Coronavirussen med det tekniske navn covid-19 lever af at vandre fra krop til krop. Sådan spreder den sig, sådan har den indtaget det meste af verden.
Derfor gav det på mange måder også sig selv, at Den Internationale Olympiske Komité (IOC) var nødt til at udskyde sommerens OL i Tokyo, indtil der var bedre styr på pandemien. Det gik ligesom ikke at samle titusinder af mennesker – atleter, trænere, idrætsledere, journalister og tilskuere – fra hele kloden på et relativt afgrænset område. Risikoen var alt for stor.
Det var 24. marts, at det stod klart, at målet i stedet var at afvikle de japanske lege senest i sommeren 2021, som da også er planen nu – fra 23. juli til 8. august skal de olympiske ringe pryde Tokyos gader og flammen brænde ved Japans nationalstadion. Med vanligt store armbevægelser annoncerede IOC, at OL kunne stå som »et fyrtårn for håb til verden i disse urolige tider«. Det lød, at den olympiske flamme kunne udgøre »lyset for enden af tunnelen«.
Nogle mente, at IOC traf det endelige valg for sent. Andre mente, at det skete for tidligt. Uanset hvad, har eftertiden vist, at den historiske beslutning om at udskyde et OL af andre årsager end krig var det eneste rigtige at gøre – men eftertiden har også vist, hvor store konsekvenser det har at rykke verdens største sportsbegivenhed. Økonomiske såvel som personlige for de tusinder af atleter, der havde brugt så lang tid på at arbejde målrettet hen mod OL.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
