I en normal verden bliver der i de sidste minutter inden kampstart på Brøndby Stadion sendt en summende lyd ud i højttalerne, som afbrydes af to pulsslag, inden det hele starter forfra. I næste øjeblik er der et kort sekunds stilhed, hvorefter Van Halens ’Jump’ blæses ud i et højt decibelniveau, alle fans rejser sig, og spillerne kommer gående ind på banen. Det er sådan, man bliver klar til kamp på den københavnske Vestegn.
Men optakten til årets første opgør med tilskuere, et møde med pokalfinalisterne Randers FC, får et ekstra krydderi. På de to storskærme i hver ende af stadionet bliver de heldige med en billet vist billeder fra Brøndbys omklædningsrum, mens de sidste forberedelser til kamp foregår.
Man kan også høre træner Niels Frederiksens peptalk til spillerne, der står sammen med ham i en rundkreds.
»Vi har brug for en holdpræstation. Vi kunne mærke det under opvarmningen. Det er en speciel dag. Vi har 8.000 fans derude. De vil hjælpe jer hele vejen. Men vi skal også give dem noget til gengæld. Energi! Attitude! Intensitet! Er I klar?«, opildner Brøndby-træneren.
