Fodbold. Chelseas fænomenale stime under den nye træner Thomas Tuchel omfatter nu 14 kampe i træk uden nederlag. Søndag besejrede Chelsea i FA Cup-kvartfinalen Sheffield United med 2-0. Et selvmål af Oliver Norwood midt i 1. halvleg satte et lidt rustens Chelsea-holdet med Andreas Christensen i gang, mens Hakim Ziyech cementerede sejren i tillægstiden. Chelsea skal i semifinalen på neutral bane (Wembley) møde Manchester City, mens Southampton med Jannik Vestergaard møder Leicester i den anden semifinale i weekenden 17.-18. april. Leicester med Kasper Schmeichel i målet besejrede på hjemmebane Manchester United 3-1 og havde angriberen Kelechi Iheanacho i en hovedrolle to dobbelt målskytte. Den første scoring fik nigerianeren nærmest foræret, da Uniteds Fred helkiksede en tilbagelægning.
Fodbold. Den danske træner Bo Svensson blev 4. januar ansat i den tyske bundesligaklub Mainz 05 med det formål at klare frisag i den nedrykningskamp klubben som næstsidst med bare 6 point på kontoen var en del af. Om Mainz klarer frisag, ved vi senest efter 34. og sidste spilledag, men Svensson og co. er godt på vej mod overlevelse. Søndag hentede klubben den femte sejr under den danske træner, da Hoffenheim blev slået på udebane med 2-1, og dermed hoppede Mainz ud af nedrykningszonen. Når landsholdspausen er overstået, venter en vital hjemmekamp mod Bielefeld.
Fodbold. Arsenal leverede en bemærkelsesværdig præstation, da holdet søndag vendte 0-3 til 3-3 og dermed høstede et point i Premier League-lokalopgøret mod West Ham. Alexandre Lacazette Arsenal et point, da han udlignede til 3-3 otte minutter før tid. I 1. halvleg af opgøret havde den formstærke lejesvend fra Manchester United, Jesse Lingard, åbnet scoringen, assisteret ved 2-0-målet og set Tomas Soucek gøre et til 3-0 før pausen. Tro selvmål gav dog Arsenal håbet tilbage.
Fodbold. En stor fejl af Arthur førte til et højst overraskende Juventus-nederlag hjemme mod Benevento i den italienske Serie A. Gæsterne sejrede 1-0, da brasilianske Arthur lavede en hasarderet aflevering ind gennem eget målfelt, som Adolfo Gaich opsnappede. Han tæmmede bolden, vendte rundt og sparkede kampens enlige mål i kassen. Inter, der er i coronakarantæne, fører Serie A suverænt.
Håndbold. Norge har for første gang nogensinde to hold med ved OL, når det går løs i Tokyo senere på året. De norske kvinder klarede lige akkurat kvalifikationen, da Rumænien i den sidste kvalifikationskamp kun formåede at besejre Montenegro 28-25 i et drama med tre røde kort. Havde rumænerne scoret to gange mere og vundet med fem mål, havde det været lig med norsk nedtur.
Håndbold. GOG-mændene er tilbage på førstepladsen i ligaen efter en sejr på 37-30 på hjemmebane over Fredericia. GOG har nu tre point ned til TTH Holstebro på tredjepladsen. Det betyder, at fynboerne med blot én sejr i de to sidste runder vil være sikre på en plads i top-2 og dermed få to point med over i slutspillet.
Cykling. Efter femtepladsen i sæsonens første WorldTour-løb Strade Bianche for to uger siden var Cecilie Uttrup Ludwig (FDJ-La Nouvelle Aquitaine) atter med fremme i kampen om topplaceringerne i anden afdeling af den gennemgående konkurrence, det 141 km lange Trofeo Alfredo Binda. På de solbeskinnede italienske landeveje blev den 25-årige dansker nr. 3, da hun i spurten i den kvintet, der nåede til mål med et minus på 1.42 minut, kun blev overtrumfet af hollænderen Marianne Vos (Jumbo-Visma). Sejren gik til den 29-årige italienske mester Elisa Longo Borghini, der kørte de sidste 25 km alene og således sørgede for maksimalt weekend-udbytte til det amerikanske Trek-Segafredo mandskab, efter at hendes belgiske holdkammerat Jasper Stuyven døgnet inden havde vundet Milano-Sanremo.
Skydning. Skeetskytten Jesper Hansen viste lovende OL-takter, da han søndag vandt World Cuppen i indiske New Delhi på suveræn vis. Hansen ramte58 af 60 duer, hvilket er dansk rekord i en finale. Det var den syvende World Cup-medalje i karrieren for den tidligere europa- og verdensmester, men den første af guld. Jesper Hansen var med ved OL i 2012 og 2016, og han er med igen i Tokyo.
Fodbold. Rangers FC har allerede sikret sig mesterskabet, og der var ikke oprejsning at hente for ærkerivalerne Celtic, da de to hold søndag tørnede sammen i den skotske klassiker. En chancefattig kamp på Celtic Park i Glasgow sluttede 1-1. Rangers er 20 point foran Celtic og er ubesejret i ligaen.
Svømning. Så er Pernille Blume klar til at forsvare sin olympiske titel i 50 meter fri. Ved det stærkt besatte stævne i Marseille var Pernille Blume med 24,31 sek. hurtigst i det indledende heat og samtidig under kravtiden til OL på 24,77 sek. Formelt set kunne to danskere svømme Pernille Blume af OL-holdet ved at svømme endnu hurtigere, men ingen andre danskere har nogen sinde svømmet hurtigere end 24,40 sek. (Jeanette Ottesen). Pernille Blume har den danske rekord på 23,75 sek., der gør hende til nummer tre på alle tiders verdensrangliste.
Fodbold. Nice-angriberen Kasper Dolberg har fået dispensation fra de franske myndigheder og bliver alligevel en del af Danmarks trup, når landsholdet i den kommende uge tager hul på VM-kvalifikationen. Med dispensationen slipper Dolberg for at gå i 14 dages coronakarantæne, når han vender tilbage til Frankrig. Landsholdet samles mandag i København og flyver direkte til Israel, som er modstanderen torsdag. Kasper Dolberg fik en fin optakt til landsholdssamlingen, da han med Nice lørdag sejrede 3-0 over Marseille.
Fodbold. Sevillas marokkanske målmand Bono blev helten, da holdet fra Andalucien fik 1-1 i tillægstiden i La Liga mod Real Valladolid. Bono var gået med frem ved et hjørnespark og fik bolden i mål. Det var karrierens første mål for Bono og han blev den første målmand til at score i La Liga i ti år. »Det er helt utroligt. Det er meget svært at beskrive den følelse, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle juble over målet«, siger Bono ifølge Reuters.
Motorsport. Kevin Magnussen og co. kørte længe med om sejren i det klassiske 12-timersløb i Sebring i Florida, men det sluttede med en skuffelse. Lidt over en time inden slutningen på løbet lå Magnussens Cadillac fra holdet Chip Ganassi Racing til sejr, men på vej ind i pitten ramte Magnussens medkører, newzealandske Scott Dixon, en anden bil, og det blev derfor kun til en 6. plads i DPi-klassen. Dog var der dansk succes i LMP2-klassen, hvor Mikkel Jensen sammen med Scott Huffaker og Ben Keating kom først i en bil fra Mathiasen Motorsports.
Ishockey. Oliver Bjorkstrand blev lørdag afgørende i NHL for Columbus Blue Jackets i holdets 3-2-sejr over Carolina Hurricanes. Bjorkstrand udlignede til 1-1 og var senere manden bag den afgørende scoring i straffeslagskonkurrencen. Bjorkstrand er nu oppe på 11 mål og 16 assister i 32 kampe i denne sæson.