0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Braithwaite og Cavani scorer, Grosjean slap ud af flammehav og basketmænd scorer sensationel sejr

Følg strømmen af nyheder fra sportens verden.

Motorsport. Den franske Haas-kører Romain Grosjean slap med livet i behold ved søndagens formel 1-grandprix i Bahrain, da hans racer brød i brand. Grosjean kom af banen efter ganske få sekunders kørsel på første omgang og ramte ind i en barriere. Bilen blev revet i to stykker. Den forreste del – som smadrede gennem autoværnet – sad franskmanden i, da den brød i brand.

Bryn Lennon/Ritzau Scanpix
Foto: Bryn Lennon/Ritzau Scanpix

Sikkerhedsfolk var lynhurtigt til stede med skumslukkere og kunne ånde lettet op, da Grosjean ved egen kraft kom ud af flammerne. Grosejean slap ifølge Haas-bossen Günther Steiner med mindre forbrændinger og blev kørt til hospitalet for at blive undersøgt.

Giuseppe Cacace/Ritzau Scanpix
Foto: Giuseppe Cacace/Ritzau Scanpix


Løbet blev genoptaget, og dramatikken fortsatte, da Lance Strolls Racing Point-bil mistede forbindelse med asfalten og fløj gennem luften. Stroll slap uskadt, mens Lewis Hamilton cruisede mod endnu en sejr og Kevin Magnussen (Haas) sluttede sidst blandt de fuldførende biler. Magnussen frygtede for sin makkers liv. »Det eneste, der kan lave så stor en brand, er, hvis der går hul på benzintanken. Så da fik jeg en rigtig sløj fornemmelse i maven«, siger Kevin Magnussen til TV3+ og tilføjer: »Teamet nåede at fortælle mig, at han var hoppet ud af bilen, men jeg troede næsten ikke på det. Jeg kunne se, hvor store flammerne var. Og jeg ved jo, at bilen næsten skal eksplodere, for at de bliver så store«.

Basketball. Det danske landshold for mænd fortsætter med at imponere. Fredagens sejr i EM-kvalifikationen i Vilnius mod Litauen blev søndag fulgt op ad en ny gevinst på 91-90 over Tjekkiet, der om to år er medvært for EM. Tjekkerne er nummer 9 på verdensranglisten, Litauen nummer 8. Danmark er nummer 59 og de helt uventede sejre betyder, at Danmark pludselig har fine muligheder for at kvalificere sig til EM-slutrunden.

Fodbold. Martin Braithwaite kom for anden gang på fem dage på scoringstavlen for FC Barcelona. I 4-0-sejren på hjemmebane i La Liga mod Osasuna åbnede danskeren, der i midtugen scorede to gange i Champions League, ballet ved at have sidste fod på bolden i en kaotisk situation tæt foran gæsternes mål. Der var væsentlig mere klasse over Antoine Griezmanns bragende 2-0-flugtning fra kanten af feltet kort før pausen, mens Philippe Coutinho og Lionel Messi cementerede sejren i 2. halvleg.

Fodbold. Hvad vil Manchester United-manager Ole Gunnar Solskjær dog med ham? Sådan lød det fra flere eksperter i det britiske, da Solskjær i begyndelsen af oktober gav den 33-årig angriber Edinson Cavani en etårig kontrakt. Søndag fik United i både pose og sæk af den aldrende målmager fra Uruguay. United var nede 0-2 i Southampton, men Bruno Fernandes fik reduceret på den indskiftede Cavanis oplæg efter en times spil, inden Cavani med to scoringer sikrede udeholdet sejren.

Mike Hewitt/Ritzau Scanpix
Foto: Mike Hewitt/Ritzau Scanpix

3-2-målet faldt i tillægstiden, da Cavani med vanlig målnæse søgte mod det frie rum og headede kontrolleret ind. United satte også en ligarekord i opgøret. Det var således første gang en klub formåede at vinde fire udekampe i træk selv om de kom bagud i samtlige fire kampe. Andetsteds i Premier League generobrede Tottenham førstepladsen ved at spille 0-0 i London-derbyet mod Chelsea.

Fodbold. Med en 2-0-sejr på hjemmebane mod Fiorentina udbyggede AC Milan føringen i den italienske Serie A til 5 point. Milan har 23 point mod Inter og Sassuolos 18.

Cykling. Coronakrisen har bevirket, at vinterens World Cup i cykelcross kun omfatter fem afdelinger mod sidste sæsons ni. Den første afvikledes søndag i den tjekkiske by Tabor med den 26-årige belgier Michael Vanthourenhout først over stregen, og han havde i top-10 selskab af ikke færre end seks landsmænd. To af dem, europamester Eli Iserbyt og landevejsstjernen Wout van Aert, flankerede ham på podiet, og sidstnævnte demonstrerede således med en tredjeplads for anden dag i træk, at han efter seks ugers pause ovenpå sin forrygende landevejssæson er tilbage for fuld styrke i den disciplin, hvor han tidligere har erobret tre VM-titler.

Fodbold. Der er nu klar besked fra ledelsen i den italienske storklub Inter. Christian Eriksen passer ikke ind på træner Antonio Contes hold. Det siger klubbens sportsdirektør Guiseppe Marotta ifølge Ritzau til Football Italia. »Fodbolden er fyldt med den slags situationer, hvor spillere bliver købt ind, men bagefter viser det sig så, at de ikke passer ind i det taktiske system, eller på det hold de skal være en del af«, siger Marotta og tilføjer: »Vi købte Eriksen i januar for 20 millioner euro (150 millioner kroner), hvilket var en rigtig god handel for os på transfermarkedet, en god mulighed, men det er naturligvis op til træneren at lave sine evalueringer og sætte holdet. Hvis vi når hen til januar, og spilleren ikke spiller regelmæssigt og beder om at blive solgt, så vil vi håndtere den situation – uden den mindste kontrovers«. Eriksen spillede lørdag bare 6 minutter, da Inter sejrede 3-0 ude over Sassuolo.

Fodbold. Der bliver kamp om trøje nummer 1 på det danske kvindelandshold i 2021. 30-årige Katrine Abel fra Brøndby stopper nemlig karrieren ved årsskiftet. Opgøret mod Italien på tirsdag bliver hendes 18. og sidste landskamp. »Jeg har været ubegribeligt stolt og beæret over at have nummer 1 på ryggen for Danmark. Derfor er det en vemodig afsked, men jeg kan mærke, jeg er klar til et nyt kapitel i mit liv«, siger Katrine Abel i en pressemeddelelse.

Fodbold. Lægen Leopoldo Luque, der behandlede den afdøde Diego Maradona, har fået sit hjem og lægepraksis ransaget. Det skriver den argentinske avis Clarin ifølge Ritzau. To af Maradonas døtre havde lørdag ved en politiafhøring sat spørgsmålstegn ved, om deres far havde fået den rette medicinering op til sin død. Han døde onsdag af et hjertestop ganske få uger efter han var blevet opereret for en blodansamling mellem kraniet og hjernen.

Tennis. Christian Sigsgaard blev vinder af invitationsturneringen UTR Leschly Nordic Masters i Hørsholm. Her besejrede han talentet Holger Rune 6-4, 6-3.

Olympisk. Det koster arrangørerne af OL i Tokyo ca. 12 milliarder kroner at udsætte legene fra 2020 til 2021. Det skriver avisen Yomiuri Shimbun ifølge nyhedsbureauet AFP. Med ekstraregningen er der tale om en stigning på knap15 procent. Et nyt budget skal vedtages i midten af december. OL begynder efter planen 23. juli næste år.

Golf. Sidste runde af European Tour-turneringen Alfred Dunhill Championship i Sydafrika blev lidt af en nedtur for Joachim B. Hansen, der dumpede fra 6. til 20. pladsen. Sydafrikaneren Christiaan Bezuidenhout vandt turneringen suverænt med en total på 274 slag – fire bedre end nummer to. Joachim B. Hansen var ti slag efter.

Fodbold. Knap tre måneder nåede Frederik Leth at sidde i sin stilling som teknisk direktør i FC København. Fredag blev Peter Christiansen ansat som sportsdirektør i klubben, og det har fået Frederik Leth til at sige op. Han stopper senest ved årets udgang. »Da vores nye struktur med en sportsdirektør og en cheftræner kom på plads med de forandringer, det også giver i andre roller, kunne Frederik ikke se sig selv i dette, og det har vi stor respekt for«, siger William Kvist, der er klubbens midlertidige sportslige leder, til fck.dk.

Dagens begivenheder og direkte sport i tv

TV 2 Sport
19.00 Håndbold: Holstebro-Aalborg (m)

TV 2 Sport X
14.00 Fodbold: Barcelona-Osasuna
16.15 Fodbold: Getafe-Bilbao
18.30 Fodbold: Celta Vigo-Granada
20.45 Fodbold: Napoli-Roma

TV3+
15.10 Formel 1: GP Bahrain
22.25 Am. Fodbold: Tampa Bay-Kansas

TV3 Sport
11.00 Formel 2: GP Bahrain
13.30 Håndbold: Ballingen-Flensburg (m)
15.00 Håndbold: Leipzig-Magdeburg (m)
18.00 Fodbold: FC Nordsjælland-AGF

TV3 Max
15.30 Basketball: Danmark-Tjekkiet (m)
19.00 Am. fodbold: Indianap.-Tennessee

Xee
15.00 Fodbold: Southampton-Man. Utd.
17.30 Fodbold: Chelsea-Tottenham
20.15 Fodbold: Arsenal-Wolves

Canal 9
16.00 Fodbold: SønderjyskE-FC København

Eurosport 1
12.30 Langrend: World Cup
13.40 Skiskydning: World Cup

Eurosport 2
14.00 Fodbold: Horsens-Vejle

Dagens tv-tip. Bliver det et tredje nederlag i træk for den nye FCK-træner Jess Thorup? Københavnerne gæster topholdet Sønderjyske kl. 16 på Canal 9.

Boksning. Showkampen mellem legenderne Mike Tyson (54 år) og Roy Jones Jr. (51) i Los Angeles sluttede uafgjort. »Jeg har det fint med et uafgjort resultat. Publikum virkede tilfredse med det«, lød det fra en jokende Tyson med henvisning til, at kampen blev afviklet uden tilskuere. Jones Jr. supplerer: »Jeg er ikke tilfreds med uafgjort. Jeg bokser ikke til uafgjort«.

Amerikansk fodbold. 23-årige Kendall Hinto er normalt femtevalget på quarterbackpositionen hos Denver Broncos, men får chancen søndag aften, da Jeff Driskel er testet positiv for coronavirus, og de øvrige spillere på positionen i truppen, Drew Lock, Brett Rypien og Blake Bortles, regnes for nære kontakter. Det skriver medierne ESPN og NFL Network.

Fodbold. Fra Peru melders der om kaotiske scener efter at storklubben Alianza Lima natten til søndag rykkede ned efter 82 år i den bedste række. Et nederlag til Sport Huancayo udløste kampe mellem fans og politi. »Vi har nået bunden. Må denne sportslige tragedie hjælpe os med at bringe vores hjerter tættere sammen og vende tilbage stærkere end nogensinde«, skriver klubben, der i denne sæson nåede at have fem cheftrænere, på Twitter.

Fodbold. Real Madrid skuffede fælt i La Liga ved at tabte 1-2 på hjemmebane til Alaves. »Jeg har ingen forklaring. Men du har ikke råd til at starte en kamp, som vi gjorde i dag. Det var vores værste start på en kamp i hele sæsonen«, siger Madrid-træner Zinedine Zidane med henvisning til, at Alaves fik straffespark allerede i 5. minut. Real er nummer 4 i La Liga.

Fodbold. Borussia Dortmund led sæsonens tredje nederlag i Bundesligaen, da det lørdag blev til nederlag på hjemmebane til FC Köln, der med 2-1 fik hentet den første ligasejr i ca. 9 måneder.

Fodbold. Juventus sparede Cristiano Ronaldo i lørdagens Serie A-kamp på udebane mod Benevento og måtte nøjes med 1-1. Alvaro Morata bragte gæsterne foran efter 20 minutter, da spanieren med et velplaceret langskud gjorde det til 1-0. I første halvlegs tillægstid fik Benevento fra midten af rækken udlignet til 1-1. Sløset forsvarsspil betød, at bolden endte hos Gaetano Letizia, der med en helflugter sendte den i nettet ved den fjerne stolpe.


Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts