Tirsdag aftens Champions League-semifinale i Madrid bød på smagsprøver fra en række spillere, der kan ende med at optræde i København under slutrunden.

Ikke ret meget champions: Sommerens EM-stjerner har lang vej til topformen

Chelseas forsvarer Antonio Rüdiger tackler her bolden væk fra Real Madrids rutinerede kroat Luka Modric, der måske optræder denne sommer ved EM, hvor Parken ud over tre danske gruppekampe også skal præsentere en ottendedelsfinale.  Foto: Pierre-philippe Marcou/Ritzau Scanpix
Chelseas forsvarer Antonio Rüdiger tackler her bolden væk fra Real Madrids rutinerede kroat Luka Modric, der måske optræder denne sommer ved EM, hvor Parken ud over tre danske gruppekampe også skal præsentere en ottendedelsfinale. Foto: Pierre-philippe Marcou/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

For en kort stund var emnet skiftet fra fadæse med Super League til semifinale i Champions League, da to af de uheldige udbrydere tirsdag aften stødte sammen. Real Madrid tog imod Chelsea, og med resultatet 1-1 er det svært at udpege en favorit til at skaffe en finaleplads.

Det skaber fortættet spænding, inden duellen skal afgøres på Stamford Bridge onsdag 5. maj, og den situation kan også meget vel blive tilfældet i den anden semifinale, der onsdag aften leverer første akt i Paris mellem PSG og Manchester City.

Men hvordan optrådte en stribe af sommerens formodede deltagere ved EM-slutrundens kampe i København egentlig? Først må man påpege, at Andres Christensen denne gang var valgt til startopstillingen hos Chelsea, men at han ikke formåede at lukke af for Karim Benzema, da denne udlignede til 1-1 i første halvleg. Ellers gjorde den danske forsvarer en god figur i det meste af kampen.

Eden Hazard kom på banen

Dernæst må det konstateres, at der ikke var hverken finske eller russiske spillere i aktion, og at Real Madrid og Chelsea tilsammen blot råder over to belgiske landsholdsspillere (begge Real), hvoraf den ene, Eden Hazard, stadig ikke er klar til startopstillingen for den spanske storklub.

Men Hazard fik alligevel spilletid mod sin tidligere London-klub, da han blev sendt på banen med knap en halv time igen. Belgieren nåede dog ikke at sætte noget større aftryk på begivenhederne mod sin tidligere klub i Premier League. Men kan spilletiden være et vendepunkt for Hazard, er der grund til bekymring hos den danske landstræner Kasper Hjulmand.

En helt fit og topmotiveret Eden Hazard er en af Europas bedste spillere.

Real Madrid-målmand, og Hazards landsmand, Thibaut Courtois, har gennem længere tid vist højt niveau, og det gjorde han også i indledningen på Estadio Alfredo Di Stéfano, hvorefter han måske tog en lidt forkert beslutning over for Christian Pulisic, da amerikaneren bragte sit hold i spidsen.

Chelsea testede adskillige gange Real-målmanden, men den høje belgier kom sig fint efter modstandernes scoring og viste, hvorfor han tilskrives en stor andel i sin klubs aktuelle succes både i La Liga og i Europa. Han bliver ikke nem for de danske angribere at passere.

Spaniere og englændere bænket

Parken i København skal efter planen også lægge græs til en EM-ottendedelsfinale, og her er mulighederne for at se nærmere på et udpluk af Real- og Chelsea-spillerne bestemt til stede. Ottendedelsfinalen, der præsenterer nr. 2 fra gruppe D mod nr. 2 fra gruppe E, kan maksimalt byde på et opgør som f.eks. England-Spanien, men mere sandsynligt er det måske med et opgør som Kroatien-Polen eller Kroatien-Sverige.

Real Madrid råder over syv spanske landsholdsspillere, hvoraf blot to tirsdag aften var på banen fra start. Og hverken Carvajal eller Nacho gjorde noget solidt indtryk. Indskiftede Marco Asensio og Alvaro Odiozola nåede ikke at signalere deres nuværende niveau.

Chelsea har fem engelske landsholdsspillere i sin trup, og her var også blot to af dem i aftes med fra start. Mason Mount gjorde det godt i offensiven, mens Ben Chilwell fik problemer, da Real Madrid efter sin udligning satte tempoet i vejret. Reece James kom på banen i stedet for Chelseas eneste startende spanier, anfører Cesar Azpilicueta, men et voldsomt regnvejr gjorde ikke forholdene lette for nogle af holdene, og anden halvleg udviklede sig til en langt mere taktisk forestilling.

Modric skuffede

På den bane, der egentlig er Real Madrids træningsbane, men som i øjeblikket bruges til kamp, da mægtige Santiago Bernabéu stadig er under restaurering, var Kroatiens bedste spiller, 35-årige Luka Modric (136 landskampe), længe om at komme ind i opgøret, og i det hele taget var Reals rutinerede midtbane i problemer fra start.

Men både Modric og holdkammeraterne demonstrerede, hvad stor rutine på den europæiske scene kan betyde, når der ellers er modgang. Kroaten har det med at levere varen, når det gælder de største opgaver, og han kan blive en stor oplevelse for danske fodboldfans, hvis Kroatien slutter som nr. 2 i gruppe D efter formentlig England og skal optræde i Parken sidst i juni.

Baseret på tirsdag aftens oplevelser kan det dog konstateres, at en række af de forventede EM-spillere stadig har lang vej til den form, der skal sikre deres landshold succes. Blandt andet på dansk græs.

Carsten Godtfredsen

Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her