Det var en ubarmhjertigt kold vinterdag. En gruppe mænd var 14. februar 1896 samlet på Søpavillonen, der majestætisk tronede med sine tårne og krummelurer på broen ved Peblinge Sø i København. Bygningen var netop anlagt af Kjøbenhavns Skøjteløberforening, det var det perfekte sted at holde møde, for det handlede om idræt.
En af mændene havde sit mørke hår strøget tilbage og overskæggets ender rullet sammen i bue spidser. Hans navn var Eugen Stahl Schmidt. Oprindelig var det ham, den gæve roer, der havde taget initiativ til mødet, der også talte repræsentanter for »boldspil, fodsport, vægtøvelser, brydning, gymnastik, boksning og skøjteløb«, som det hed sig. Målet havde han klart skrevet i en tidligere invitation:
»For om muligt at få vedtaget fælles Regler for en stor Del Idrætsøvelser ved fremtidige Konkurrencer her i Landet, eventuelt i Skandinavien«.
Missionen lykkedes. Den dag for præcis 125 år siden på Søpavillonen stiftede de fremmødte mænd Dansk Idræts-Forbund, som siden er blevet til Danmarks Idrætsforbund (DIF). De ville »skabe ordnede forhold for idrætten«, og det gjorde de. Det startede som et byfænomen for unge velstillede mænd, men med årene er idrætsbevægelsen skyllet over skel og landsdele, så DIF på sin fødselsdag tæller knap to millioner medlemmer fra 62 sportsforbund og alle sociale lag.
