0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Manchester United taber og sender guldet til bysbørnene fra City

De seneste nyheder fra sportens verden.

Fodbold. Manchester City sikrede sig tirsdag det engelske mesterskab for syvende gang i klubbens historie. Det skete, uden at City-spillerne var på banen, da de nærmeste forfølgere fra Manchester United tabte med 2-1 til Leicester. Dermed kan United ikke længere nå at indhente City, der er ti point foran med tre spillerunder igen. Mens mesterskabet nu er afgjort, er der stadig spænding om top-4, der giver adgang til Champions League i den kommende sæson. Sejren til Leicester betyder, at Kasper Schmeichel og co. rykker op på tredjepladsen med to point ned til Chelsea og otte point til West Ham. Både Chelsea og West Ham har dog spillet en kamp mindre. City har vundet 5 af de seneste 10 års engelske mesterskaber.

Håndbold. Odense vandt den første DM-semifinale over de forsvarende danske mestre fra Team Esbjerg med 27-26 efter en meget lige kamp på Fyn. Esbjerg havde bolden i nettet i de afsluttende øjeblikke, men dommerne sagde, at tiden var udløbet inden. Der er returkamp på lørdag i Esbjerg, og her skal vestjyderne vinde for at fremtvinge et tredje opgør. Modsat kan Odense nøjes med uafgjort og alligevel avancere til finalen. Esbjergs store stjerne, Estavan Polman, der har været ude det meste af sæsonen med en korsbåndsskade blev båret ud af banen i 1. halvleg med noget der lignede en ny alvorlig skade. Den anden semifinale står mellem de midtjyske rivaler Herning-Ikast og Viborg.

Skydning. Det danske skeetlandshold med Jesper Hansen, Emil Petersen og Mikkel Petersen vandt sølv ved World Cuppen i italienske Lonato. Det danske hold tabte finalen til en trio fra værtsnationen med 7-5.

Frihed. Den fængselsdømte tidligere præsident for det internationale atletikforbund World Athletics, 87-årige Lamine Diack, er på fri fod igen. Den senegalesiske fodboldklub Jaraaf de Dakar betalte mandag ca. 3,75 millioner kroner i kaution til de franske myndigheder, der har haft ham i husarrest, siden han siden han sidste år blev idømt fire års fængsel for omfattende korruption og pengeafpresning for ca. 25 millioner kroner i forbindelse med den store russiske dopingskandale. Lamine Diack har gennem mere end 50 år haft tilknytning til Jaraaf de Dakar og i flere perioder været præsident i fodboldklubben, der nu har givet ham friheden. »Det var da det mindste, vi kunne gøre for Lamine Diack«, siger klublederen Youssou Dial til nyhedsbureauet AP.

Håndbold. Mors-Thy Håndbold ændrer i den sportslige ledelse. Klubben nedlægger posten som sportsdirektør og erstatter den af et sportsudvalg, der skal fungere som sparringspartner for den sportslige ledelse. Det skriver klubben i en pressemeddelelse ifølge Ritzau. Hans Christian Andersen udtræder af bestyrelsen og bliver formand for det nye udvalg. Også Niels Agesen, der tiltræder som cheftræner efter sommerferien, og talent- og udviklingschef Lars Svane Nielsen bliver medlemmer.

Fodbold. Andreas Christensen blev skadet i Premier League-kampen mod Arsenal forleden, men træneren i Chelsea, Thomas Tuchel, forventer, at den danske landsholdsspiller bliver klar til Champions League-finalen mod Manchester City 29. maj. Danskeren er også i spil til lørdagens FA Cup-finale mod Leicester, og Tuchel forventer, at Christensen senest er på banen 23. maj mod Aston Villa.

Fodbold. Når denne sæson slutter, stopper målmandslegenden Gianluigi Buffon samtidig i den italienske klub Juventus. Om Buffon stopper helt eller fortsætter i en anden klub har han endnu ikke besluttet.

Fodbold. Den slidstærke midtbanespiller Leon Goretzka fra Bayern München blev lørdag skadet og klubben melder ham færdig for sæsonen. Om han kan nå at blive klar til EM, hvor Tyskland åbner 15. juni mod Frankrigs verdensmestre er uklart. Meget tyder til gengæld på, at Goretzkas Bayern-kammerat Thomas Müller får comeback på det tyske landshold ved EM efter tre år ude i kulden. Avisen Bild slår fast, at landstræner Joachim Löw allerede har meddelt Müller telefonisk, at han er udtaget igen. Löw, der fyrede Müller og et par andre stjerner efter VM-blamagen i 2018, har ikke ønsket at kommentere Bilds oplysninger.

Fodbold. Ajax-legenden Marc Overmars var mandag til stede, da FC Nordsjælland og FC København spillede 2-2 i Superligaen. Fodbolddirektør Overmars og Ajax følger sammen med andre store klubber i udlandet FCN’s Kamaldeen Sulemana. Ghaneseren føler sig ifølge Ritzau klar til at skifte Superligaen ud med en bedre række. »Jeg føler mig klar til at skifte, men vi må se til sommer, hvad der sker«, siger Sulemana og tilføjer: »Jeg kan se mig selv passe ind i alle store klubber. Der er ikke nogen specifik liga, jeg føler, der passer mig bedre, så jeg er åben for alle ligaer – især top-5. Men store klubber uden for de største ligaer er også interessante«. Kamaldeen Sulemana scorede et mål mod FCK og han kan ifølge Ritzau indbringe FCN helt op til 100 millioner kroner.

Fodbold. Salernitana rykkede mandag op i den italienske Serie A efter 22 år i de lavere rækker, men når der fløjtes op til en ny sæson i slutningen af august, så bliver det med nye klubejere. Den nuværende klubejer, Claudio Lotito, ejer således også romklubben Lazio, og dobbelt klubejerskab er ikke tilladt, når holdene befinder sig i samme række. Alternativerne er, at oprykningen annulleres eller han sælger Lazio. »Reglerne er klare. Hans ejerskab kan ikke fortsætte, og såfremt det gør, vil det forhindre Salernitana i at spille i Serie A den kommende sæson«, siger Gabriele Gravina, præsident for Det Italienske Fodboldforbund (FIGC), ifølge Ritzau. Danske Riza Durmisi er én af ni spillere, som i denne sæson har været udlejet ud fra Lazio til Salernitana.

Fodbold. FC København har appelleret det gule kort, som Mathias ’Zanka’ Jørgensen modtog i 1. halvleg af mandagskampen mod FC Nordsjælland. FCK mener ikke, at forsvarsspilleren begik noget strafbart i situationen i 23. minut, hvor han var i duel med FCN’s Andreas Schjelderup. Derfor håber FCK at få advarslen annulleret.

Fodbold. Dagen efter Silkeborg rykkede op i Superligaen har jyderne været på rov i HB Køge. Her har de hentet den 20-årige back Oliver Sonne fra den kommende sæson. Han skifter på en fri transfer og har fået en toårig kontrakt.

Fodbold. Sidste uge coronaudbrud i superligaklubben Sønderjyske er langt fra overstået. Mandag meldes endnu en unavngiven spiller testet positiv. Klubben skal torsdag spille pokalfinale mod Randers.

Fodbold. EM-holdet skal indstille sig på at være i total isolation under slutrunden, der begynder om en måned.

Det fortæller DBU’s fodbolddirektør, Peter Møller, til B.T. »Spillerne bliver totalt isoleret under slutrunden, og de må ingen kontakt have med hverken familie, børn eller venner. Det er synd, men sådan er tilværelsen lige nu«, siger Peter Møller og tilføjer: »Vi er nødt til at tage alle vores forholdsregler. Det vil være hamrende ærgerligt, hvis smitte rammer nogle af de her spillere, som har kæmpet i flere år for at komme til EM på hjemmebane«. Der bliver dog ikke krav om isolation op til samlingen i EM-lejren, slår Peter Møller fast.

Fodbold. Fulham følger med Sheffield United og West Bromwich ud af Premier League. Mandag aften tabte London-holdet med den danske anfører Joachim Andersen 0-2 på hjemmebane til Burnley, hvilket er lig med retur til den næstbedste række.