Fodbold. Kulturminister Joy Mogensen (S) er opmærksom på, at Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) skal have en udmelding om fans ved sommerens EM senest 7. april. »Fordi det er en historisk begivenhed med EM på dansk jord, har vi i regeringen en plan om at kunne svare Uefa konkret inden deadline, så vi forhåbentlig kommer til at få EM med noget publikum til juni«, siger Joy Mogensen til TV2 Sport. Uefa har ladet forstå, at værtskabet kan blive annulleret, hvis en EM-vært ikke kan garantere tilskuere på stadion.
Fodbold. Der er ekstremt meget på spil i 23. runde af Superligaen, når den bedste danske række genstarter efter landsholdspausen. Kampprogrammet er udkommet, og det indledes med et regulært topmøde mellem Brøndby og FC Midtjylland i Herning 5. april. »Det bliver godt at få sparket mesterskabsspillet i gang, og det bliver også fedt med en topkamp som den allerførste. Vi har spillet nogle tætte kampe mod FC Midtjylland, så vi glæder os alle sammen til at lægge ud med at skulle møde dem«, siger Brøndby-anfører Andreas Maxsø til klubbens hjemmeside.
- 23. runde, mesterskabspil: FCN-AGF, FCK-Randers, FCM-Brøndby.
- Nedrykning: Horsens-OB, AaB-Sønderjyske, Lyngby-Vejle.
- 24. runde: Brøndby-FCK, AGF-FCM, Randers-FCN, OB-Vejle, Sønderjyske-Horsens, Lyngby-AaB.
- Fakta:Se hele kampprogrammet her (eksternt link)
Fodbold. EM med fire kampe på dansk grund forventes stadig afviklet med tilskuere, og der er ikke fare for, at Danmark ikke kan leve op til sin rolle som vært. Det siger Jakob Jensen, direktør i DBU, til Ritzau. »Vi arbejder benhårdt på at realisere en værtsrolle så godt som overhovedet muligt, og vi er i god dialog med regeringen om det. Vi forbereder os intenst med masser af frivillige, dygtige medarbejdere. Vi har masser af møder med Uefa og har ikke fået nogen indikationer på, at det skulle gå anderledes«, siger DBU-bossen og tilføjer: »Jeg har noteret mig, at statsministeren har sagt, at hun forventer en normal sommer«. Kulturminister Joy Mogensen (S) sagde mandag til DR, at der arbejdes hårdt på en løsning inden 7. april. Den dato har Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) sat som deadline. Uefa har gjort det klart, at man må indstille sig på at miste værtskabet, hvis man ikke kan garantere, at der kan lukkes et større antal tilskuere ind til kampene i juni og juli.
Håndbold. GOG’s mænd tog tirsdag aften det første stik i ottendedelsfinalen mod CSKA Moskva i European League. Fynboerne vandt opgøret i Gudme med 33-31 og tager dermed en sejr med til returopgøret i Rusland om en uge. Landsholdsspillerne Mathias Gidsel og Emil Jakobsen førte an i den smalle sejr over russerne. Begge scorede syv gange, mens holdkammeraten Emil Lærke bidrog med fem mål.
Håndbold. Aalborg Håndbold kan stadig nå at slutte på førstepladsen i grundspillet. Tirsdag strøg nordjyderne til tops i HTH Herreligaen med en udesejr på 33-28 over TMS Ringsted, der samtidig tabte et skridt i kampen for overlevelse. Med én kamp tilbage har Aalborg samme antal point som GOG, men fynboerne har en kamp i hånden og kan dermed sikre sig førstepladsen ved at vinde sine to sidste opgør. I den anden ende har TMS Ringsted fortsat et point ned til bundproppen Lemvig-Thyborøn, der kan overhale sjællænderne med en sejr over Fredericia senere på ugen. Efter 26 runder rykker holdet på sidstepladsen ned i næstbedste række.
Cykling. Det blev til en enkelt dag i førertrøjen for danske Andreas Kron i cykelløbet Volta a Catalunya. Efter sejren på 1. etape måtte Lotto Soudal-danskeren som ventet afgive føringen på tirsdagens enkeltstart. Den tilhører nu Quick-steps João Almeida, der selv blev nr. 3 på den 18,5 kilometer lange tidskørsel med start og mål i Banyoles. Ineos’ tempospecialist Rohan Dennis var hurtigste mand på 2. etape. Han kørte med mere end 49 kilometer i timen og tog sin første sejr, siden han vandt VM i disciplinen i 2019. Dennis bragede i mål i tiden 22 minutter og 27 sekunder og ventede kun på at se, om andre kunne overgå den præstation. Quick-Steps Rémi Cavagna kom tættest på den dobbelte verdensmester, men var fem sekunder langsommere, mens holdkammeraten Almeida var yderligere 23 sekunder efter som treer. Kron sluttede mere end to minutter efter og var dermed ikke i nærheden af at forsvare førstepladsen i klassementet.
Fodbold. Superligaklubben OB er glad for holdets aktuelle topscorer Issam Jebali. Så glad, at man allerede nu har lagt to år på den kontrakt med tuneseren, som først stod til at udløbe i sommeren 2022. Dermed har parterne papir på hinanden frem til sommeren 2024. Det meddeler den fynske klub på sin hjemmeside. »Vi ser Issam Jebali som en rigtig vigtig spiller på vores hold«, siger sportschef Michael Hemmingsen, der for tiden også vikarierer som cheftræner efter fyringen af Jakob Michelsen, til klubbens hjemmeside.
Fodbold. Fiorentina skal have ny cheftræner, blot fire måneder efter at klubben ansatte Cesare Prandelli i jobbet. Den tidligere italienske landstræner valgte tirsdag at sige op, da han ikke mente, at han kunne give klubben, det den behøver. Samtidig luftede den 63-årige italiener muligheden for, at det muligvis var hans sidste trænerjob. Prandelli stod også i spidsen for Firenze-klubben fra 2005 til 2010. Fiorentina ligger nummer 14 i Serie A med ti spillerunder igen af sæsonen.
Fodbold. Den norske landstræner Ståle Solbakken har længe været kritisk overfor det Internationale Fodboldforbund (Fifa) og placeringen af VM i Qatar i 2022. Når han onsdag sender sit hold på banen i den første kvalifikationskamp mod Gibraltar, sker det med en varsling om en norsk protest på grønsværen. »Vi ønsker at presse Fifa til at være endnu mere direkte og hårdere mod myndighederne i Qatar. Stille større krav til dem«, siger den tidligere FC København-boss ifølge NRK. Hvad den norske protest konkret går ud på, siger Solbakken ikke noget om. Qatar er i adskillige år blevet kritiseret for ikke at overholde menneskerettighederne og holde migrantarbejdere under nærmest slavelignende forhold. Angiveligt er mere end 6.000 migrantarbejdere døde i forbindelse med VM-byggeriet.
Danmarks landstræner Kasper Hjulmand siger, at han er på linje med Ståle Solbakken i forhold til at finde ud af, hvordan man får flere lande med i den her debat.
Vi har ikke planer om at lave en happening på torsdag
Kasper Hjulmand
»Men jeg synes også, at man skal finde ud af, hvor ansvaret ligger henne. Det er selvfølgelig en udvikling, vi vil følge, men vi har ikke planer om at lave en happening på torsdag, som planen er lige nu. Vi kommer dog til at tale om situationen. Det er klart«, lyder det fra Hjulmand.
Fodbold. En af mange danske fodboldentusiasters store sportslørdaghelte fra 1970’erne er død. Den tidligere engelske landsholdsangriber Frank Worthington blev 72 år. Frank Worthington blev 1978/79-sæsonen som Bolton-spiller ligatopscorer. Han spillede 14 sæsoner i Englands bedste række, hvor det blev til 150 mål i 466 kampe.
Cykling. Casper Pedersen og hans irske holdkammerat på Team DSM Nicolas Roche er af deres arbejdsgiver sendt i karantæne, fordi de har været i kontakt med en person fra staben omkring mandskabet, der er blevet ramt af covid-19. Team DSM meddeler, at begge ryttere er symptomfri, men skal gennem en række test, før deres videre opgaver kan fastlægges. Roche var gået i gang med Volta a Catalunya, men stiller altså ikke op på enkeltstarten tirsdag. Casper Pedersen skulle have kørt E3 Saxo Bank Classic på fredag og har ligeledes søndagens Gent-Wevelgem og Flandern Rundt ugen efter på sit program, og det vides endnu ikke, hvilken indflydelse situationen får på hans aktiviteter.
Fodbold. Senegals landshold er blevet markant forstærket med tre nye spillere, der reelt er franskmænd. Paris SG-spilleren Abdou Diallo, Monaco-manden Fode Ballo-Toure og Leicesters midtbanespiller Nampalys Mendy er således blevet clearet af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) til at skifte nationalitet. Trioen har senegalesiske rødder, men står også noteret for sammenlagt 108 ungdomslandskampe for Frankrig. Senegals landstræner Aliou Cissé inkluderede allerede de tre spillere i sin trup i sidste uge og de forventes at få debut på fredag mod DR Congo.
Fodbold. Fodbolddirektøren i Dansk Boldspil-Union (DBU), Peter Møller, ser det som en styrke og ikke et irritationsmoment, at der pågår en offentlig debat om, hvorvidt det er moralsk forsvarligt at afholde en VM-slutrunde i Qatar, der kritiseres for ikke at overholde menneskerettighederne. »Jeg synes, at det er rigtig fint, at fodbolden er en mulighed for at skabe forandringer. Der har været rigtig mange store sportsbegivenheder i Qatar, siden de fik tildelt VM-værtskabet i 2010«, siger Møller til Ritzau og tilføjer: »Men der har ikke været særlig meget snak om menneskerettigheder under VM i svømning, håndbold, cykling og atletik, men nu kommer fodbolden, og det viser fodboldens kraft, at vi snakker om menneskerettigheder nu«.
Cykling. Jakob Fuglsang og Søren Kragh har meldt deres ankomst til gadeløbet Le Tour Revanchen i Struer 4. august. Feltet vil angiveligt bestå af 50 danske og udenlandske Tour-ryttere samt danske amatørryttere.
Fodbold. 12 kampe inde i sæsonen toppede Leverkusen som ubesejret Bundesligaen, men siden er det blevet til 8 nederlag i 14 ligakampe. Holdet er dumpet ned på 6. pladsen med mere end en håndfuld point op til top-4, der udløser Champions League-plads. Den sportslige deroute koster naturligvis, og ikke overraskende er det træner Peter Bosz og hans assistenter, der er blevet stillet til ansvar og tirsdag udstyret med en fyreseddel. Tysklands U18-landstræner Hannes Wolf skal agere redningsmand sæsonen ud.
Fodbold. Flere ledere i landets superligaklubber erklærer sig skuffede over, at der først kan tages stilling til tilskueres tilbagevenden til stadion i løbet af april. Vejle-direktør Henrik Tønder kalder i et opslag på Twitter situationen for skandaløs. »En ekspertgruppe skal nedsættes for at rådgive om, hvornår vi kan få tilskuere på stadion! Kære venner – der er inddraget eksperter og udarbejdet protokoller i lange baner for Superligaen – skandaløst«, skriver Tønder med henvisning til blandt andet Divisionsforeningens protokoller. I FC København er direktør Lars Bo Jeppesen også utilfreds med udsigten til flere uger uden tilskuere. »Vi er meget skuffede og forundrede over, hvorfor vi skal proppes ned i en syltekrukke igen«, siger Lars Bo Jeppesen til klubbens hjemmeside.
Genåbning. Der går en rum tid, før der er tilskuere tilbage på de danske sportsarenaer. Som led i genåbningsaftalen er der nedsat en ekspertgruppe, der medio april skal komme med forslag til, hvordan en genåbning af stadioner kan se ud. På det tidspunkt er der afviklet tre runder af slutspillet i fodboldens Superliga, mens slutspillet allerede er i gang i håndbold for kvinder og ishockey.
Genåbning. Fra 21. april kan børn og unge igen dyrke indendørs idræt, mens voksne med et coronapas må vente yderligere to uger på at komme tilbage i en af landets mange haller. Som udgangspunkt er der hos Danmarks Idrætsforbund (DIF) glæde over genåbningen, selv om indendørssæsonen i mange sportsgrene er slut i maj. »Jeg håber, at medlemmerne vender tilbage igen trods den lange adskillelse og genfinder glæden ved et aktivt liv. Men det kommer ikke til at ske af sig selv, så der venter DIF, forbundene og foreningerne en kæmpe opgave i resten af 2021«, siger DIF’s direktør, Morten Mølholm Hansen, i en pressemeddelelse.
Håndbold. Bjerringbro-Silkeborg-spilleren Sasser Valde Helveg Sonns sæson er forbi på grund af administrativ fejl. Bjerringbro-Silkeborg fik ikke registreret hans spillercertifikat i tide, efter at han i efteråret var udlejet til Lemvig-Thyborøn. »Jeg synes, det er en hård straf for noget, jeg ikke selv har haft mulighed for at være en del af. Så det er selvfølgelig mega ærgerligt, men jeg tager det lidt med oprejst pande og ser, hvordan det kommer til at gå«, siger Sasser Valde Helveg Sonn til TV2 Sport. Disciplinærinstansen taberdømte for tog uger siden Bjerringbro-Silkeborg i tre kampe som følge af fejlen. En dom, klubben har anket.
Tennis. Den store Miami Open-turnering bliver uden danskeren Mikael Torpegaard. Verdens nummer 191 tabte nemlig i kvalifikationen til ranglistens nummer 556, amerikaneren Emilio Nava. Den 19-årige amerikaner vandt 3-6, 6-3, 6-2.
Fodbold. Fire fans af Marseille har fået fængselsstraffe på op til et år efter et angreb på klubbens træningsanlæg tidligere i år. De slipper dog formentlig for at skulle ind og ruske tremmer. I Frankrig kommer man nemlig som regel ikke i fængsel, hvis man får en straf på under to år, skriver AFP.