0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Verstappen vinder dramatisk og regnfyldt formel 1-grandprix

Følg strømmen af sportsnyheder fra ind- og udland.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Motorsport. Et dramatisk Emilia-Romagna Grand Prix på Imola med regn, sammenstød og afkørsler fik Max Verstappen (Red Bull) som vinder. Det var ellers verdensmester Lewis Hamilton (Mercedes), der startede i poleposition, men hollænderen kom godt af sted og indtog førstepladsen, som han kun afgav kortvarigt i forbindelse med et pitstop. Første halvdel af løbet blev gennemført under regnfulde betingelser, og det gav en række afkørsler, hvilket også ramte Hamilton. Han fik dog kørt sig fornemt op i feltet igen og endte på andenpladsen, mens Lando Norris (McLaren) fuldendte podiet. Grandprixet i Italien bød også på et voldsomt sammenstød mellem Valtteri Bottas (Mercedes) og George Russell (Williams), som betød rødt flag og en lang afbrydelse. Ingen af kørerne kom noget til. Det var Verstappens 11. sejr, og han er på 2. pladsen i den samlede VM-stilling et enkelt point efter Lewis Hamilton.

Fodbold. Leicester City med Kasper Schmeichel i målet er klar til FA Cup-finalen mod Chelsea efter en sejr på 1-0 over Southampton. Kelechi Iheanacho blev matchvinder 10 minutter inde i 2. halvleg, da han var på pletten på en aflevering fra Jamie Vardy. Hans første afslutning var ganske vist på vej ud over baglinjen, men ramte så på uheldig vis Jannik Vestergaard og røg retur. I andet forsøg sendte Iheanacho sikkert bolden i nettet. Leicester har aldrig vundet FA Cuppen.

Fodbold. Young Boys vandt søndag det schweiziske mesterskab for fjerde sæson i træk. Med en 3-0-sejr på eget græs over Lugano kan Bern-klubben ikke længere indhentes af konkurrenterne, selv om der fortsat resterer syv spillerunder.

Håndbold. Med en sejr på 34-29 over Skanderborg er TTH Holstebro tæt på DM-semifinalen. Det var vestjydernes anden sejr i slutspillet, og de topper slutspilsgruppe 2 med 5 point, mens de forsvarende danske mestre har 4.

Fodbold. Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) vil gå rettens vej for at stoppe udbryderturnering. Og klubber kan blive udelukket fra nationale turneringer. Det meddeler Uefa ifølge Ritzau i en fælles meddelelse med Premier League, Det Engelske Fodboldforbund, Det Spanske Fodboldforbund, La Liga, Det Italienske Fodboldforbund og Lega Serie A. Sammen skriver de, at de har »erfaret, at nogle få engelske, spanske og italienske klubber har planer om at offentliggøre planer om en lukket, såkaldt Super League«.

»Vi vil overveje alle tilgængelige midler, vi har til rådighed, både juridisk og sportsligt, for at forhindre det fra at ske. Fodbold er baseret på åben konkurrence og sportslig værdi. Det kan ikke være anderledes. Som tidligere meddelt af Fifa og de seks forbund vil de pågældende klubber blive udelukket fra enhver anden turnering på nationalt, europæisk og globalt niveau, og deres spillere kan blive frataget muligheden for at repræsentere deres landshold«, står der i meddelelsen.

Mens klubber fra de omtalte lande angiveligt kan være på vej med en udmelding om et nyt samarbejde, har de franske og tyske klubber tilsyneladende takket nej indtil videre. »Vi vil gerne takke klubberne i de andre lande, specielt dem i Frankrig og Tyskland, som har nægtet at gå med i det«, lyder det i meddelelsen.

Svømning. Andendagen af Danish Open resulterede i to EM-kvalifikationer, opnået af en 33-årig og en 27-årig. Jeanette Ottesen var både i indledende med 26,30 sek. og i finalen med 25,98 sek. under EM-kravet i 50 meter butterfly, der blev vundet af Emilie Beckmann i 25,62 sek. Dermed er Jeanette Ottesen klar til sit 34. internationale mesterskabsstævne. Mere overraskende var det, at Marina Heller Hansen i 1.500 meter fri forbedrede sin personlige rekord med 16 sekunder og med 16.45,30 min. var halvandet sekund under EM-kravet. »Så skal jeg bare finde 13 sekunder i løbet af den næste måned«, siger Marina Heller Hansen, der tager til EM med en ambition om at kvalificere sig til OL.

Volleyball. Gentofte Volleys herrehold hjemførte søndag for fjerde år i træk DM-titlen. Det skete, da holdet hjemme slog BK Marienlyst for tredje gang af tre mulige i finaleserien, som gik over maksimalt fem kampe. De to første opgør havde Gentofte vundet med 3-0 i sæt, men søndag fik Marienlyst sat et enkelt sæt på tavlen, inden guldjublen kunne bryde ud for hjemmeholdet.

Golf. De 20-årige tvillinger Nicolai og Rasmus Højgaard nåede en ny milepæl i deres korte karriere, da de for første gang begge sluttede i top-12 ved en European Tour-turnering. Med en 7.-plads i Austrian Open opnåede Nicolai sin bedste placering siden 2.-pladsen i Holland for halvandet år siden, mens 12.-pladsen er årets tredjebedste placering for Rasmus. Jeff Winther var bedste dansker inden finalerunden, men endte som nr. 28 i turneringen, der blev afgjort i et bizart omspil. Efter begge spillere havde lavet par tre gange og en enkelt birdie på omspilshullet, vandt amerikaneren John Catlin, da tyskeren Maximilian Kieffer tre gange slog en bold i vandet på par 3-hullet.

Fodbold. Borussia Dortmund har haft en noget svingende sæson, men med en sejr på 4-1 over Werder Bremen nærmer klubben sig top 4 i Bundesligaen, der giver adgang til Champions League. Der er dog stadig 4 point op til Eintracht Frankfurt på 4. pladsen med 5 spillerunder tilbage. I kampen mod Bremen scorede Erling Braut Haaland to gange, og nordmanden er oppe på i alt 23 mål i denne sæson.

Fodbold. Efter sejren på 3-2 over Wolfsburg lørdag eftermiddag lod Bayern-træner Hansi Flick en bombe komme til sprængning: Han ønsker at forlade klubben, som han i 2020 førte til seks titler, denne sommer - et år før hans kontrakt udløber. I et kortfattet statement fra Bayerns bestyrelse søndag bliver Flick kritiseret for at have udtalt sit ønske om at forlade klubben offentligt. »I sidste uge informerede Hansi Flick FC Bayern Münchens bestyrelse om sit ønske. Hansi Flick og FC Bayern var enige om at fokusere på kampene mod VfL Wolsburg, Bayer 04 Leverkusen og Mainz 05 for ikke at ødelægge hele klubbens koncentration på disse tre vigtige kampe. FC Bayern misbilliger den ensidige kommunikation fra Hansi Flick og vil fortsætte samtalerne efter kampen mod Mainz som aftalt«, står der i det udtalelsen.

Flick har næsten siden han overtog trænerjobbet i Bayern for halvandet år siden været involveret i en magtkamp med sportschef Hasan Salihamidzic. Læs mere om den her.

Fodbold. på et mål af Ruslan Malinovsky i det 87. minut fik Atalanta hjemme skovlen under de forsvarende italienske mestre fra Juventus. Med sejren rykkede Atalanta forbi Juvetus i Serie A og indtager nu 3. pladsen.

Fodbold. De seneste fem års Champions League-vindere fra Lyon er ude af dette års turnering efter et samlet nederlag til ligakonkurrenten Paris Saint-Germain i kvartfinalen. På eget græs blev Lyon slået med 2-1 af pariserne, der ellers havde tabt den første kamp 1-0 på hjemmebane. PSG havde Nadia Nadim og Signe Bruun på bænken gennem hele kampen. I semifinalen venter FC Barcelona, mens den anden semifinale står mellem Chelsea med Pernille Harder og Bayern München.

Tennis. Holger Rune er klar til deltagelse i hovedturneringen ved ATP 500-turneringen i Barcelona efter et stort comeback i kvalifikationsfinalen søndag, skriver Ritzau. I den afgørende kamp om en plads i hovedturneringen vandt den 17-årige dansker søndag over tyske Peter Gojowczyk med cifrene 3-6, 6-3, 7-5. Tyskeren var ellers foran 5-2 i afgørende sæt, men Holger Rune fandt storspillet frem til sidst og snuppede fem partier på stribe. Rune, der ligger nummer 322 på verdensranglistens, døjede undervejs med en skade i kampen mod verdens nummer 130.

Svømning. En forbedring fra sidste uge på blot 19/100 sekund var nok for Jeanette Ottesen til at sikre den vigtige kvalifikation til endnu et internationalt mesterskab. I sin første start ved Danish Open i Danish Open i Taastrup svømmede Jeanette Ottesen med 26,30 sek. i det indledende heat i 50 meter butterfly fire hundrededele sekund under EM-kravet og er dermed sikret deltagelse ved næste måneds stævne i Budapest, der er sidste frist for OL-kvalifikation. EM bliver det 34. internationale mesterskabsstævne for 33-årige Jeanette Ottesen.

Annonce

Ishockey. Rungsted Seier Capitals er på kurs mod det danske mesterskab efter at klubben også vandt den anden finalekamp af potentielt 7 over Aalborg Pirates. Efter sejr hjemme i fredags blev det søndag til en sejr på 3-2 i Nordjylland efter en tæt kamp. De to første perioder endte begge 1-1, og dermed blev Mathias Lehmann Hansen matchvinder med målet til 3-2 i 3. og sidste periode.

Cykling. Med en syvendeplads i kvindernes udgave af Amstel Gold Race - ligesom for nylig i Flandern Rundt - beviste Cecilie Uttrup Ludwig (FDJ-La Nouvelle Aquitaine) endnu engang, at hun har sin naturlige position i verdenseliten. Den 25-årige dansker var med hjem i den førende gruppe på omkring en snes ryttere, men havde ikke mulighed for at blande sig i dysten om podieplaceringerne, hvor den mest vindende aktør i dette århundrede hollænderen Marianne Vos (Jumbo-Visma) føjede sejren i hjemlandets storløb til sin lange række af triumfer. Den 33-årige Vos, der er noteret for cirka 230 gevinster og hentede den første af sine tre VM-titler i 2006, holdt lige netop landsmanden Demi Vollering (SD Worx) bag sig i spurten, mens den hollandske dominans fuldendtes af Annemiek van Vleuten (Movistar) på tredjepladsen.

Fodbold. Med en sejr på 4-0 over Athletic Bilbao vandt FC Barcelona den spanske pokalfinale. Alle Barcelonas mål faldt i kampens sidste halve time og var signeret Antoine Griezmann, Frenkie de Jong og Lionel Messi (2). Den danske landsholdsspiller Martin Braithwaite kom på banen i 87. minut. Ovenpå klubbens 31. pokalsejr sagde Barcelonas præsident Joan Laporta, at han var overbevist om, at Lionel Messi bliver.

Cykling. Med en ultimativ, kraftfuld satsning på de sidste meter af den 160 km lange finaleetape i Tyrkiet Rundt fra Bodrum til Kusadasi pressede den 35-årige britiske eksverdensmester Mark Cavendish (Deceuninck-Quick Step) lige netop cyklen forbi belgieren Jasper Philipsen (Alpecin-Fenix) og sikrede sig en imponerende fjerde gevinst i det otte dage lange arrangement. Sammenlagt holdt spanieren José Manuel Diaz (Delko) fast i sin føring på et enkelt sekund til australieren Jay Vine (Alpecin-Fenix). Løbets store danske opmuntring 23-årige Anthon Charmig på det stærke norske 2. divisionshold Uno-X kørte en slutplacering som nr. 6 hjem med et minus på 30 sekunder.

Motorsport. Formel 1-organisationen har i årevis arbejdet på et grandprix i Miami og næste år bliver ideen til virkelighed. Banen kommer til at have sit udgangspunkt på Hard Rock Stadium, der er hjemmebane for NFL-holdet Miami Dolphins, og parterne har indgået en kontrakt på 10 år. USA er i forvejen vært for et grandprix i Austin.

Golf. Nicole Broch Larsen sluttede som nr. 33 i Lotte Championship på Hawaii efter en sidste runde i 71 slag. Sammenlagt gik danskeren i 13 slag under par, men det var alligevel langt efter vinderen, Lydia Ko fra New Zealand, der var hele 28 slag under banens idealscore.

Fodbold. FC Midtjylland-træner Brian Priske har kontrakt med mesterklubben til 2023, men for nogle måneder siden er han blevet belønnet for sine resultater med en lønstigning, der gør ham til FCM’s bedste betalte cheftræner nogensinde, skriver BT.

Fodbold. En radikal ændring af Champions League har været undervejs i et stykke tid og ventes gennemført i Det Europæiske Fodboldforbund mandag. Læs hvad ændringen går ud på her.

Fodbold. Sheffield United rykker ud af Premier League efter denne sæson. Det blev en kendsgerning lørdag aften, da holdet ude tabte 1-0 til Wolverhampton.

Fodbold. Chelsea er klar til finalen i den traditionsrige FA Cup efter en sejr på 1-0 over Manchester City. Hakim Ziyech blev matchvinder for London-holdet, der i finalen møder enten Leicester eller Southampton.

Motorsport. Michael Christensen fik en perfekt start på 2021-sæsonen, da han lørdag sejrede i firetimersløbet på Nürburgring Nordschleife. Danskeren var en del af en trio, som styrede Porsche til sejr på den legendariske bane i Tyskland. De to andre var franske Kevin Estre og tyskeren Lars Kern. Der var 147 biler til start i løbet, hvoraf de 20 var i den hurtigste klasse, som Michael Christensen og co. triumferede i.

Annonce

Læs mere