0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

23. runde i Superligaen: Uafgjort var en sejr for Vejle i intenst bundopgør

Få overblikket over påskens kampe i Superligaen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lyngby - Vejle 0-0

På hjemmebane spillede Lyngby tirsdag aften 0-0 mod nedrykningskonkurrenterne fra Vejle.

Kampen vil i højere grad blive husket for sin høje intensitet end store chancer, som der ikke var mange af.

Lyngby var bedst på bolden og lykkedes med at true Vejle i rummet mellem forsvar og midtbane i starten, men som kampen skred frem, fik gæsterne lukket bedre ned med et tættere og mere energifyldt pres.

Resultatet betyder, at Lyngby fortsat er under nedrykningsstregen som nummer fem med fire point op til Vejle på fjerdepladsen i Superligaens nedrykningsspil.

Vejle-målmand Alexander Brunst-Zöllner var ved at forære en scoring til Lyngby-angriber Christian Jakobsen efter ni minutters spil, men han fik tacklet til hjørne efter sit boldtab.

I det 32. minut fangede gæsterne Lyngby på hælene, men Vejle-kantspiller Lukas Engel sparkede forbi fra distancen i stedet for at spille chancen større.

Syv minutter før pausen fik Lyngby-midtbanespilleren Mathias Hebo første halvlegs største chance, da han blev spillet i fri i feltet, men han sparkede lige på keeperen.

Vejle-angriber German Onugkha forsøgte at overliste Lyngby-målmand Thomas Mikkelsen med et hovedstød fire minutter efter pausen, men lykkedes ikke med forsøget.

I det 63. minut fik Vejle-midtbanespillere Saeid Ezatolahi plads på kanten af feltet, men afslutningen blev blokeret over mål.

12 minutter før tid fik Lyngbys midtbanespiller Victor Torp en tilsvarende chance, men han sparkede forbi mål.

Trods masser af intensitet endte kampen med et 0-0-resultat mellem Lyngby og Vejle.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

FC Midtjylland - Brøndby 1-0

1-0 Sory Kaba (19)

Brøndby måtte overgive førstepladsen til FC Midtjylland, efter at midtjyderne hjemme vandt de to holds første kamp i Superligaens mesterskabsspil med 1-0.

Resultatet sender nemlig FCM på 46 point for 23 kampe, hvilket er et enkelt point mere end Brøndby på andenpladsen.

Det var en dødboldscoring midt i første halvleg af FCM’s guineanske topscorer, Sory Kaba, som afgjorde den første af to direkte gulddueller mellem de to mandskaber.

Hjemmeholdet skulle dog kæmpe hårdt for sejren herefter, da Brøndby især i anden halvleg fik lagt tryk på de forsvarende mestre med højt pres i jagten på en udligning.

I første halvleg var begge hold gode til at stresse hinanden med intenst pres, hvilket resulterede i mange fejlafleveringer.

Derfor var det da også helt naturligt, at halvlegens eneste mål kom efter en dødbold.

Her steg FCM-anfører Erik Sviatchenko højest på et frispark og fandt Kaba, som headede FCM foran efter 18 minutter.

Brøndbys topscorer, Mikael Uhre, fik kort efter chancen for at udligne på en friløber, men FCM-målmand Jonas Lössl kom flot ud af sit mål og reddede forsøget.

Frem til pausen bølgede spillet frem og tilbage, og først i anden halvleg fik Brøndby sat mere pres på hjemmeholdet.

Gæsterne forsøgte sig efter en times spil med et systemskift fra 5-3-2 til 4-3-3, og det gav andre muligheder offensivt.

Det allersidste manglede dog for det gulklædte mandskab, hvilket symptomatisk viste sig med et kvarter igen, da Uhre måtte se en afslutning prelle af på undersiden af overliggeren.

I kampens absolut sidste sekund viste uheldet sig nok engang for gæsterne, da norske Sigurd Rosted på ny sendte en Brøndby-afslutning på tværribben.

Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

FC København - Randers FC 2-1

0-1 Marvin Egho (7) 1-1 Kamil Wilczek (10) 2-1 Viktor Fischer (18)

FC København fik 2. påskedag oprejsning og en planmæssig start på mesterskabsspillet i 3F Superligaen ved at slå Randers med 2-1.

Sejren sender københavnerne op på en delt tredjeplads ved siden af AGF med 38 point, men Brøndby og FC Midtjylland er fortsat henholdsvis syv og fem point foran, inden de to tophold tørner sammen senere i dag.

Lige før landskampspausen vandt Randers over netop FCK, men mål af Kamil Wilczek og Viktor Fischer i en seværdig første halvleg gav Jess Thorups tropper revanche.

FCK-træneren, der havde lavet hele fem ændringer i startopstillingen, kunne se et helt andet offensivt udtryk med til tider fremragende kombinationsspil og stor kreativitet.

Randers kom bedre med i en mere chancefattig anden halvleg, hvor kronjyderne dog ikke fik scoret og derfor bliver på femtepladsen.

I FCK-målet fik Sten Grytebust sin første superligakamp i sæsonen, men allerede i det syvende minut blev han passeret, da østrigske Marvin Egho stangede Randers i front efter et hjørnespark.

Værterne svarede dog flot igen, og FCK fik udlignet blot tre minutter senere, hvor den tilbagevendte angriber Kamil Wilczek blev spillet fri og huggede bolden i nettet til 1-1.

Det høje tempo fortsatte, og efter 14 minutter måtte FCK’s Rasmus Falk se sit mål blive annulleret for offside.

Bare fire minutter senere lykkedes det dog FCK at tage føringen, da kantspilleren Viktor Fischer prikkede bolden i et tomt mål efter fornemt forarbejde af Jonas Wind og Rasmus Falk.

FCK kontrollerede første halvleg med hurtige afleveringer og skabte store chancer, men Randers fik lukket bedre af efter pausen.

Anden halvleg var generelt en mere taktisk og urytmisk affære uden de store chancer.

Randers var lige ved at udligne til allersidst, men Sten Grytebust reddede i målet og sikrede FCK den vigtige sejr.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

AaB - Sønderjyske 3-2

0-1 Anders K. Jacobsen (straffe 33) 1-1 Kasper Kusk (40) 2-1 selvmål af Pierre Kanstrup (51) 3-1 Rufo Herraiz(84)

AaB kom godt fra start i nedrykningsspillet, da nordjyderne vandt 3-2 over Sønderjyske i holdenes første opgør efter Superligaens grundspil.

Her formåede hjemmeholdet for første gang i denne sæson at vinde en ligakamp trods et føringsmål til modstanderne.

Især efter pausen var AaB stærkest og kom til masser af chancer mod et meget passivt Sønderjyske-mandskab.

Gennem første halvleg sad værterne også på spillet, men det blev aldrig farligt i egne rækker. Nordjyderne prøvede med flere lange bolde fremad i banen og mistede ofte boldbesiddelsen tidligt i opspillet grundet upræcise afleveringer.

Gæsterne var til gengæld mere afventende. Dermed kom Sønderjyske også til to markante friløbere inden pausen.

Annonce

Begge gange kom målmand Jacob Rinne ud og obstruerede henholdsvis Haji Wright og Anders K. Jacobsen. Sidstnævnte formåede dog at passere den svenske keeper inden pausen.

Efter en halv times spil blev der nemlig dømt hånd på bolden, da AaB’s Magnus Christensen stod i vejen for et sønderjysk skud på mål. Straffesparket vekslede den erfarne Sønderjyske-angriber til en føring.

Den varede dog kun ti minutter, da Kasper Kusk udlignede efter venstreback Jakob Ahlmanns forarbejde. Dermed scorede offensivspilleren på nordjydernes første, reelle skud på mål.

Fem minutter inde i anden halvleg var Kusk igen med i en scoring. Hans hjørnespark ramte Pierre Kanstrup, der blev noteret for et selvmål.

I sidste fase lukkede spanske Rufo kampen, da Marcus Hannesbo stod for et assist til offensivspillerens første AaB-mål. Efter den ordinære tid reducerede Sønderjyskes Rilwan Hassan dog på et velplaceret langskud.

Med sejren indtager AaB den bedste placering i nedrykningsspillet og ligger til en plads i Superligaens europaplayoff.

Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

FC Nordsjælland - AGF 2-0

1-0 Kamal-Deen Sulemana (18) 2-0 Oliver Antman (87)

FC Nordsjælland vandt søndag 2-0 på hjemmebane over AGF og er ubesejret i otte superligakampe på stribe.

Hjemmeholdet startede med stor tænding og god afveksling i spillet, hvor FCN skiftevis lurede på kontra og pressede højt op.

Det gjorde vilkårene svære for AGF, der dog fik overtaget, som kampen skred frem med en fysisk dominans, men uden aarhusianerne havde den nødvendige skarphed til at fremtvinge en udligning.

Resultatet ændrer ikke på stillingen, hvor FCN og AGF er henholdsvis nummer seks og tre i mesterskabsspillet.

Efter 18 minutter mistede AGF bolden midt på banen, og det gav en friløber til FCN-angriberen Kamaldeen Sulemana, der rundede AGF-keeperen og scorede til 1-0.

Ti minutter senere var FCN-midtbanespilleren Magnus Kofod ved at gengælde tjenesten, da han spillede AGF-angriberen Patrick Mortensen fri. Han afdriblede FCN-målmanden, men afslutningen blev reddet på stregen af FCN-stopperen Adama Nagalo.

I minutterne efter kom AGF’s Casper Højer og Gift Links til gode chancer, men begge afslutninger strøg forbi mål.

Fire minutter efter pausen faldt en lidt tilfældig bold til AGF-stopperen Jesper Juelsgård, men han afsluttede tæt forbi mål.

Ti minutter senere fik Patrick Mortensen chancen, men trods en helt fri position fik han ikke træf på tværpasningen. Skarpere var midtbanespiller Albert Grønbæk ikke, da han fik chancen i det 68. minut og sparkede over.

I stedet lukkede og slukkede hjemmeholdets Oliver Antman (billedet) i det 87. minut, da han trak ind i banen og sparkede den i mål til resultatet 2-0.

Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

AC Horsens - OB 1-1

1-0 Louka Prip (14) 1-1 Issam Jebali (90)

Det lignede længe, at AC Horsens kunne puste lidt liv i overlevelseshåbet mod OB, men en scoring i det 90. minut sikrede OB 1-1, da de to mandskaber åbnede nedrykningsspillet i Horsens.

Det var svært at se, hvem der efter et indlæg fik prikket bolden ind til sidst, men OB-angriberen Issam Jebali blev krediteret for målet.

Inden da havde Louka Prip gjort det til 1-0 til hjemmeholdet i første halvleg.

Pointdelingen betyder, at Horsens fortsat har langt op til nedrykningsstregen, hvor der fra sidstepladsen er 11 point op til Vejle over stregen.

OB fører nedrykningsspillet med 29 point i 23 kampe, inden rundens øvrige kampe spilles.

Søndag var OB’s spil dog meget usammenhængende kampen igennem, og det haltede med at tilspille sig åbne målchancer.

Første halvleg stod i hjemmeholdets tegn, hvor det gulklædte mandskab ofte var et skridt foran i duellerne.

Horsens var det farligst mandskab på banen, og efter en halv time bankede midtbanespilleren Jonas Thorsen bolden over mål fra en position i feltet.

Det skulle være et forvarsel om, hvad der ventede kort tid efter.

Horsens-kanten Louka Prip headede først bolden på stolpen, inden han fulgte op på sin egen ripost og hamrede Horsens foran 1-0.

I anden halvleg fik OB i perioder lagt et bedre pres på Horsens-mandskabet. Men det gulklædte mandskab forsvarede feltet stærkt og afviste gæsterne gentagne gange.

Symptomatisk for OB’s spil blev det kun lige ved og næsten, men det skulle ændre sig til sidst.

Et hjørnespark blev forlænget og dumpede ned blandt en flok spillere, hvor Jebali så kunne prikke den vigtige udligning ind.

Ritzau

Læs mere:

Annonce

Læs mere