Manden, der har gjort det muligt at hente Mikkel Hansen hjem til dansk håndbold, hedder Eigild Bødker Christensen. Han har skabt sin formue i Vadum uden for Aalborg.

Han har solgt sit livsværk, køber kvæg i Nicaragua og nu holder han hånden under Mikkel Hansens kontrakt med Aalborg

Eigild og Sonja blev milliardærer, efter de solgte Color Print. I dag er Eigild storinvestor og bestyrelsesformand i Aalborg Håndbold. Foto: DR
Eigild og Sonja blev milliardærer, efter de solgte Color Print. I dag er Eigild storinvestor og bestyrelsesformand i Aalborg Håndbold. Foto: DR
Lyt til artiklen

Store sportsklubber er efterhånden blevet synonyme med milliardærens foretrukne legetøj. I fodbold er det oliesheikerne, der dribler mod fodboldtronen, mens en dansk mand ved navn Eigild B. Christensen har kastet sin kærlighed til en håndboldklub i Nordjylland.

Det vakte for nylig bred opmærksomhed, da det blev officielt, at Mikkel Hansen, en af verdens mest markante skikkelser på en håndboldbane i løbet af det forrige årti, vil figurere på Aalborg Håndbolds holdkort fra 2022.

Eigild B. Christensen forklarer selv, at han har været med til at godkende handlen og står sammen med Coolshop-ejer Mark Nielsen, som ejer omkring en fjerdedel af aktierne i klubben, klar til »at lægge hånden under handelen«, såfremt det bliver for dyrt. Men erhvervsmanden tror ikke, at det kommer dertil:

»Det her er stort. Og lige nu ser det ud til at være endnu større, end vi havde regnet med. Aalborg bliver en magtfaktor i international håndbold«, fastslår han.

Officielt: Mikkel Hansen kommer hjem til dansk håndbold

Men hvem er manden bag den ambitiøse investering, der solgte sit livsværk Color Print i 2006, har investeret en formue i en flok kødkvæg i Nicaragua i Latinamerika og sidder på op til 65 procent af ejerskabet i Aalborg Håndbold?

Guldminen på en mark i Vadum

Man kan ikke tale om Eigild B. Christensen uden Sonja B. Christensen, som han har været sammen med i mere end et halvt århundrede. Sonja var på vej ind i Salling, og Eigild spottede hende med det samme. De var ikke mere end 15 år gamle, men der var ingen tvivl om kærligheden, og de blev gift seks år senere.

I dag har parret opbygget sig så stor en formue, at de kan kalde sig milliardærer.

»Det er jo så mange penge, at jeg ikke engang kan stave til det«, har Sonja B. Christensen sagt i DR-programmet ’Superrig med benene plantet i Aalborg’, der portrætterer milliardærparret.

Eigild B. Christensen var blot en knægt på 20 år, da han blev partner i et bogtrykkeri i Jetsmark. Men han ville det anderledes. Drømmen var eget bogbinderi med Sonja som leder.

Derfor skruer vi tiden tilbage til 1987, hvor det hele startede på en mark i Vadum uden for Aalborg. Eigild B. Christensen foreslog et rotationstrykkeri.

»Eigild er iværksætteren, han sætter i gang, og han gør ved«, forklarede Sonja B. Christensen til DR.

Hun gik med på ideen om et trykkeri, men hun havde dog ét krav. Det skulle opføres lige udenfor døren. Således blev en bar mark i Vadum forvandlet til virksomheden Color Print.

Ambitionerne var tårnhøje fra start, hvor målet var at skabe den bedste virksomhed for kvalitetstryk i offset i Skandinavien. Trykkeriet skulle være i fuld gang 24 timer i døgnet, syv dage om ugen. Og sådan blev det.

Kærlighed til harpiks

Parret opnåede stor succes, og i 1997 blev virksomheden noteret på Københavns Fondsbørs. I 2006 var det tid til at starte nye eventyr, og parret solgte deres livsværk til kapitalfonden Polaris Private Equity med en fortjeneste på flere hundrede millioner kroner.

Trods de mange millioner på kontoen er benene solidt plantet i den nordjyske muld, og han investerer efter mavefornemmelse og fornemmelse for mennesker. Et af de projekter, som han i den grad har helliget sig, er håndboldklubben Aalborg, hvor han er storinvestor og bestyrelsesformand. Ikke en overraskende investering for en mand med en rodfæstet kærlighed til sport.

»Selvfølgelig har jeg følelser for Aalborg Håndbold. Ved siden af mine forretninger har det her været en fantastisk historie, en fantastisk rejse, og er det stadigvæk. Og det bliver kun mere fantastisk, tror jeg«.

I 2010 valgte det lokale flagskib AaB at kvitte håndbolden på baggrund af organisatoriske og økonomiske overvejelser. Men det kunne Eigild Christensen ikke lade ske, så han gik ind i projektet sammen med Jan Larsen. Ligaholdet skulle føres til nye højder, og det blev til Aalborg Håndbold.

»Det har altid ligget i hjertet. Jeg har været tilknyttet holdet i mange år – også før AaB ikke ville håndbolden – og har fulgt den fra dengang, vi var de rene amatører, til i dag at være topprofessionelle«, siger han.

Eigild B. Christensen er langtfra en anonym skikkelse i klubben. Eksempelvis har milliardæren tidligere fragtet hele Aalborg-truppen med sit eget flyselskab til sin racerbane i spanske Guadix.

Siden salget af Color Print er der rullet mange millioner ind på kontoen fra andre virksomheder. Blandt andet indkasserede han over 600 millioner kroner på energihandelsvirksomheden Neas Energy. Men han er langtfra færdig med at sætte sin formue i aktiviteter.

Køer i Nicaragua

Listen over investeringer tæller mere end 20 virksomheder, men det er ikke alle, som er ’klassiske’. Det vidner eventyret i Nicaragua om.

Det startede ellers ud som en feriedestination for parret, men Eigild B. Christensen har bare aldrig været god til at smække benene op. Han skaber arbejdspladser, når han keder sig, har han selv tidligere påpeget.

Det gjorde han så for knapt ti år siden med en investering i en flok kødkvæg, der bliver passet af lokale bønder. Dyrene bliver slagtet efter 12-18 måneder, og så bliver overskuddet delt lige over med bonden.

Men det er selvfølgelig ikke kun køer, han har kastet sig over. Listen tæller også en bank, flyselskab og flere hoteller.

»Eigild er slet ikke til at styre«, lyder det fra Sonja Bødker Christensen i DR-serien.

Selv om coronanedlukningen ikke har været uden betydning for den nordjyske håndboldklub – blandt andet illustreret af en ekstraordinær »covid-aftale« med kommunen, der indebar, at klubben skulle videredistribuere noget af kommunens covid-19-materiale, og udeblivelsen af »store forventede indtægter« i 2020, som der står i selskabets ledelsesberetning – har klubben alligevel formået at have grønne tal på bundlinjen siden 2011.

Og lige nu er Eigild Bødker Christensen stadig i fuld gang med at manifestere Aalborg Håndbold i ligaen og verden over:

»Du kan selv se, hvor meget Mikkel Hansen brander klubben nu her. Vi får en kæmpe eksponering af det, hvilket kan give ret store indtægter gennem billetsalg. Og så har vores sponsorer og tv-stationer heller ikke været kede af det. Hele håndboldverdenen og især den danske liga får noget ud af det her«.

Marie Juul Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her