Golf. Ikke alle store golfpræstationer giver sejre, trofæer og overskrifter. Nanna Koerstz Madsen var således ’blot’ nr. 59, da hun havde færdigspillet anden runde af Volunteers of America Classic i Texas, men at hun overhovedet formåede at klare cuttet i LPGA Tour-turneringen er en bemærkelsesværdig bedrift. I søndags blev hun dømt ude af turneringen efter en positiv coronatest, men et par opfølgende negative test viste, at den første positive var falsk, så dagen inden turneringen fik hun alligevel lov til at flyve til Texas og deltage. Uden prøverunder og uden træning i fem dage var betingelserne svære, hvilket starten kun understregede: Efter 6 huller var Nanna Koerstz Madsen 8 slag over par, og det endte med en runde i 81 slag og en 90.-plads blandt de 96 deltagere. I fredagens anden runde gik det noget anderledes med fire birdies på de første syv huller og en runde i 67 slag. Med en score på 6 over par er Nanna Koerstz Madsen klar til weekendens finalerunder, som også Nicole Broch Larsen har kurs mod med sin score på 1 over par halvvejs gennem anden runde.
Følg udviklingen i turneringen(eksternt link)
Fodbold. Et danskeropgør i Championship blev kronet med en scoring af Philip Billing, da Bournemouth spillede sig til tops i den næstbedste engelske række med en sejr på 40 over Barnsley, der havde Mads Juel Andersen på banen i hele kampen. Phlip Billing, der fik lkandsholdsdebut i sidste måned, scorede kampens første mål efter 12 minutter på et langskud.
Fodbold. Marcus Ingvartsen lagde op til Union Berlins føringsmål i lokalopgøret mod Hertha Berlin, men et rødt kort efter 23 minutter til Robert Andrich, der ramte Marvin Plattenhardt i hovedet med en støvle, fik stor betydning. Efter pausen scorede udlignede Peter Pekarik, inden indskiftede Krzysztof Piatek (billedet) med to scoringer sikrede Hertha en 3-1-sejr.
Alle resultater og stillingen i Bundesligaen
Håndbold. De regerende europamestre fra Frankrig måtte slide hårdt i det, før de havde besejret Montenegro 24-23 i Danmarks gruppe A ved EM. Det var nemlig montenegrinerne med den danske landstræner Kim Rasmussen, der i tre fjerdedele af opgøret i Herning var i teten, men så begyndte trætheden at melde sig og skarpheden forsvandt. Franskmændene kom foran første gang i kampen, da der resterede godt 8 minutter, og så kunne de meget rutineret køre de to point i hus. Kvaliteten af kampen var under middel, og begge mandskaber stod for en lang række tekniske fejl. Frankrig kan glæde sig over sejren, men de skal hæve niveauet, hvis titlen skal med hjem igen.
Håndbold. De serbiske og hollandske håndboldkvinder kommer ikke til at spille EM-kamp i Kolding fredag aften. Kampen er i stedet udskudt til lørdag aften, fordi to serbiske spillere er blevet testet positiv for coronavirus. Målvogteren Kristina Gravoac aflverede en positiv test torsdag, og da resten af holdet blev testet fredag var også Marija Agbaba smittet. For en sikkerheds skyld er alle serbiske spillere blevet isoleret og vil blive testet igen både fredag og lørdag.
Håndbold. »Selvfølgelig er vi nervøse for, at smitten kan brede sig. Vi har været nervøse hele tiden«. Det fortæller Dansk Håndbold Forbunds formand Per Bertelsen fredag ifølge Ritzau, efter at den første serbiske spiller er testet positiv kort før EM-slutrunden i kvindehåndbold. »Når vi kommer til middag fredag, så har vi allerede lavet 2.500 test på deltagere i slutrunden. Alt over nul er for mange, men jeg synes alligevel, at vi holder os inden for rimelighedens grænser«, forklarer formanden.
Patrick Vieira lignede en mand, der have set skriften på væggen, da han torsdag aften så sit Nice-hold tabe 2-3 på hjemmebane til Bayer Leverkusen i Europa League. I den franske Ligue 1 er Nice placeret som nr. 11.
Fodbold. Landsholdsangriber Kasper Dolberg skal have ny træner. Hans klub, OGC Nice, har fyret den 44-årige cheftræner Patrick Vieira efter en sløj stime på fem nederlag i træk. »I en samtale efter et møde i aftes har Nice-bestyrelsen informeret Patrick Vieira om sin beslutning om at afbryde samarbejdet«, lyder det i en pressemeddelelse fra klubben. Den tidligere verdensmester og Arsenal-stjerne blev ansat i sommeren 2018, og det blev altså til to et halvt år i spidsen for den sydfranske klub. »Patrick Vieira har lagt hele sit hjerte og al sin professionalisme i sin tjeneste for OGC Nice i de 30 måneder, som det fælles eventyr har varet«, skriver klubben. Nice sluttede som nr. 7 og nr. 5 i den franske liga under Vieiras ledelse.
Cykling. 28-årige Lasse Norman Hansen vender tilbage til WorldTouren efter at have skrevet kontrakt med Qhubeka Assos, der har Lars Michaelsen som sportsdirektør og i år har kørt under navnet NTT. Ifølge Qhubeka Assos skal Lasse Norman Hansen være hjælper for den italienske sprinter Giacomo Nizzolo, men han får også lov til at tilpasse sine planer efter de forestående opgaver som banerytter.
Golf. Med en 12.-plads efter tredje runde af Dubai Championship har Thorbjørn Olesen en mulighed for at lave årets bedste resultat på European Tour, hvor hans bedste placering i 2020 er en 17.-plads i august. Både Olesen og John Axelsen faldt tilbage fra den delte 7.-plads efter anden runde, og Axelsen er nu nr. 21 i turneringen, der for tredje dag i træk føres af englænderen Andy Sullivan. Med 21 under par er han 2 slag foran landsmanden Matt Wallace på andenpladsen og 7 slag foran Thorbjørn Olesen.
Golf. For første gang i de tre European Tour-turneringer i Sydafrika klarede Nicolai Højgaard cuttet til finalerunderne, men det var på et hængende hår i South African Open i Sun City. Den 19-årige var ellers på sikker kurs gennem det meste af anden runde, men efter bogeys på 16. og 17. hul var han ét slag fra cutgrænsen. En afsluttende birdie sikrede dog den videre deltagelse i turneringen, hvor Benjamin Poke er nr. 31 i par og Højgaard nr. 51 i 2 over par. Waliseren Jamie Donaldson og sydafrikaneren ChristiaanBezuidenhout deler føringen i 10 slag under par.
Motorsport. Racerkøreren George Russell skal krympe sig sammen, når han i weekenden kører formel 1-grandprix i Bahrain. Den 22-årige brite er udlånt fra Williams til Mercedes, hvor han overtager Lewis Hamiltons racerbil, efter at verdensmesteren tidligere på ugen blev ramt af coronavirus. Mercedes-raceren er dog designet og målt op til Hamilton, der fysisk er en hel del mindre end Russell. Torsdag afprøvede George Russell Mercedes-bilen, og det var lidt af en prøvelse. »Det var helt sikkert meget klemt. Det var en kamp at få plads til min sko-størrelse 11, så jeg er nødt til at benytte et skonummer mindre, end hvad der er ideelt for mig«, siger briten ifølge Ritzau.
Cykling. Team Sunweb skifter navn og kommer fra næste sæson til at hedde Team DSM. Det oplyser det tyske hold i en pressemeddelelse. Navneskiftet gælder Sunwebs World Tour-hold for både mænd og kvinder og for talentafdelingen, der kører som kontinentalhold.