0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

PSG taber 1-0, men sender alligevel de forsvarende mestre ud af Champions League

De seneste nyheder fra sportens verden.

Fodbold. De forsvarende Champions League-mestre, Bayern München, er ude af dette års turnering. Godt nok vandt det tyske storhold returkampen i kvartfinalen mod Paris Saint-Germain med 1-0, men det var ikke nok, fordi franskmændene havde vundet det første opgør på tysk grund med 3-2 0g dermed avancerer til semifinalen på reglen om flest scorede udebanemål. Kampen i Paris blev afviklet i et hæsblæsende tempo med masser af action i begge ender af banen, og efter at PSG havde sendt bolden på både stolpe og overligger, bragte Eric Maxim Choupo-Moting Bayern på sejrskurs i det 40. minut, da han efter lidt tumult kunne hovedstøde bolden ind bag Keylor Navas.

Der var masser af muligheder til yderligere mål efter pausen, men både Navas og Manuel Neuer i det tyske mål stod godt. Dermed blev kvartfinalen endestationen for Bayern, mens PSG fortsat har muligheden for at vinde Champions League for første gang.

I den anden kvartfinale tabte Chelsea 1-0 til Porto, men da London-mandskabet havde vundet den første kamp, der lige som returopgøret blev spillet i Sevilla, med 2-0, var det nok til avancement. Mehdi Taremi scorede det portugisiske mål fire minutter inde i dommerens overtid.

Fodbold. 1-1 blev resultatet, da kvindelandsholdet på udebane mødte Wales i den anden testkamp på fem dage. Kampen vil mest blive husket for, at Pernille Harder scorede Danmarks mål og dermed tangerede rekorden for flest mål på Danmarks kvindelandshold. Merete Pedersen scorede i perioden fra 1993 til 2009 65 mål i 136 kampe, mens Harder nu har nået sine 65 i 126 landskampe. Jess Fishlock udlignede for Wales til slutresultatet. Med det uafgjorte resultat er Danmark ubesejret i de seneste ni kampe, hvoraf syv er vundet.

Fodbold. Eintracht Frankfurt er på vej mod den bedste placering i Bundesligaen i mere end et kvart århundrede og har kurs mod Champions League, men en eventuel debut i mesterligaen i næste sæson kommer til at ske uden succestræneren Adi Hütter. Han har nemlig benyttet sig af en klausul i sin kontrakt og i stedet skrevet en treårig kontrakt med Borussia Mönchengladbach gældende fra 1. juli. Borussia Mönchengladbach får på lørdag i øvrigt besøg af østrigske Hütter og Frankfurt i 29. spillerunde. Det kommende trænerskifte kan man da kalde lidt af en optakt til lørdagens kamp.

Fodbold. Philip Billing gør sit for at minde landstræner Kasper Hjulmand om, at han fortsat bør holde øje med midtbanespilleren i England. Tirsdag kom 24-årige Billing på tavlen for fjerde gang i de seneste fem kampe, da han scorede Bournemouths første mål i 2-1-sejren over Huddersfield. Han har i alt scoret syv mål i 30 ligakampe i sæsonen.

Håndbold. GOG er stadig i spil til en plads i European Leagues Final 4-stævne, men udgangspunktet kunne have været bedre efter den første kvartfinale på hjemmebane mod polske Wisla Plock. GOG, der for nylig vandt DM-grundspillet, førte undervejs med otte mål mod Wisla Plock, der de seneste ni sæsoner er blevet nummer to i den polske liga efter Kielce, men den fynske sejr endte på 30-27. Dermed tegner det ganske åbent inden returkampen i Polen næste tirsdag

Fodbold. Atalanta-træner Gian Piero Gasperini risikerer at misse finalen i pokalturneringen Coppa Italia mod Juventus 19. maj. Det skriver flere italienske medier ifølge Ritzau. Årsagen er ifølge nyhedsbureauet Ansa og Gazzetta Dello Sport, at 63-årige Gasperini afbrød en uanmeldt dopingtest i februar og krævede, at den pågældende spiller vendte tilbage til træningen. Antidopinganklageren kræver ifølge medierne, at Gasperini 10. maj bliver idømt 20 dages karantæne, og dermed vil han misse finalen. Den pågældende spiller gennemførte ifølge Gazzetta Dello Sport dopingtesten efter træning, og der er ingen meldinger om en mistænkelig prøve.

Fodbold. Italiens regering har givet grønt lys for, at der i forbindelse med sommerens EM-slutrunde kan lukkes 20 procent af den normale kapacitet ind på Stadio Olimpico. Det svarer til 17.000 tilskuere.

Tennis. Mikael Torpegaard fik kun en enkelt kamp i Challenger-turneringen i Orlando i USA. I 1. runde tabte Torpegaard, der er nummer 191 i verden, til Roberto Cid Subervi fra Den Dominikanske Republik. Ranglistens nummer 248 sejrede med cifrene 7-6 (7-2), 6-3.

Fodbold. Som 14-årig blev han udråbt til den nye Pelé, men nu er Freddy Adu ikke god nok til den tredjebedste svenske række. Således har Österlen FF ophævet kontrakten med den nu 31-årige amerikaner, der efter kongekroningen som teenager aldrig slog igennem.

Fodbold. Niclas Hougaard stopper som træner for Fortuna Hjørring efter denne sæson. Det er uenighed om linjen, der har ført til bruddet. »Niclas Hougaards ungdomslinje harmonerede godt med Fortunas satsning med blandt andet at gøre akademispillere til elitespillere allerede fra en ung alder. Klubbens ønske er i den seneste tid også gået i retning af noget mere resultatfokuseret«, skriver klubben på sin hjemmeside om trænerstoppet.

Motorsport. Britiske prins Philips begravelse lørdag har fået formel 1-organisationen til at fremrykke kvalifikationen til lørdagens Emili-Romagna Grand Prix på Imola, så den nu starter kl. 14 i stedet for kl. 15.

Tennis. 17-årige Holger Runes optræden ved den klassiske grusbaneturnering i det mondæne Monte Carlo blev kortvarig. I 1. runde tabte Holger Rune til den norske topspiller Casper Ruud, der er nummer 27 på ranglisten. Via en særdeles stærk serv holdt Ruud i overvejende grad den danske junior fra breakmuligheder og vandt 6-2, 6-1 på 64 minutter på den idyllisk beliggende bane 9 med kig til Middelhavet. Holger Rune, der er nummer 322 på ranglisten, får dog et lille plaster på såret i form af en pengepræmie på ca. 90.000 kroner.

Valery Hache/Ritzau Scanpix
Foto: Valery Hache/Ritzau Scanpix

Casper Ruud (tv) var for stor en mundfuld for Holger Rune (th).

Spionage. Sveriges idrætsforbund, Riksidrottsförbundet, har i perioden 2017-2018 haft uønskede gæster i deres dataservere. Riksidrottsförbundet oplyser ifølge AP således, at organisationen har været hacket af en russisk militærefterretningstjeneste. Fra Sverige forlyder det, at der er tale om gentagende og omfattende aktiviteter, hvor svenske atleters personlige oplysninger og sundhedsdata har været eftertragtet. Den offentlige anklager Mats Ljungqvist siger, at det er svært at stille nogen til regnskabet for forbrydelsen, da der ikke eksisterer internationale regler. Russiske efterretningstjenester har tidligere også blandt andet hacket sig ind hos Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) og Det Internationale Antidoping Agentur (Wada). Da Wada blev hacket, blev en række data om den danske svømmestjerne Pernille Blume senere offentliggjort af en russisk hackergruppe.

Cykling. Efter at have været på forgæves sejrsjagt i lidt over tre år er lykken vendt for eksverdensmesteren Mark Cavendish (Deceuninck-Quick Step), der for anden dag i træk fyrede en eksplosiv og sejrrig finish af i Tyrkiet Rundt. På den 212,6 km lange 3. etape fra Beysehir på den anatolske højslette til feriebyen Alanya ved Middelhavskysten fik den 35-årige spurtkanon fra Isle of Man perfekt støtte fra sit belgiske mandskab, og han susede over stregen med klar afstand til belgieren Jasper Philipsen (Alpecin-Fenix). De to indtager nu også de to øverste pladser i det samlede klassement, hvor Cavendish har et forspring på 8 sekunder, og han skulle have mulighed for at forsvare førertrøjen endnu en dag, inden der torsdag bydes på en bjergfinale.

Corona. Eliteidrætsudøvere i Norge kan genoptage den organiserede træning ude i klubberne. Det betyder blandt andet, at den norske fodboldsæson kan starte med en måneds forsinkelse 8. maj.

Håndbold. Aalborg Håndbold har forlænget kontrakten med 28-årige Buster Juul frem til sommeren 2022.

Fodbold. Fanafdelingen i Brøndbyernes IF og Brøndby Support opfordrer i et statement til boykot af VM-slutrunden i Qatar. Tilhængergrupperingerne opfordrer samtidigt klubben, de støtter, via en plads i Dansk Boldspil-Unions repræsentantskab, at tale boykottens sag. »Vi, Brøndbyfans samlet i Fanafdelingen og Brøndby Support, opfordrer DBU til at samle en række nationale forbund og boykotte VM i Qatar. En anden model er, at DBU alene sender den sportslige sektor, undlader at facilitere billetsalg og markere modstanden ved hver kamp«, hedder det i statementet.

Fansammenslutningerne skriver endvidere, at »VM i Qatar er det klareste eksempel på den sørgelige udvikling, fodbolden er i. Besluttet af en lukket kreds, hvor korruption er bevist. En nation, der åbenlyst bruger slutrunden politisk og ikke for at udvikle sporten og dermed netop bevidst kobler fodbold og politik. Et land hvor menneskerettigheder er ikke eksisterende, og hvor der er forfærdelige dødstal blandt migrantarbejdere, der lever under slavevilkår«.

Ledelsen i Brøndby IF svarer på sin hjemmeside tilhængerne og opfordrer DBU til snarest at indgå i dialog med fans, samarbejdspartnere og andre nationale forbund, »så man i en fælles indsats kan bidrage til at skabe forandring i Qatar«.

En Voxmeter-måling viste i sidste uge, at 44 procent af danskerne støtter en boykot af VM 2022 og i fire måneder har der ligget et borgerforslag til underskrivelse. Med blot 9.000 underskrifter er der langt op til de 50.000 signaturer, der kræves, for eventuelt at få problemstillingen rejst i Folketinget.

Olympisk. 100 dage før legene i Tokyo indledes 23. juli kom, den olympiske fakkel gennem en stort set mennesketom Expo-park i udkanten af storbyen Osaka.

Kyodo/Ritzau Scanpix
Foto: Kyodo/Ritzau Scanpix

Fodbold. Tottenham og Manchester City har hver fået 2.000 billetter til deres fans til Liga Cup-finalen på Wembley 25. april. Børn og unge under 18 år samt gravide og sårbare har ikke adgang til stadion, skriver BBC. De tilstedeværende fans skal dog kunne fremvise tre negative coronatest, for at få adgang: En negativ hurtigtest, der er taget højst 24 timer før kampstart, en PCR-test taget før de tager afsted til kampen, og dernæst skal de vente fem dage, før de tager en tredje PRC-test, skriver nyhedsbureauet AFP.

Tennis. En af favoritterne i de store grusturnering i Monte Carlo er færdig. Det var corona, der har gjort det af med den russiske stjerne Daniil Medvedev, da denne afleverede en positiv test.

Badminton. Det danske forbund Badminton Danmark vil stemme ja til et forslag om at ændre pointsystemet. Det oplyser sportschef Jens Meibom ifølge Ritzau til TV2 Sport. Det nye forslag er, at spillerne fremover skal spille bedst af fem sæt til 11 point i stedet for det nuværende system med bedst tre sæt til 21 point. Forslaget, der kan træde i kraft efter OL, skal afgøres ved en afstemning i Det Internationale Badmintonforbund (BWF) 22. maj og skal vedtages med to tredjedeles flertal. Den danske superstjerne Viktor Axelsen har ved tidligere lejligheder kritiseret den mulige regelændring og efterlyste i sidste uge på Facebook, at sportens magthavere også lytter til spillerne.

Tennis. Efter sejren i 1. runde i Charleston i USA mod russeren Ludmilla Samsonova bliver den kroatiskfødte australier Ajla Tomljanovic næste modstander for Clara Tauson. Kampen spilles omkring midnat. Forinden er Holger Rune, såfremt vejret tillader det, på banen i Monte Carlo mod Casper Ruud kl. 14.

Fodbold. Den 74-årige Florentino Perez fortsætter som præsident i Real Madrid, da der ikke var opstillet modkandidater til ham. Det meddeler den spanske storklub.

Fodbold. West Bromwich Albion vandt for blot femte gang i denne Premier League-sæson, men har trods 3-0 over Southampton fortsat otte point op til den rigtige side af nedrykningsstregen.

Fodbold. Kampen om det spanske mesterskab ser ud til at stå mellem Atlético Madrid, Real Madrid og FC Barcelona. Men Sevilla er fortsat inde i billedet til en plads i Champions League, efter at holdet mandag besejrede Celta Vigo 4-3 på udebane. Sevilla er på fjerdepladsen med 61 point med seks point op til førerholdet Atlético.

Fodbold. I aften findes de to første semifinaler i Champions League. Bayern München har ryggen mod muren i Paris mod PSG efter 2-3 i det første opgør, mens Chelsea ligger lunt til en plads blandt de sidste fire efter 2-0 i det første opgør på udebane mod Porto.

USA. Flere kampe i amerikansk ishockey, basketball og baseball er mandag blevet aflyst i Minnesota i USA. Det er ifølge Ritzau sket, efter at den 20-årige sorte mand Daunte Wright i weekenden døde som følge af, at han var blevet skudt af politiet i forstad Minneapolis.

Fodbold. Manchester United er tilsyneladende ved at opkøbe den australske klub Central Coast Mariners. Det skriver adskillige medier down under.

Amerikansk fodbold. New England Patriots’ mangeårige wide receiver Julian Edelman (34) stopper karrieren Det sker, efter at New England Patriots har fritstillet ham med den begrundelse, at han ikke har bestået det fysiske lægetjek.

Annonce