0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Sergio Perez/Ritzau Scanpix
Foto: Sergio Perez/Ritzau Scanpix

Real Madrid misser muligheden for at indhente topholdet

Følg strømmen af sportsnyheder fra ind- og udland.

Fodbold. Teoretisk kunne Real Madrid have bragt sig på pointhøjde med Atlético Madrid på søndag, men både den mulighed og andenpladsen forduftede mandag aften, da Real Madrid hjemme mod Real Sociedad måtte nøjes med 1-1. Det var endda en udligning i 89. minut af Vinicius Junior, der forhindrede Cristian Portu i at blive matchvinder for Real Sociedad. Dermed er Atlético Madrid med en kamp færre 5 point foran FC Barcelona og Real Madrid inden søndagens store lokalopgør.

Clive Brunskill/Ritzau Scanpix
Foto: Clive Brunskill/Ritzau Scanpix

Fodbold. Jannik Vestergaard havde en stor mulighed for at udligne i overtiden, men den store forsvarsspiller gled i afslutningsøjeblikket, da Everton vandt 1-0 over Southampton i Premier League. Efter mål mod Manchester City og Liverpool scorede brasilianeren Richarlison for tredje kamp i træk og blev tidligt matchvinder ved at udnytte en fremragende frispilning fra Gylfi Sigurdsson.

Alle resultater og stillingen i Premier League

Tennis. Clara Tauson leverede sin unge karrieres største resultat i 1. runde af WTA-turneringen Lyon Open. Efter at have vundet sine to kampe i kvalifikationen fik 18-årige Tauson den værst tænkelige lodtrækning, da hun fik den topseedede russer, Ekaterina Alexandrova, der verdens nummer 33, som modstander, men den opgave løste Clara Tauson ved sensationelt at vinde 6-3, 6-4. Clara Tauson bragte sig foran 3-0 mod Alexandrova, der fornylig i en turnering i Australien besejrede verdens nummer 3, Simona Halep. Alexandrova fik udlignet til 3-3, hvorefter Tauson vandt 3 partier i træk. I andet sæt førte Tauson 5-1 og havde tre matchbolde, det blev til yderligere to matchbolde ved 5-2, inden sejren blev sikret i egen serv på kampens syvende matchbold. Næste modstander for Clara Tauson er ungareren Timea Babos, der er nummer 105 i verden, men tidligere har været nr. 25 i single - og nummer 1 i double.

Fodbold. Jahn Regensburg er med den 30-årige dansker Andreas Albers som topscorer for første gang i klubbens historie i den tyske pokalkvartfinale, men en række positive coronatest har udsat tirsdagens kvartfinale mod Werder Bremen.

Fodbold. Uwe Neuhaus var kolossalt populær, da han sidste sæson førte Arminia Bielefeld tilbage i Bundesligaen efter 11 års fravær, men en placering som tredjesidst efter 1 point i de seneste 5 kampe er så utilfredsstillende, at både 61-årige Neuhaus og hans assistenttræner Peter Nemeth i dag er blevet fyret. Pointet blev hentet med 3-3 mod Bayern München, men 0-3 i lørdags mod Borussia Dortmund var femte kamp i træk, hvor Bielefeld indkasserede mindst 3 mål.

Fodbold. Catalansk politi har mandag gennemført en razzia mod FC Barcelonas administrative hovedkvarter, skriver spanske medier. Politiet har bekræftet, at der er foretaget anholdelser, men der foreligger ingen meldinger om antallet eller hvem, der er anholdt. I et statement bekræfter FC Barcelonas politiets razzia, og klubben skriver endvidere, at aktionen har forbindelse til efterforskningen af en sag om sociale medier. »FC Barcelona har tilbudt at samarbejde fuldt ud med myndighederne for at hjælpe med at få fakta på plads i efterforskningen«, skriver klubben blandt andet i en udtalelse på sin officielle hjemmeside.

Atletik. World Athletics (Det Internationale Atletikforbund) har godkendt den langsigtede plan, Ruslands Atletikforbund (Rusaf) har lavet for at få ophævet suspenderingen, der har været gældende siden 2015 på grund af omfattende dopingsnyd. »Jeg tror ikke, at der er gået en uge af min præsidentperiode, uden at jeg har måttet svare på spørgsmål om Rusland og sporten. Jeg er ekstremt taknemmelig for arbejdsgruppen, dens eksperter og Rusaf for, at de har udarbejdet en detaljeret plan for at genopbygge tilliden«, siger World Atheltics’ præsident, Sebastian Coe, til forbundets hjemmeside.

Golf. Flere af deltagerne hyldede på sidste runde af World Golf Championship Tiger Woods ved at stille op iført rød trøje og sorte bukser. Denne påklædning har i årevis været legendens standardpåklædning i sidste runde af en turnering. Hyldesten kommer efter at Woods tidligere på ugen var udsat for et alvorligt trafikuheld, der sendte ham på hospitalet, hvor det var nødvendigt med en benoperation. Tiger Woods var rørt over hyldesten, skriver han på twitter.

Fodbold. Crotone, der ligger sidst i Serie A, har fyret træneren Giovanni Stroppa.Han kom til Crotone i 2018 og førte klubben til oprykning fra Serie B. Crotone har tabt 18 ud af 24 kampe i denne sæson.

Håndbold. Kvalifikationen til kvindernes OL-turnering bliver påvirket af coronapandemien. Kina har for anden gang meldt afbud til kvalifikationsstævnet 20.-22. marts, og det har ikke været muligt at finde en afløser, skriver Det Internationale Håndbold Forbund, IHF, på sin hjemmeside. Først blev Hongkong uden held spurgt, og Thailand meldte ikke tilbage inden deadline. Dermed er ingen lande fra Asien inde i billedet til OL, og IHF vil ikke gå videre og for eksempel give chancen til et europæisk hold, som det ellers tidligere var på tale. Derfor bliver gruppen, der også omfatter Norge, Rumænien og Montenegro, gennemført med tre deltagere. De to bedste lande kvalificerer sig til OL.


Fodbold. Den tidligere West Ham- og Newcastle-manager Glenn Roeder er død i en alder af 65 år. Efter en lang aktiv karriere hos blandt andet Queens Park Rangers og Newcastle gik han i 1992 træner-vejen. I Kroatien meddeler det nationale forbund, at tidligere landstræner Zlatko Kranjcar er død, 64 år, efter kort tids sygdom. Kranjar førte i 2006 Kroatien til VM i Tyskland.

Håndbold. Odense, der aktuelt topper kvindeligaen, siger efter denne sæson farvel til Sara Hald og Katja Johansen. Sara Hald har underskrevet en toårig kontrakt med Viborg.

Motorsport. Formel 1-holdet Williams har forlænget kontrakten med udviklingskører Jamie Chadwick for yderligere en sæson. Den 22-årige brite blev i 2019 den første vinder af W series, der er en motorsportsklasse udelukkende for kvinder, og samme år blev hun hyret af Williams. Hun skal fokusere på at udvikle holdets bil gennem simulatorkørsel.

Håndbold. Svenskeren Jonathan Stenbäcken skifter efter fire år i Skjern Håndbold til sommer til IK Sävehof i hjemlandet. Her han fået en treårig kontrakt.

Fodbold. Den tidligere superligamålmand Karim Zaza skal resten af sæsonen fungere som målmandstræner i Vejle.

Håndbold. GOG risikerer at måtte undvære stregspiller Anders Zachariassen i længere tid. Den dobbelte verdensmester blev skadet i en kamp mod Ribe-Esbjerg i fredags, og der er formentlig tale om en korsbåndsskade, siger GOG-direktør Kasper Jørgensen til Ritzau.

Fodbold. AGF-direktør Jakob Nielsen sagde i kølvandet på søndagens dramatiske 3-3-kamp mod FC København, hvor hjemmeholdet blev tilkendt et straffespark efter at dommeren havde fløjtet af, at aarhusianerne ville nedlægge protest. Efter at have sovet på det, oplyser Jakob Nielsen på klubbens hjemmeside, at protesten er blevet droppet.

Fodbold. Den tyske landstræner Joachim Löw har kastet sig ud i en mindre omgang rygsvømning. Han åbner nemlig nu op for, at Thomas Müller, Mats Hummels og Jerome Boateng, der under stort ståhej blev sat af landsholdet i maj 2019, kan vende tilbage. Det er blandt andet det ydmygende 6-0-nederlag til Spanien sidste år, der nu har fået Löw på andre tanker, og måske er han også inspireret af Real Madrid-stjernen Toni Kroos, der har plæderet for, at trioen fik comeback. »Når du starter på en genopbygning, skal du aldrig afbryde den og gå i anden retning. Men på grund af coronapandemien har er vi blevet sat et år tilbage. Derfor er det muligt nu at overveje, om genopbygningen kan afbrydes, hvis det er nødvendigt«, siger Löw til ARD. Toni Kroos sagde forleden, at Tyskland var nødt til at stille med det stærkeste hold til sommerens EM.

Motorsport. Formel 1-organisationen har afvist et tilbud fra Bahrain om at vaccinere alle kørere, holdansatte og pressefolk, der skal deltage i præsæsontesten i landet 12.-14. marts og sæsonens første grandprix to uger senere samme sted, skriver BBC. I et statement skriver organisationen, at den ikke har planer om at springe frem i køen og i stedet afventer, at det bliver deres tur.

Ishockey. Lars Eller kom sent søndag aften på pointtavlen for tredje NHL-kamp i træk. Danskeren lavede en assist ved det afgørende mål, da Washington Capitals vandt med 3-2 ude over New Jersey Devils. Eller har lavet fire mål og syv måloplæg i løbet af sine 17 kampe i sæsonen.

Tennis. Hvis 17-årige danske Holger Rune savner inspiration inden sin ATP-debut denne uge, skal han bare skele til det argentinske teenagetalent Juan Manuel Cerundolo, der søndag leverede en lille tennissensation. I finalen i Cordoba Open slog Cerundolo nemlig Runes første modstander i Argentina Open, Albert Ramos Viñolas, med cifrene 6-0, 2-6, 6-2. Cerundolo er blot 19 år gammel og måtte igennem kvalifikationen ved Cordoba Open. Han er nummer 335 i verden og er den spiller med femtelavest rangering, der har vundet en ATP-titel siden 1990. Det skriver nyhedsbureauet Reuters ifølge Ritzau.

Motorsport. Efter sin 8. deltagelse i 24-timersløbet på Daytona i januar, er Christina Nielsen atter tilbage på en amerikansk racerbane, når hun denne uge stiller op i det amerikanske GT4-mesterskab med Murillo Racing. Danskeren skal dele teamets Porsche Cayman GT4 Clubsport med en anden kvindelig racerkører, amerikaneren Aurora Strauss.

Golf. Rasmus Højgaard fik en rigtig skidt afslutning på WGC Championship med en sidste runde i hele 10 slag over banens par. Det sendte danskeren ned som nr. 67 af de 71 deltagere. Vinder blev amerikaneren Collin Morikawa.

Cliff Hawkins/Ritzau Scanpix
Foto: Cliff Hawkins/Ritzau Scanpix

Golf. Nelly Korda vandt LPGA-turneringen Gainbridge Championship i Florida med et forspring på 3 slag til landsmanden Lexi Thompson og New Zealands Lydia Ko, der delte andenpladsen. Nanna Koerstz Madsen blev nr. 31 og Nicole Broch Larsen nr. 48 i turneringen, der bød på et kortvarigt comeback til legenden Annika Sörenstam (billedet). Efter 13 års fravær spillede svenskeren en enkelt turnering for at markere sin 50-års fødselsdag i oktober, men efter lige akkurat at have klaret cuttet sluttede hun sidst sidst blandt finalisterne 29 slag efter vinderen. Sörenstam afviste da også at skulle spille yderligere på LPGA, men hun kan nu spille på seniortouren, hvor aldersgrænsen er 50 år.

Fodbold. Atlético kom tilbage på sejrskurs i La Liga, da det blev til en 2-0-gevinst over Villareal. Dermed fik hovedstadsklubben igen lagt afstand til rivalerne Real Madrid og FC Barcelona, der er henholdsvis 6 og 5 point efter.

Annonce

For abonnenter

Annonce