0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler

PSG kollapser, og Manchester City rykker tættere på det store mål

De seneste nyheder fra sportens verden.

Fodbold. Efter det uafgjorte resultat tirsdag aften mellem Real Madrid og Chelsea i en til tider lidt kedelig kamp var der lagt op til noget større onsdag i den anden Champions League-semifinale mellem PSG og Manchester City i Paris. Med en PSG-scoring ved anfører Marquinhos efter et kvarter lå presset på gæsterne, men det var hjemmeholdet, der virkede farligst foran mål, og City-spillerne havde meget svært ved at følge med i PSG’s tempo. I anden halvleg løftede City spillet længere frem, og kampen tog en hurtig vending, da først Keylor Navas droppede på et indlæg fra Kevin De Bruyne, hvorefter Riyad Mahrez scorede på frispark, da PSG-muren var utæt og solgte egen målmand. Det krævede PSG-comeback lykkedes ikke, og Manchester City ligner med en 2-1-gevinst en oplagt finalist. Der er returkamp på tirsdag.

Håndbold. Det mandlige danske landshold spillede sig onsdag til et rigtig godt udgangspunkt forud for EM i 2022. Danmark besejrede Schweiz med 30-29 efter en nervepirrende kvalifikationskamp, hvor danskerne undervejs var i store problemer og først for alvor vågnede op i det sidste kvarter. Med sejren fører Danmark sin kvalifikationsgruppe med 8 point. Nordmakedonien, der tidligere onsdag vandt over Finland i den anden kamp i gruppen, har også 8 point, men danskerne er bedre indbyrdes. Schweiz har 4 point, og Finland er stadig uden point i gruppe 7. Danmark møder 2. maj Finland i den sidste kvalifikationskamp. Danmark var uden landstræner Nikolaj Jacobsen, der hjemme plejer sit knæ efter en større operation, og derfor var det Henrik Kronborg, der stod i spidsen for landsholdet.

Ishockey. Det mandlige danske landshold er endelig tilbage på isen efter en kamppause på over 14 måneder. Comebacket i landsholdsdragten blev resultatmæssigt dog ingen succes for Heinz Ehlers’ mandskab, som tabte 2-4 til Sverige i en testkamp i Malmø efter periodecifrene 0-2, 0-1 og 2-1. Danmark kom først på måltavlen i løbet af kampens sidste to minutter. Kampen var den første af en række forberedelseskampe forud for VM-slutrunden, der begynder i slutningen af maj.

Håndbold. Klubberne, der deltager i de to slutspil for mænd og kvinder, opfordrer politikerne til hurtigt at melde ud omkring muligheden for at lukke tilskuere ind til de altafgørende kampe i sæsonen. De savner fans og de indtægter, kampe med tilskuere kan give. En ekspertgruppe anbefalede i fredags, at man uden større risiko kan åbne for siddende tilskuere til indendørs sportsbegivenheder. »Tilskuerne står ude foran hallerne og tripper. De venter jo bare på, at Mette Frederiksen og hendes disciple siger, at de gerne må komme ind i hallerne«, siger direktør i Divisionsforeningen, Thomas Christensen, til Ritzau.

»Vi spillede nogle kampe i september under stort set samme ordning med fin succes og uden smitte, så vi føler os klar til at efterleve den indstilling, hvis den bliver vedtaget politisk«, tilføjer Thomas Christensen, der håber at anbefalingerne fra ekspertgruppen bliver en del af næste fase af genåbningen fra 6. maj.

Håndbold. København Håndbold overrasker ved at vinde med 29-26 ude over semifinaleklar Herning-Ikast i Bambusa Kvindeligaens slutspil. Midtjyderne er nu tvunget til at slå Team Esbjerg for at sikre førstepladsen i puljen.

Cykling. I den mest oplagte styrkeprøve for de spurthurtige afsluttere i årets Tour de Romandie sikrede den slovakiske superstjerne Peter Sagan (Bora-hansgrohe) sig sæsonens anden sejr, da han på 1. etapes 168 km fra Aigle til Martigny henviste italieneren Sonny Colbrelli (Bahrain Victorius) og newzealænderen Patrick Bevin (Israel Start-Up Nation) til de næste pladser. Magnus Cort (EF) blandede sig i finalen, men måtte tage til takke med sjettepladsen. Ineos Grenadiers-trioen Rohan Dennis, Geraint Thomas og Richie Porte indtager ligesom efter prologen de tre første positioner sammenlagt.

Fodbold. Spotify-grundlæggeren Daniel Ek mener det alvorligt, når han siger, at han vil købe Arsenal. Det understreger den svenske milliardær i et interview med tv-kanalen CNBC ifølge det svenske nyhedsbureau TT. »Jeg er meget seriøs. Jeg har sikret pengene til det, og planerne er at komme med et meget overbevisende bud til ejerne, som jeg håber, de vil lytte til«, siger Daniel Ek. Arsenal ejes af holdingselskabet Kroenke Sports & Entertainment, der er stiftet af amerikaneren Stan Kroenke, der har afvist at sælge klubben.

Motorsport. Canadas formel 1-grandprix 13. juni er blevet aflyst på grund af coronapandemien. I stedet skal formel 1-feltet køre i Tyrkiet i den weekend. Det skriver formel 1 på Twitter.

Håndbold. Landsholdsmålmand Niklas Landin er kåret som årets håndboldspiller i 2020. Det er kollegerne i Håndbold Spiller Foreningen, der har stemt på Landin, som på klubniveau tørner ud for THW Kiel i den tyske Bundesliga.

Badminton. Der var ingen slinger i valsen, da Viktor Axelsen onsdag spillede sin første kamp ved EM i den ukrainske hovedstad, Kijev. Axelsen fejede sikkert tjekkiske Milan Ludik af vejen og avancerede. Danskeren vandt i to sæt med cifrene 21-11, 21-12 på lidt over en halv time. Axelsen kom flyvende fra start. Rasmus Gemke kom også flyvende fra start. På 41 minutter gjorde han det af med estiske Raul Must. Danskeren vandt 21-13, 21-14.

Tennis. Ranglistens nr. 1, serbiske Novak Djokovic, melder afbud til næste uges store grusbaneturnering i Madrid, der har Masters 1000-status. Djokovic har ikke haft den ønskede start på den europæiske grusbanesæson med nederlag i både Monte Carlo og Beograd, og den indlagte pause kan give ham lidt fysisk og mental opladning, før grusbanesæsonen kulminerer med først Masters 1000-begivenheden i Rom, der starter 9. maj, og derefter grand slam-klassikeren French Open med start 30. maj.

Fodbold. Chelsea kom foran i udekampen i Champions League mod Real Madrid og fik scoret det vigtige udebanemål i 1-1-kampen. Alligevel ærgrer Chelsea-manager Thomas Tuchel sig. »Vi kunne muligvis have lukket kampen i løbet af den første halve time, hvor vi spillede rigtig godt«, siger Thomas Tuchel ifølge Ritzau. Chelseas dyrt indkøbte angriber Timo Werner stod bag en fæl afbrænder. »Han missede en stor chance mod West Ham, og han missede en stor en her, men det er ikke noget at græde over. Det er noget af det bedste ved sport – at ingen bekymrer sig om det i morgen«, siger den tyske cheftræner.

Fodbold. Andreas Christensen ærgrer sig over, at Chelsea ikke kunne udnytte chancerne og derfor måtte nøjes med 1-1 mod Real Madrid i Champions League-semifinalen. »Vi prøvede at gøre det, som vi havde planlagt. Vi startede med en god energi, og vi skulle have været oppe med to eller tre mål efter de første 25 minutter, for vi havde utrolig mange gode situationer, hvor vi skulle have været lidt skarpere«, siger danskeren ifølge Ritzau. »Vi tillod dem kun ét skud på mål, men det scorede de på«, siger Andreas Christensen med henvisning til Karim Benzemas udligning i det 28. minut.

Fodbold. Den suspenderede walisiske landstræner Ryan Giggs erklærer sig uskyldig i tiltalen omkring vold mod to kvinder. Det skriver nyhedsbureauet AFP. Manchester United-legenden, der spillede 963 kampe for storklubben i en enestående karriere over næsten et kvart århundrede, er endvidere tiltalt for at udøve tvang og kontrollerende adfærd i perioden fra december 2017 til november 2020.

Olympisk. De danske OL-atleter må tage plads i den kø af borgere, der venter på en vaccine mod coronavirus. Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) afviser nemlig, at danske udøvere kan blive rykket frem i vaccinekøen, så de er sikre på en coronavaccine inden OL. »Jeg er bekendt med, at Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark har henvendt sig om muligheden for, om der er mulighed for at rykke, således at man kan få vaccineret de danske OL-atleter og paralympiske atleter. Selvfølgelig skal vi tage den problemstilling seriøst og behandle det sagligt, men så længe der er udvalgt en stor gruppe mennesker, der venter på at få vaccinen, der kan sikre dem mod alvorlig sygdom, så er det dem, der kommer i første række«, siger ministeren i Folketingssalen på et spørgsmål fra Venstres idrætsordfører, Sten Knuth. Sundhedsministeren peger på, at der lige nu er mangel på vacciner til danskerne.

Olympisk. Den politiske opposition går i kødet på den socialdemokratiske regering og kræver, at danske OL-atleter samt trænere og officials, der skal til Tokyo senere i år, får en coronavaccine. Venstres idrætsordfører, Sten Knuth, ser atleterne som en særlig gruppe, der skal tages højde for. »Atleterne har kæmpet 10-15 år for at komme frem til OL. For nogles vedkommende er det måske den ene gang, de kommer til at opleve det. Det har de brugt mange ressourcer på. Og vi har også som samfund puttet penge i deres talentudvikling«, siger Sten Knuth til Ritzau. Også Konervative og Dansk Folkeparti mener, at atleter bør springe vaccinekøen over og stikkes rettidigt før afrejse.

Sejlsport. Aarhus var i 2018 vært for VM, og i juli næste år kommer der endnu et stort stævne til byen. I bådklasserne 49er, 49erFX og Nacra 17 skal der nemlig sejles om EM-medaljer i Aarhus. Det oplyser Sport Event Danmark i en pressemeddelelse.

Håndbold. Nordsjælland Håndbold, der i næste sæson rykker op i ligaen, udbyder folkeaktier for to millioner kroner. Pengene skal bruges på at etablere klubben i landets bedste række og gerne nå top-8. Samtidig skal talentudviklingen styrkes, lyder det i en pressemeddelelse. »Nu har spillerne sikret Nordsjælland Håndbold oprykning til Ligaen – nu skal vi have styrket de økonomiske muskler, så vi kan løfte Nordsjælland Håndbold til nye højder og skabe folkefest i hallerne«, siger formand Jørgen Simonsen. Aktierne bliver udbudt fra 1. maj og mindsteinvesteringen er 750 kroner.

Fodbold. Fem danskere fik spilletid, da Brentford sejrede 1-0 på hjemmebane mod Rotherham i den næstbedste engelske række tirsdag aften. Brentford er klar til at spille playoff om en plads i Premier League. Første modstander i kvalifikationen til det forjættede land er enten Bournemouth, Swansea eller Barnsley.

Ishockey. Rungsteds målmand Cristopher Nihlstorp fik en sejr i karrierens sidste kamp på topniveau. Han blev nemlig danmarksmester med en 3-2-sejr og dermed 4-2 i kampe over Aalborg. »Det er ikke til at forstå, hvor fedt det her var for mig som person og for hele Rungsted«, siger den 37-årige svensker ifølge Ritzau til TV2 Sport. »Vi har haft en god sæson. Det har været skønt at gå på job hver dag. For mig har det også været spændende at prøve dansk hockey, som er anderledes«, siger målmanden efter sin første og sidste sæson i dansk ishockey.

Ishockey. Oliver Bjorkstrand scorede det afgørende mål i straffeslag, da Columbus Blue Jackets sluttede en nederlagsstime i NHL ved natten til onsdag dansk tid at besejre Detroit Red Wings 1-0.

Annonce