Håndbold. Der var ikke så meget at rafle om, da det mandlige danske landshold søndag tog imod Finland i den sidste kamp i EM-kvalifikationen. Gæsterne fik ikke et ben til jorden i Aarhus og blev udraderet noget så eftertrykkeligt. Danmark, som havde flere nye folk med, vandt 46-24. Sejren betyder, at Danmark konsoliderer sin førsteplads i gruppen. Nikolaj Jacobsens mandskab slutter kvalifikationen med 10 point og er allerede sikret en plads ved EM i 2022. Der trækkes lod til EM torsdag i den kommende uge. Fløjspiller Emil Jakobsen blev kampens topscorer med 10 scoringer. Mødet med finnerne gav plads til, at flere unge folk fik landsholdsdebut. Aaron Mensing fra TTH Holstebro og Mads Hoxer fra Mors-Thy Håndbold havde f.eks. fundet vej til startopstillingen. De to viste fornemme takter i løbet af de første 30 minutter og bidrog begge med flere træffere.
Fodbold. Kampen mellem Manchester United og Liverpool bliver ikke afviklet søndag. Det oplyser begge klubber, efter at Manchester United-fans tidligere på dagen har været inde på klubbens stadion, Old Trafford, for at demonstrere. »Efter diskussion mellem politi, Premier League, Trafford Council og klubberne er vores kamp mod Liverpool blevet udsat af sikkerhedsmæssige årsager i forbindelse med protesterne i dag. Vi vil nu sammen med Premier League finde en ny dato for kampen«, lyder det fra Manchester United.
Tilhængernes protester var rettet mod klubbens upopulære ejer, Glazer-familien, og fik i første omgang arrangørerne til at udskyde kickoff til senere søndag. Selv om politi og kontrollører efterhånden fik gennet aktivisterne ud af stadion, har man altså af sikkerhedsgrunde opgivet at få kampen i gang søndag aften.
Tennis. 33-årige Albert Ramos-Vinolas, der i år har haft flere drabelige opgør med danske Holger Rune, måtte igennem endnu en lang grusbaneduel, før han søndag tog titlen ved Estoril Open via en 4-6, 6-3, 7-6 (7/3)-sejr over briten Cameron Norrie. Det var spanierens tredje ATP-titel og den første i denne sæson.
Atletik. Det danske stafetlandshold for både mænd og kvinder er klar til sommerens OL, men der er trods alt stadig et stykke op til verdens hurtigste. Begge danske hold i 4x100 meter sprint sluttede sidst i søndagens finaler ved stafet-VM i Polen. Men begge fik efterfølgende opjusteret resultatet efter diskvalifikationer. Bedst gik det for mændene, der blev noteret for en forbløffende fjerdeplads. Men det imponerende facit skjuler, at to hurtigere nationer – Brasilien og Ghana – blev diskvalificeret, ligesom både Tyskland og Holland udgik undervejs. Det danske kvindehold sluttede som nummer seks ved VM, efter at Frankrig og Schweiz blev diskvalificeret i finalen.
Fodbold. Inter erobrede søndag det italienske mesterskab, da Atalanta på udebane ikke var i stand til at besejre Sassuolo. Opgøret endte 1-1, og dermed kan heller ikke Atalanta nå at indhente Inter før sæsonslutningen i Serie A. Derfor er også danske Christian Eriksen, der lørdag scorede for sit hold mod Crotone, italiensk mester. Den danske landsholdsprofil har ellers haft et ret problematisk ophold i Inter, hvor cheftræner Antonio Conte ikke har givet sin midtbanespiller ret meget tid på banen. Det er dog blevet bedre på det seneste.
Motorsport. Den regerende verdensmester Lewis Hamilton (Mercedes) har sat kursen mod endnu en VM-titel i formel 1. Søndag vandt den 36-årige brite for anden gang ud af tre mulige i denne sæson, da han kørte først over målstregen i grandprixet i Portugal. Hamilton henviste Red Bull-køreren Max Verstappen til andenpladsen. De to kørere ligger også nummer et og to i VM-stillingen med henholdsvis 69 og 61 point. Det var ellers Hamiltons holdkammerat, Valtteri Bottas, der startede grandprixet fra pole position.
Fodbold. Med sin scoring til 3-1 i andet semifinaleopgør mod Bayern München var det Pernille Harder, der søndag sendte Chelsea i Champions League-finalen. Her venter 16. maj Barcelona, som sendte PSG ud af turneringen. Efter den første Chelsea-Bayern-duel, der endte med en tysk 2-1-sejr, skulle London-klubben vinde med to overskydende mål for at gå videre, og det lykkedes netop med danskerens scoring til 3-1, hvilket senere blev udbygget til et 4-1-facit i Chelseas favør ved Fran Kirby.
Fodbold. Ajax Amsterdam hjemførte søndag det hollandske mesterskab for 35. gang i klubbens historie. Det blev en realitet, da ligaens suveræne førerhold på hjemmebane besejrede Emmen 4-0. Selv om Ajax fortsat mangler at spille tre ligakampe, kan PSV Eindhoven på andenpladsen ikke længere indhente den evige rival.
Tennis. Georgiske Nikoloz Basilashvili har leveret grusbanetennis på et højt niveau hele ugen i München, hvor han søndag også tog titlen efter 6-4, 7-6 (7/5) over tyske Jan-Lennard Struff i finalen. 29-årige Basilashvili har ikke afgivet et sæt på vej mod sin femte titel på ATP Tour.
Fodbold. Manchester Uniteds fans protesterer på og ved Old Trafford, og det forhindrer kampen mod Liverpool i at komme i gang. Premier League-kampen mellem Manchester United og Liverpool er udsat på grund af tilskuerprotester på Old Trafford. Det oplyser Premier League på sin hjemmeside. »Efter en sikkerhedsbrist på Old Trafford kan vi bekræfte, at kampen Manchester United mod Liverpool ikke begynder 16.30 (17.30, dansk tid, red). »Sikkerheden for alle på Old Trafford er altafgørende. For nuværende er der ikke noget nyt starttidspunkt. Vi vil opdatere løbende«, skriver ligaen. Det er angiveligt fortsat meningen, at kampen skal afvikles søndag..
Cykling. Geraint Thomas (Ineos) endte søndag som samlet vinder af Romandiet Rundt. Tour de France-vinderen fra 2018 fravristede på 5. og sidste etape – en enkeltstart over 16,2 kilometer – førerpositionen fra canadiske Michael Woods (EF). Franskmanden Remi Cavagna (Quick-Step) vandt enkeltstarten, mens Geraint Thomas satte tredjebedste tid i kampen mod uret. Waliseren var næsten et minut hurtigere end Woods.
Atletik. På det yderste mandat har både de danske stafetmænd og -kvinder på 4x100 meter stafet sprintet sig både i VM-finalen og til sommerens OL i Tokyo. Ved weekendens stafet-VM i Polen er der medaljer på højkant, men de otte finalister sikrer sig samtidig en billet til legene i Tokyo til sommer. Og det var præcis, hvad begge de danske hold gjorde – og for begges vedkommende på yderste mandat. Kvindernes hold bestod af Ida Karstoft, Astrid Glenner-Frandsen, Mathilde U. Kramer og Mette Graversgaard, mens mændenes kvartet var Frederik Schou-Nielsen, Kojo Musah, Tazana Kamanga-Dyrbak og Simon Hansen. Dansk atletik er dermed en af de foreløbig vigtigste bidragydere til OL-truppen den kommende sommer.
Hvad i øjeblikket ikke lykkes for Barcelonas berømte mandlige hold, går noget bedre for kvindeholdet, der søndag har spillet sig i Champions League-finalen.
Fodbold. Nadia Nadim og Signe Bruun kommer ikke til at spille Champions League-finale med Paris Saint-Germain i denne sæson. Søndag tabte PSG nemlig returkampen med 1-2 til Barcelona, som dermed avancerede med samlet 3-2. Nadim og Bruun startede begge på bænken, men blev sendt på banen i kampens sidste del i jagt på udligningen, som altså udeblev. Chelsea spiller også søndag hjemme mod Bayern München, der vandt første duel 2-1.
Fodbold. Det store lokalopgør i skotsk fodbold mellem Rangers og Celtic (Old Firm) blev søndag spillet på Ibrox i Glasgow uden den sædvanlige spænding om resultatet. Dertil var Rangers for overlegen, og det hjalp heller ikke Celtic, at holdet blev ramt af en udvisning. Rangers vandt 4-1, bl.a. på to scoringer ved Kemar Roofe og en sluttræffer ved erfarne Jermain Defoe.
Badminton. Viktor Axelsen kommer ikke til at spille EM-finale i Kijev søndag mod Anders Antonsen. Det står klart, efter at en anden PCR-test har bekræftet, at han er smittet med covid-19. Det oplyser Badminton Danmark i en pressemeddelelse søndag. Viktor Axelsen fik lørdag besked på, at han var blevet testet positiv for coronavirus efter sin sejr i semifinalen. Danskeren havde dog stadig et lille håb om at komme på banen til finalen, da en anden test skulle afgøre, om han reelt var smittet, eller om der var tale om et falsk positivt resultat. Og selv om han i det mindste ikke mærker nogle symptomer endnu, så er han ærgerlig over situationen, som både medfører, at han misser EM-finalen og skal i 13 dages hotelisolation i Kijev.
»Der er ingen tvivl om, at der ikke er noget, jeg hellere ville end at stå i den finale i dag over for Anders (Antonsen, red.). Jeg har haft siden i aftes til at indstille mig på, at det var en mulighed at stå op til endnu et positivt testsvar i dag, så jeg er i det mindste en smule mere afklaret, end jeg umiddelbart var i går, da første svar kom ind«, siger Viktor Axelen ifølge Ritzau.
Motorsport. Den danske Ferrari-fabrikskører Nicklas Nielsen sikrede lørdag aften en klassesejr i årets første udgave af FIA World Endurance Championship på Spa-Francorchamps. Det var andet år i træk, at Nielsen tog en klassesejr i sekstimersløbet på Spa-Francorchamps, da han kørte sin Ferrari 488 over målstregen som den første i GTE Am-klassen. Den 24-årige dansker sluttede sammen med teamkammeraterne fra AF Corse, Alessio Rovera og François Perrodo, med et forspring på 44 sekunder til de nærmeste konkurrenter.
Tennis. Naomi Osaka, der var seedet til en finaleplads i den store grusbanebegivenhed i Madrid, er færdig i turneringen. Søndag tabte japaneren sin 2. runde-kamp til tjekkiske Karolina Muchova 4-6, 6-3, 1-6. Noget tyder på, at de tidligere problemer for Osaka på grusbanerne fortsat ikke er løst. Muchova møer græske Maria Sakkari i 3. runde.
Badminton. Den danske trup ved EM i Ukraine skulle rejse hjem mandag, men i stedet har man valgt at sende de fleste hjem allerede søndag på grund af coronasituationen. Undtaget er Line Christophersen, der søndag har spillet finale i kvindernes singlerække. Her tabte danskeren som forventet klart til den spanske favorit Carolina Marin, der sikkert sejrede i to sæt. De fire danske spillere, der er testet positive med coronavirus, bliver dog i Kijev, hvor de er i isolation på deres hotelværelser. Det gælder blandt andre Viktor Axelsen, der søndag skulle have spillet singlefinale.
Curling. Danmarks kvinder tabte natten til søndag dansk tid holdets tredje kamp ved VM i Canada til storfavoritterne fra Sverige. Danskerne var på forhånd ikke spået mange chancer mod de forsvarende olympiske mestre, men de to hold fulgtes ganske pænt ad det meste af kampen. Inden starten på niende og næstsidste ende var stillingen således 5-3 til svenskerne. Men da Sverige kort efter scorede fire point, måtte danskerne sige tak for kampen og erkende nederlaget ved stillingen 9-3.
Fodbold. Torsdag aften hentede Esbjerg en tiltrængt hjemmesejr mod HB Køge i 1. divisions oprykningsspil, men opgøret fik et ærgerligt efterspil uden for banen. Således risikerer flere af klubbens mest dedikerede fans udelukkelse og karantæne fra hjemmebanen Blue Water Arena på grund af ballade efter kampen, skriver Jydske Vestkysten. Under opgøret sang fansene smædesange mod sportschef Jimmi Nagel Jacobsen, som de kræver fyret, og efter slutfløjt forcerede fansene afspærringer og tiltvang sig adgang til sponsortribunen. De forsøgte herfra at få adgang til VIP-faciliteterne, og både politi og klubbens egne kontrollører måtte i aktion for at standse de vrede fans, som angiveligt ville have fat i sportschefen, skriver avisen.
Fodbold. Mens fredagens tyske pokalsemifinale mellem Werder Bremen og RB Leipzig gik i forlænget spilletid og havde spænding til absolut sidste minut, så forholdt det sig noget anderledes i den anden semifinale sent lørdag. Selv uden målmaskinen Erling Haaland var Borussia Dortmund mindst et par niveauer bedre end Holstein Kiel fra 2. Bundesliga. Favoritterne scorede fem mål i første halvleg og cruisede en finaleplads hjem med 5-0. Dortmund havde placeret Thomas Delaney på bænken fra kampens start. Han kom ind efter en god times spil, da det kun handlede om sejrens størrelse. Pokalfinalen Dortmund-Leipzig spilles i Berlin 13. maj.
Fodbold. Længe lørdag aften lignede det Real Madrids tredje 0-0-kamp i fire forsøg. Men på en effektiv slutspurt lykkedes det til sidst titelbejleren at hente tre livsvigtige point i topstriden, da Osasuna blev slået 2-0 i den spanske hovedstad. Brasilianerne Eder Militão og Casemiro stod for scoringerne, der begge faldt i det sidste kvarter af kampen. Med sejren holder Real Madrid snor i førerholdet Atlético Madrid, der har et forspring på to point med fire kampe tilbage.
Fodbold. Inter rykkede lørdag aften snublende tæt på det italienske mesterskab. Det kan klubben takke en dansk højrefod for. Christian Eriksen blev skiftet ind efter 65 minutter af udekampen mod Crotone, og bare fire minutter senere sendte han Milano-klubben på vinderkurs. Det endte med en sejr på 2-0. Romelu Lukaku lagde bolden af til danskeren lidt uden for feltet, og med et hårdt, fladt spark bragede han bolden ind med en lille afretning på en forsvarer undervejs. Med de tre point har Inter 14 point ned til Atalanta på andenpladsen, som søndag spiller den femtes sidste kamp i sæsonen. Det vil sige, at hvis ikke Atalanta vinder, så kan guldfesten indledes fra sofaen hos Eriksen og Inter.