0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler

Ramt af corona: Axelsen betaler selv privatfly hjem til Danmark

Følg med i strømmen af nyheder fra sportens verden.

Badminton. Viktor Axelsen er allerede i Danmark igen, efter at han i weekenden afleverede en positiv coronaprøve og missede EM-finalen i Ukraines hovedstad Kijev. Det oplyser Badminton Danmark i en pressemeddelelse mandag. Den danske verdensstjerne har selv arrangeret og betalt et privat ambulancefly, som har fløjet ham hjem til Danmark. Dermed slipper han for 13 dage i isolation i Ukraine. En ambulance fragtede Viktor Axelsen fra hotellet til privatflyet. Derefter har en ambulance i Danmark kørt ham hjem.

Sportschef i Badminton Danmark, Jens Meibom, bakker op om Viktor Axelsens beslutning. »Han har fulgt alle gældende regler og retningslinjer og er nu hjemme, og det tror vi på, kan hjælpe ham i hans bedring. Det er vigtigt for Viktor at have muligheden for at træne og få det rigtige at spise i processen med at stå så stærkt som muligt frem mod OL, og det mener vi, at han kan komme til med den her beslutning«, siger Jens Meibom.

Viktor Axelsen opholdt sig på hele turen hjem i et såkaldt isolationskammer. Da han lørdag havde spillet sig i finalen ved EM, afleverede han som sagt en positiv coronaprøve. Det betød, at han ikke fik lov at stille op i finalen mod landsmanden Anders Antonsen, som dermed blev europamester.

Cykling. For første gang skal VM i landevejscykling forbi det afrikanske kontinent. Den Internationale Cykelunion (UCI) har mandag besluttet, at VM i 2025 skal afholdes enten i Rwanda eller Marokko. Den endelige værtsby vælges 24. september. I år køres løbene i Flandern, hvor bl.a. franske Julian Alaphilippe skal forsøge at forsvare sin regnbuetrikot.

Fodbold. Bo Svenssons Mainz fik point for ottende kamp i træk, da klubben mandag aften tog imod Hertha Berlin i den tyske Bundesliga. De to mandskaber spillede 1-1, og Mainz tilføjer dermed ét point til kontoen. Det betyder, at klubben har otte point ned til netop Hertha Berlin, der ligger næstsidst og dermed til direkte nedrykning. Mainz har seks point ned til FC Köln på 16.-pladsen, som betyder, at man skal spille mod et hold fra den næstbedste række om en billet til Bundesligaen. Der er tre kampe tilbage i sæsonen og dermed 12 point at spille om. Bo Svensson har nu ført Mainz til point i 13 ud af 17 kampe i Bundesligaen, siden han overtog trænersædet i begyndelsen af året.

Oscar del Pozo/Ritzau Scanpix
Foto: Oscar del Pozo/Ritzau Scanpix

Efter sejr over Iga Swiatek mandag aften skal Ashleigh Barty (foto) i Madrid-kvartfinalen møde tjekkiske Petra Kvitova.

Tennis. WTA-ranglistens nr. 1, australske Ashleigh Barty, blev mandag udfordret af den unge polak Iga Swiatek ved den store grusbaneturnering Madrid Open, og opgøret mellem de seneste to års French Open-vindere endte med 7-5, 6-4-sejr til Barty, som i kvartfinalen skal møde den tidligere tredobbelte Madrid-vinder Petra Kvitova fra Tjekkiet.

Fodbold. Den engelske Premier League og det engelske fodboldforbund, FA, vil sikre sig imod fremtidige forsøg på at skabe en udbryderliga. Derfor planlægger parterne nu at indføre en række tiltag, som skal forhindre engelske klubber i at gå sammen og skabe turneringer udenom de eksisterende. Sådan lyder det på Premier Leagues hjemmeside. Helt konkret vil Premier League og FA blandt andet indføre et nyt regelsæt, som alle klubejere skal skrive under på. I regelsættet skriver man under på, at man tilslutter sig »... kerneprincipperne i Premier League«. Hvis man bryder reglerne, medfører det betydelige sanktioner, skriver Premier League.

Tennis. Det bliver den blot 17-årige spanier Carlos Alcaraz, der får fornøjelsen af at møde sin berømte landsmand Rafael Nadal (34 år) i 2. runde ved Masters 1000-turneringen Madrid Open. Alcaraz besejrede mandag franske Adrian Mannarino 6-4, 6-0, og duellen med Nadal bliver også en slags duel mellem to tidligere spanske rivaler, Juan Carlos Ferrero og Carlos Moya, der er trænere for henholdsvis Alcaraz og Nadal.

Fodbold. Det vækker fordømmelse og kritik fra politikere i den britiske regering, at Manchester United-fans søndag invaderede Old Trafford og fik en Premier League-kamp mod Liverpool udsat. Flere af de britiske politikere ytrede sig om sagen mandag, og de var generelt ikke glade for balladen. »Der kan være stærke følelser i fodbold, men der er måder at protestere og blive hørt på, som ikke skader eller bringer andre i fare. Vi forstår frustrationerne, men det var uacceptabelt, at en lille gruppe af fans skabte ballade på Old Trafford«, siger Nigel Huddleston, der er minister for turisme og sport, ifølge Reuters.

Fodbold. Sergio Ramos har siddet ude med en skade i mere end en måned, og nu er endnu en af Real Madrids stærke midtstoppere meldt ukampdygtig. Franskmanden Raphael Varane er ramt af en muskelskade og kommer derfor ikke med, når den spanske hovedstadsklub onsdag skal forsøge at spille sig i endnu en Champions League-finale. Real Madrid skriver i en meddelelse på sin hjemmeside, at den franske verdensmester mandag blev testet af holdets lægeteam, der kunne konstatere en muskelskade i højre ben. Varane blev udskiftet i pausen, da Real i lørdags besejrede Osasuna i den spanske liga.

Tennis. Det kan gå rigtig hurtigt med at skyde op ad ranglisten, når tingene flasker sig. Det oplever i øjeblikket russeren Aslan Karatsev, der indtil videre har haft en forrygende sæson 2021. Mandag vandt han sin 1. runde-kamp ved Masters 1000-turneringen i Madrid 7-5, 6-4 over franske Ugo Humbert, og han er siden årsskiftet sprunget frem fra en rangering som nr. 112 til nu nr. 27. Han lagde ud med at nå Australian Open-semifinalen som kvalifikationsspiller, han vandt titlen i Dubai, og han spillede senest finale i Beograd, hvor han i semifinalen nedkæmpede Novak Djokovic. Næste udfordring bliver argentinske Diego Schwartzman.

Tennis. Clara Tauson vandt overbevisende, da hun mandag spillede sig ind i WTA 125-turneringen i Saint-Malo. Med cifrene 6-2, 6-4 besejrede hun Amandine Hesse i kvalifikationsturneringens finale. Det er endnu uvist, hvem den 18-årige dansker skal møde i 1. runde af hovedturneringen. Dermed er Clara Tauson for alvor tilbage, efter at en knæskade tvang hende til at afbryde en kvartfinale ved WTA-stævnet i Charleston midt i april.

Fodbold. Lønnen udeblev, da spillerne i 1. divisionsklubben Vendsyssel FF i sidste uge skulle have betaling for deres arbejde, men nu er lønnen faldet. Det oplyser Spillerforeningen, som mandag var på besøg i klubben og talte med ledelsen. Medejer Ahmet Schaefer fortalte i sidste uge, at årsagen til den udeblevne løn var, at klubben ikke havde modtaget penge fra statens lønkompensationsordning. Senere lovede han, at spillerne ville få løn senest torsdag i denne uge, men det er altså mandag faldet på plads.

Ishockey. En trio af erfarne angribere forstærker det mandlige danske landshold i de kommende testkampe frem mod VM i Letland. Frederik Storm, Nichlas Hardt og Julian Jakobsen har alle meldt sig klar til endnu en landsholdstørn, efter at de har afsluttet sæsonen i deres klubber. Det skriver Danmarks Ishockey Union i en pressemeddelelse. Frederik Storm røg ud af semifinalen i det tyske slutspil med Ingolstadt, mens de to øvrige var med i finalen om det danske mesterskab. Jakobsen for Aalborg og Hardt for Rungsted. Samtidig er Mathias Bau blevet indlemmet i truppen efter at have brugt de seneste uger på at genoptræne efter en skade.

Cykling. Christopher Juul-Jensen (Team BikeExchange) og Mikkel Honoré (Quick-Step) er mandag blevet udtaget til at køre Giro d’Italia. Begge ryttere er tiltænkt roller som hjælpere for henholdsvis Simon Yates og Remco Evenepoel til det samlede klassement.

Basketball. Det blev Giannis Antetokounmpo, der natten til mandag dansk tid trak sig sejrrigt ud af duellen mellem to af NBA’s største stjerner. Giannis og Milwaukee Bucks sejrede nemlig med 117-114 over Kevin Durant og Brooklyn Nets. Antetokounmpo stod for 49 point i sin første kamp efter en ankelskade, der har holdt ham ude i et par kampe.

Ishockey. »Han er yderst, yderst tvivlsom til VM«. Sådan sagde landstræner Heinz Ehlers til TV 2 Sport om chancerne for at få landsholdets kaptajn, Peter Regin, med til VM. Regin har gennem en længere periode kæmpet med en skade, der har holdt ham uden for isen i hans finske klub, Jokerit. VM afholdes i Letland og begynder 21. maj. Regin forlader i øvrigt Jokerit efter denne sæson til fordel for schweiziske HC Ambri-Piotta.

Fodbold. Det seneste opgør mellem FCK og AGF var et af sæsonens hidtil bedste. Intensiteten var høj og ligeså dramaet. Det skyldtes blandt andet AGF’ernes hårde tilgang til især Viktor Fischer, som selv bidrog til dramatikken ved at overreagere ved enhver kontakt. Eller sådan lød kritikken i hvert fald. I aften mødes de to så for anden runde i træk, og AGF’s cheftræner, David Nielsen, lægger op til endnu en hård duel. Skal FCK knækkes, kræver det, at AGF kommer ind i hovedet på dem, lyder det:

»Når det kommer til FCK, så har vi irriteret dem mange gange på det seneste. Og det er den måde, jeg har vurderet, at vi har den bedste chance for at slå dem. For hvis vi bare sætter os ned og venter på dem, så har vi ingen chance for at udrette noget som helst. Så vi bliver nødt til at tage konfrontationen«, siger David Nielsen til Aarhus Stiftstidende.

Tennis. Roland Garros-anlægget i Paris bliver ikke helt mennesketomt, når French Open løber af stablen 24. maj. Frankrigs sportsminister, Jean-Michel Blanquer, oplyser til France 3, at op til 1.000 tennisfans får lov til at overvære kampene på de tre største baner. Det skriver Ritzau. Fra kvartfinalerne og frem vil tilskuerloftet hæves til 5.000.

Motorsport. Sjældent er en ny kører kommet dårligere fra start i sin formel 1-karriere end Kevin Magnussens afløser, russeren Nikita Mazepin. Mazepin har været kørt langt bagud af holdkammeraten Mick Schumacher og været involveret i flere uheldige episoder. Ved det portugisiske grandprix søndag fik han en fem sekunders straf, da han ikke gøre plads for Sergio Perez fra Red Bull, der på det tidspunkt førte løbet. »Idiot«, lød det efterfølgende over radioen fra Red Bull-raceren. Så kritikken hagler ned, men Mazepins holdchef, Günther Steiner, forsvarede den nye kører efter løbet: »Lige i øjeblikket har Mick nok overtaget, men vi har kun kørt tre løb, og det er for tidligt med hastige konklusioner. Måske skal Nikita bruge lidt længere tid på at komme op i omdrejninger«, sagde han ifølge Ekstra Bladet.

Fodbold. Lionel Messi førte an, da FC Barcelona søndag aften vendte et truende nederlag til sejr mod Valencia. Efter at være kommet bagud med 0-1 scorede Lionel Messi to gange i en kamp, der endte 3-2 til catalanerne. Antoine Griezmann stod for den tredje Barcelona-scoring. Dermed holder Barcelona trit med Atlético og Real Madrid i topkampen i La Liga, hvor kun to point skiller top 3.

Curling. De danske curlingkvinder tabte natten til mandag ved VM til Schweiz med 4-13. Nederlaget var deres tredje ud af fire kampe. Det rækker til en nuværende placering som nummer 11 ud af 14. Der er dog mulighed for genoprejsning i den danske lejr allerede i aften, hvor Danmark møder Rusland.

Annonce