp i den forgangne sæson for University of Georgia. Blandt de spillere, der tidligere er blevet draftet som nummer et finder man blandt andre Earvin ’Magic’ Johnson (1979), Patrick Ewing (1985), Shaquille O’Neal (1992) og LeBron James (2003).

Fodbold. Norge hasteindkaldte reservehold var få sekunder fra at vinde i Østrig, men hjemmeholdet fik udlignet dybt inde i tillægstiden til 1-1 og snuppede dermed førstepladsen i gruppen og oprykning til øverste niveau i Nations League. Anfører Mats Møller Dæhli, der spillede sin første landskamp i et år, var efter kampen meget stolt af det mandskab, han havde ledt. »Staben og træneren havde lagt en fantastisk plan, som vi fulgte. Vi skulle være modige og presse højt, når vi kunne, og forstyrre dem så meget som muligt. Vi skabte også nogle chancer med de gode spillere, vi har«, siger Mats Møller Dæhli ifølge Ritzau til norsk TV2. Norge måtte grundet en positiv coronatest på holdet, udtage en helt ny trup.

Fodbold. Manchester City-spilleren Phil Foden (20 år) fik scoret sine første mål på det engelske landshold, da Island blev slået 4-0 på Wembley i sidste runde af Nations League. De øvrige mål blev sat ind af Declan Rice (21) og Mason Mount (21) – og tilsammen satte trioen en rekord. Ifølge statistiktjenesten Opta var det første gang i 137 år, at tre spillere på 21 år eller yngre scorede i samme kamp for det engelske landshold.

Fodbold. Jonas Wind fra FC København fik sit gennembrud på det danske landshold i nederlaget til Belgien. FCK’eren udlignede til 1-1, da han vakst headede bolden i nettet og serverede senere en oplagt mulighed til Martin Braithwaite. »Jeg gjorde det fornuftigt i kampen. Jeg gik ned i banen, og så skabte jeg plads til Yussuf Poulsen og Martin Braithwaite. Jeg scorede også, og jeg er fint tilfreds med min indsats«, siger Wind til Kanal 5 og tilføjer: »Jeg har fået tillid fra Hjulmand (landstræneren, red.), og det her var helt klart den største kamp i min karriere, når jeg kunne starte inde for landsholdet mod verdens nummer et«.

Læs mere: