0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler

Dansk træners svendestykke udsætter Bayern Münchens titelfest

De seneste nyheder fra sportens verden.

Fodbold. 3. januar formøblede Mainz 05 en føring på 2-0 på udebane mod mægtige Bayern München, tabte endnu en kamp og med blot 6 point på kontoen var klubben regnet som stensikker nedrykker. Dagen efter blev danske Bo Svensson ansat som cheftræner og siden har Mainz været den helt store succeshistorie i Bundesligaen. Lørdag kom Svenssons mandskab på ny foran med to mål mod Bayern, men denne gang blev føringen holdt og det blev til en sejr på 2-1 efter en Bayern-reducering i tillægstiden. Mainz er nu ubesejret i næsten to måneder, har hentet 17 af 21 mulige point i de seneste 7 kampe og ude af nedrykningszonen. Den meriterende sejr mod Bayern kostede sydtyskere muligheden for at genvinde det tyske mesterskab med tre spillerunder tilbage. Titelfesten er udskudt et par uger - med mindre Leipzig søndag taber til Stuttgart.

Fodbold. Som ved Arsenals hjemmekamp fredag aften mod Everton var der også lørdag højlydte protester mod de seks engelske Premier League-klubbers engagement i Super League-projektet. Liverpools møde på Anfield med Newcastle fik en optakt med masser af slagord fra omkring 200 frustrerede tilhængere rettet mod klubbens amerikanske ejere, der søndag gik ind i Super League og to dage senere fik kolde fødder og måtte angre. ‘£nough is £nough FSG Out’, stod der blandt andet på et banner rettet mod ejeren af Fenway Sports Group, John Henry.

Inde på grønsværen leverede Mohamed Salah en superafslutning, da han få minutter inde i opgøret smart tog bolden ned tæt under mål, drejede rundt og hamrede bolden ind bag Newcastle-keeperen. Super var det til gengæld ikke, da det voldsomt dominerende Liverpool-hold dummede sig i slutfasen. Kort inde i tillægstiden fik Newcastles Callum Wilson bolden i nettet, men VAR underkendte scoringen for hånd på bolden, mens det var Joseph Willock, som fem minutter inde i tillægstiden fik scoret til 1-1 og fik de rødblusede til at ryste på hovederne. Liverpool ligger stadig udenfor top-4, der giver adgang til Champions League, som klubben og de 11 andre superklubber mener at have historisk ret til at spille i. Det ligner mere kvalifikationskampe til Europa League eller Conference League for Liverpool i starten af den kommende sæson.

Fodbold. En hektisk uge for den engelske klub Arsenal sluttede med endnu en gevaldig nedtur. Efter at have været gennem hele Super League-blamagen leverede Premier League-klubbens spillere endnu en skuffende præstation og tabte fredag aften 0-1 på eget græs til Everton. Arsenal-målmand Bernd Leno stod for aftenens komiske indslag, da han et kvarter før tid fik fumlet et relativt ufarligt indlæg i eget net. Arsenal er blot nummer ni i den bedste engelske række.

Golf. Meget skal gå galt, hvis ikke en dansker skal ende på en af de sjove placeringer ved Gran Canaria Open. Inden søndagens finalerunde ligger fire danskere inden for fem slag af den førende i European Tour-turneringen. Jeff Winther ligger bedst på en delt femteplads efter en kanonrunde lørdag i otte slag under par. Det efterlader Winther i samlet 15 slag under par med tre slag op til sydafrikanske Garrick Higgo på førstepladsen. Joachim B. Hansen og Thorbjørn Olesen er lige i hælene på Jeff Winther - begge er 14 slag under. Nicolai Højgaard følger efter i 13 slag under par, mens Benjamin Poke og Søren Kjeldsen er henholdsvis 12 og 11 slag under par.

Fodbold. Stifteren af musiktjenesten Spotify, Daniel Ek, vil gerne købe Premier League-klubben Arsenal. Det skriver svenskeren på Twitter. »Som barn voksende jeg op og har holdt med Arsenal, så længe jeg kan huske. Hvis KSE vil sælge Arsenal, så vil jeg med glæde smide et bud«, skriver han med henvisning til selskabet Kroenke Sports & Entertainment, der ejes af den amerikanske milliardær Stan Kroenke. Stan Kroenke er yderst upopulær blandt Arsenals fans i øjeblikket efter den fejlslagne Super League-plan.

Fodbold. West Ham er denne sæsons store positive overraskelse i den engelske Premier League og er en seriøs bejler til en plads i næste sæsons Champions League. Manager David Moyes kommer i kølvandet på hele Super League-skandalen med en overraskende udmelding. Han mener, at Premier League er så godt et produkt, at det i virkeligheden sagtens kan udvides, så der i fremtiden er en Premier League I og en Premier League II med færre hold end de nuværende 20. Det vil give plads til, at topklubberne fra 2024 kan spille endnu flere kampe i Champions League som følge af reformen vedtaget tidligere i denne uge. Moyes bringer endvidere en gammel traver på banen og foreslår, at de skotske storklubber lukkes ind i Premier League-systemet. »Hvorfor inviterer vi ikke Rangers og Celtic til at spille i en Premier League II? Hvorfor kan vi ikke forene Det Forenede Kongerige?«, spørger skotten ifølge BBC.

Fodbold. Brentford med træner Thomas Frank og yderligere en håndfuld danske spillere i truppen er efter en 1-0-sejr i Bournemouth klar til at spille playoff om en plads i Premier League, men direkte oprykning erikke længere en mulighed. Watford sejrede nemlig 1-0 over Millwall og rykker dermed direkte op i Premier League sammen med Norwich.

Cykling. Favoritfeltet i søndagens 107. udgave af Liège-Bastogne-Liège mistede i døgnet op til starten en fremtrædende skikkelse, da det viste sig, at den 21-årige englænder Thomas Pidcock (Ineos Grenadiers) ikke er i stand til at stille op. Pidcock, taber i millimeterduellen mod Wout van Aert (Jumboi-Visma) i den forgange søndags Amstel Gold Race, nr. 6 i Flèche Wallonne og vinder af De Brabantse Pijl for en halv snes dage siden, er stadig så mærket af et styrt i FLèche Wallonne, at han ikke kan starte. Pidcock koncentrerer sig i stedet nu ligesom hollænderen Mathieu van der Poel (Alpecin-Fenix) om de forestående mountainbike-opgaver.

Håndbold. Nerea Pena scorede ti gange for Team Esbjergs kvinder, da holdet i slutspilsgruppe I sejrede 33-25 på udebane mod København Håndbold og dermed sikrede sig en plads i DM-semifinalerne. Her der er også deltagelse af Herning-Ikast, der slog Silkeborg-Voel 37-27.

Svømning. Pia M. Johansen fra Silkeborg Svømmeklub er valgt til formandsposten i Dansk Svømmeunion på lørdagens generalforsamling. Der har de seneste år været stor uro i toppen af dansk svømning. I en DR-dokumentar har adskillige nuværende og tidligere svømmere blandt andet kritiseret træningsmetoderne på landsholdet gennem en årrække og beklaget sig over en ledelse, der lukkede øjnene. Direktøren Pia Holmen Christensen blev fyret sidste år. Senest er der offentliggjort en trivselsrapport, der viser, at der stadig foregår offentlige vejninger af danske konkurrencesvømmere, og fredag udtrykte topsvømmerne fra Det Nationale Træningscenter deres mistillid til Dansk Svømmeunions bestyrelse. »Jeg er meget bevidst om, at det er en meget stor opgave, der venter mig og den nye bestyrelse«, sagde Pia M. Johansen ifølge Ekstra Bladet på generalforsamlingen.

Fodbold. Magtkampen mellem Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og resterne af de 12 klubber, der natten til mandag lancerede den såkaldte Super League, er intakt. Super League-bossen fra Real Madrid, Florentino Perez, har sagt at benarbejdet med ligaen fortsætter, og fredag aften blussede en trussel om sanktioner fra Uefa så op igen. »Det er krystalklart, at klubberne må gøre op med sig selv om de er en Super League-klub eller en europæisk klub«, siger Uefa-præsident Alexander Ceferin til AP og tilføjer: »Hvis de siger, at de er Super League-klubber, så kan de naturligvis ikke spille med i Champions League«. Om Uefa så virkelig vil smide alle tiders mest vindende europæiske klub, Real Madrid, ud af Champions League, skal der snart komme en afklaring på. Real Madrid spiller nemlig semifinale på tirsdag mod Chelsea. FC Barcelona, Juventus og AC Milan har heller ikke officielt taget afstand fra Super League.

Olympisk. De russiske atleter skal som følge af landets store dopingsvindelnummer stille op ved sommerens OL i Tokyo og vinter-OL i 2022 som såkaldte neutrale atleter. De må heller ikke bære tøj i de russiske farver, og hvis de vinder guld, får de heller ikke den russiske nationalmelodi at høre. Hyldesten vil i givet fald foregå til tonerne af komponisten Pjotr Ilitj Tjajkovskijs klaverkoncert nr. 1. Det har Den Internationale Olympiske Komité (IOC) ifølge ARD givet lov til.

Fodbold. Los Angeles Galaxys amerikanske landsholdsspiller Sebastian Lletget er blevet udelukket i to kampe og har fået en bøde for en homofobisk kommentar på Instagram. Det meddeler Major League Soccer ifølge Ritzau. Lletget, der angrer, skal også deltage i et kursus om mangfoldighed, lighed og inklusion efter videoen, hvor han slår en holdkammerat i nakken, mens han råber et spansk udtryk, som kan forstås som en homofobisk kommentar.

Cykling. Franske Thibaut Pinot kommer ikke til start i Giro d’Italia fra 8. maj. Han har problemer med ryggen, meddeler Groupama-FDJ-holdet.

Fodbold. Det danske landsholds EM-forberedelser kommer blandt andet til at foregå i Tyrol i Østrig. Landskampen mod Tyskland 2. juni afvikles således i Innsbruck. Tysklands Fodboldforbund (DFB) skriver på sin hjemmeside, at begge landshold i forvejen er på træningslejr forud for EM i Tyrol. Fire dage efter testen mod Tyskland står landstræner Kasper Hjulmands mandskab over for Bosnien-Hercegovina på Brøndby Stadion.

Gymnastik. Den tyske gymnast Sarah Voss får ifølge Ritzau ros fra flere sider for denne uge at have stillet op til EM i idrætsgymnastik i Basel en heldragt, der dækker benene. Voss ønskede at tage afstand fra seksualisering af gymnaster, lyder det fra Det Tyske Gymnastikforbund (DTB). »Som en del af det tyske landshold er vi også rollemodeller for mange yngre kvindelige atleter og vil gerne vise dem, hvordan man æstetisk kan optræde i en anden form for tøj uden at føle sig utilpas«, siger hun ifølge nyhedsbureauet Reuters. Tyskland er et af mange lande, hvor der de senere år er afsløret overgreb på gymnaster.

Arnd Wiegmann/Ritzau Scanpix
Foto: Arnd Wiegmann/Ritzau Scanpix

Ishockey. Aalborg Pirates bevarede fredag chancen for at vinde det danske mesterskab, da holdet med en sejr på 5-2 fik reduceret i finaleserien mod Rungsted Seier Capital. Sjællænderne fører nu kun 3-1, men kan sikre sig titlen søndag eftermiddag.

Motorsport. Suzuka-banen ved Nagoya i Japan vil frem til udgangen af 2024 fortsat være vært for Japans formel 1-grandprix. Det oplyser formel 1-organisationen. I indeværende sæson afvikles løbet på Suzuka-banen 10. oktober.

Læs mere

Annonce