Fodbold. Tottenham skal tilbage til Wembley, når ligacupfinalen afvikles 25. april. Med en fremragende Pierre-Emile Højbjerg på den defensive midtbane vandt Tottenham 2-0 over Brentford, der var i klubbens første semifinale. Moussa Sissoko med et hovedstød og Son Heung-Min, der var spillet fri med en perfekt dybdeaflevering, var målscorerne i en kamp, hvor Højbjerg udgik i slutfasen med et blødende skinneben efter en stempling, der kostede Joshua Dasilva en udvisning. Brentfordtræner Thomas Frank havde danskerne Henrik Dalsgaard, Mads Bech Sørensen og Mathias Jensen i startopstillingen og sendte Emilano Marcondes på banen til sidst. Den anden finalist findes onsdag aften, når Manchesterklubberne United og City mødes.
Basketball. Med 35 point og seks 3-pointscoringer var Quenting J. Peterson en fremtrædende topscorer, da Bakken Bears med 96-78 vandt over Galatasaray i Champions League. Dermed har den danske mesterklub stadig en chance for avancement til ottendedelsfinalerne inden sidste rundes hjemmekamp mod Tenerife 20. januar.
Fodbold. Den tidligere engelske landsholdsspiller Colin Bell er død, 74 år gammel, efter kort tids sygdom. Bell spillede fra 1966 til 1979 for Manchester City, hvor han i 492 kampe scorede 152 mål, vandt mesterskabet i 1968, Europa Cuppen for mesterhold, FA Cuppen og ligacuppen. Han scorede desuden 9 mål i sine 48 landskampe.
64 kampe, 7 mål og 5 assists blev det til for Alexander Bah i løbet af to en halv sæson i SønderjyskE.
Fodbold. For to et halvt år siden skiftede Alexander Bah fra HB Køge til SønderjyskE, hvor han blev omskolet fra offensivspiller til højrekant, og nu bliver han pokalvinderens største salg nogen sinde. 23-årige Alexander Bah skifter til tjekkiske Slavia Prag, der godt nok blev slået ud i Champions League-kvalifikationen af FC Midtjylland, men med en 2.-plads i gruppespillet i Europa League nu skal mødes Leicester i 1/32-finalen. Alexander Bah fik debut som indskifter og scorede, da Danmark sidste år vandt 2-0 over Sverige på Brøndby Stadion. »Vi er først og fremmest glade på Alexander Bahs vegne, for det har været et brændende ønske for ham at lave et stort skifte til udlandet, men vi er også meget stolte af dette salg, som er en historisk stor handel for vores vedkommende«, siger sportschef Hans Jørgen Haysen om salget.
Cykling. Efter ikke at have fået forlænget sin kontrakt med WorldTour-holdet Cofidis skifter 30-årige Jesper Hansen til det danske kontinentalhold Riwal Cycling Team. Også den 22-årige VM-bronzevinder Marc Hirschi skal finde en ny arbejdsgiver efter at have fået ophævet sin kontrakt med DSM, der tidligere hed Sunweb.
Fodbold. I sidste uge blev 40 personer i og omkring Premier League testet positive for coronavirus. Det er mere end en fordobling i forhold til ugen før, men tallet af tests er også øget til 2.295.
Coronavirus. Den professionelle idræt i Danmark får lov til at fortsætte trods de nye coronarestriktioner, som statsminister Mette Frederiksen i dag varslede, men det bliver helt uden tilskuere, oplyser Danmarks Idræts-Forbund. Det går i første omgang ud over håndbold og ishockey, der har haft et begrænset antal tilskuere i hallerne. Superligaen i fodbold ligger derimod stille den næste måneds tid.
Fodbold. Der har været godt gang i udskiftningen på trænerbænkene i Superligaen hen over det sene efterår og julemåneden. Også i 2021 skal mindst en superligaklub have ny træner – og det er OB, der i dag har meddelt, at Jakob Michelsens kontrakt, der udløber til sommer, ikke vil blive forlænget. »Trods placeringsmæssige forbedringer i de sidste to og en halv sæson har perioden også været præget af svingende resultater. Derfor ønsker klubben at hyre en trænerprofil, der kan skabe mere stabilitet og bedre resultater«, skriver OB. Med den melding ligger det også i kortene, at det meget vel kan være en anden træner end Michelsen, der sætter OB-holdet i forårspremieren mod Lyngby 3. februar.
Jakob Michelsen har endnu ikke kommenteret klubbens beslutning. OB-sportschef Michael Hemingsen siger til fyens.dk, at der er »fuld tillid til, at trænerteamet kan gøre arbejdet færdigt og stadig jagte vores målsætning og komme i top 6«.
Skisport. I de norske kvinders coronarelaterede fravær har to amerikanske langrendsløbere stukket snuden frem ved Tour de Ski, hvor feltet nu er rykket til Italien. Omkring Toblach i Tyrol sejrede Jessie Diggins på 4. etape i tiden 25,14 minutter med 15 sekunders forspring til landsmanden Rosie Brennan i 10 km fri. Med sin anden etapesejr udbyggede Diggins sit forspring til Brennan i den samlede stilling til 20 sekunder, mens svenske Frida Karlsson er yderligere 42 sekunder bagude.
Fodbold. Danskerensemblet Brentford med træner Thomas Frank i spidsen skal i aften op mod Tottenham i Liga Cup-semifinalen. Forud for opgøret får klubben fra den næstbedste engelske række, Championship, og den danske cheftræner ros af Tottenhams stjernemanager José Mourinho. »Hold i Championship kunne spille i en hvilken som helst liga i verden og være et Premier League-hold i alle lande«, siger Mourinho til Tottenhams hjemmeside og tilføjer: »Kvaliteten på trænere, spillere, organisationer og klubbernes niveau er fantastisk høj. Brentford er et rigtig godt hold med en masse gode spillere, en fantastisk træner og en filosofi. Han ved, hvad han vil«. Der er kickoff på Tottenhams hjemmebane kl. 20.45.
Fodbold. Liverpools ’mission titelforsvar’ fik et skud for boven med mandagens 0-1-nederlag i Premier League i Southampton. Liverpool-manager Jürgen Klopps mandskab er dog fortsat på førstepladsen på bedre målscore end Manchester United, men: »Vi er ikke blinde for, at vi har et problem«, siger Klopp ifølge Ritzau efter den tredje kamp på stribe uden sejr. »Vi er nødt til at erkende, at det er en rusten periode. Det er kun, hvis du kender problemet, at du kan løse problemet«, siger Klopp, der grundet langvarige skader hos flere centrale forsvarsspillere kan blive tvunget til at handle på transfermarkedet.
Overblik: Stillinger og resultater
2 point i de seneste 3 kampe har været udbyttet for Klopp og co.
Håndbold. Ekslandsholdsspilleren Ann Grete Nørgaard har ifølge norsk TV2 skrevet kontrakt med Storhamar. Den 37-årige fløj blev for nylig blev løst fra sin kontrakt i rumænske Ramnicu Valcea.
Fodbold. FC Roskilde og tidligere cheftræner Christian Lønstrup har indgået forlig omkring trænerens afgang fra klubben i maj 2019. Det meddeler Roskilde FC. Lønstrup havde dengang konfronteret sine spillere med anklager om matchfixing, hvilket fik Roskilde til at suspendere træneren, som senere blev fyret. Klubben mente dog, at Lønstrup selv havde sagt op. I juni 2020 fik Lønstrup af byretten medhold i, at han var blevet fyret og havde krav på en lønkompensation på 333.800 kroner, men Roskilde ankede dommen til landsretten. Med forliget er turen i landsretten ikke længere aktuel.
Fodbold. Den tidligere Lazio-spiller Ogenyi Onazi er fortid i Sønderjyske, der hentede nigerianeren på en fri transfer i oktober. To minutters superligabold og en pokaloptræden blev det til for Onazi hos Sønderjyske.
Fodbold. Spillerne fra Lyngby var mandag de første til at indlede træningen forud for forårssæsonen i Superligaen og tirsdag kommer også spillerne fra Brøndby, AaB og Sønderjyske på græs.
Motorsport. Denne sæsons formel 1-premiere i Australien er i fare for ikke at blive afviklet, skriver Ritzau. Efter en lang periode med solid kontrol over pandemien i Australien blev der fundet tilfælde af muteret coronavirus i Sydney i december. Dermed er der ikke udsigt til, at landets strenge restriktioner ophæves lige foreløbig. Det kan umuliggøre afholdelse af løbet på Melbourne Park 21. marts. Der vil komme yderligere udmelding, når alle detaljer skal falde på plads i løbet af de kommende uger, forlyder det.
Skisport. Langrendsløbernes Tour de Ski er ramt af corona. Det er en træner fra den franske delegation, der på gårsdagens transferdag fra Val Müstair i Schweiz til Toblach i den italienske del af Tyrol er blevet testet positiv.
Fodbold. To medlemmer af staben i FC Barcelona er blevet testet positive for coronavirus. Førsteholdstruppen og staben skal nu gennemgå yderligere test tirsdag, hvor træningen af samme grund er aflyst. Holdet skal møde Athletic Bilbao i ligaen onsdag.
Håndbold. Spanien må undvære en mangeårig nøglespiller ved VM, der begynder i Egypten i slutningen af næste uge. Stregspilleren Julen Aguinagalde er således ikke med i Spaniens opdaterede trup til slutrunden på grund af rygproblemer, skriver sportsavisen AS.
Håndbold. Der kommer larm fra lægterne, når Danmark og de øvrige titelbejlere skal kæmpe om mændenes VM fra næste uge. Ved VM i Egypten kommer der trods coronapandemien nemlig til at være tilskuere i hallerne. 20 procent af hallernes tilskuerkapacitet bliver taget i brug, oplyser VM-arrangøren ifølge norske NTB. Det betyder op til 3.000 tilskuere til Danmarks kampe.