For den legendariske Manchester United-manager sir Alex Ferguson var europæisk fodbold altid noget specielt. Som 18-årig var han en af de knap 128.000 tilskuere på Hampden Park i Glasgow, der så Real Madrid knuse Eintracht Frankfurt med 7-3 i Europa Cup-finalen for mesterhold i 1960, og det var en oplevelse, der satte sig i ham. Da han siden selv blev en succes som træner og manager, var den europæiske udfordring altid både stor og vigtig – også i forhold til Manchester Uniteds position i fodboldens verden.
»Når man ser på klubbens historie, så skulle vi have vundet mere, og jeg vil gerne vinde den igen, så vi kan komme i samme gruppe som vores største rivaler fra Liverpool, Bayern München og Ajax«, som Alex Ferguson sagde det i efteråret 2012 med tanke på antallet af mesterholds- og Champions League-titler, uden at man på det tidspunkt vidste, at han var i gang med sin sidste sæson.
Det lykkedes heller ikke at lægge en titel mere på. Real Madrid slog Manchester United ud af 1/8-finalerne, så da Ferguson gjorde regnskabet op nogle få måneder efter, stod det på fire Champions League-finaler, hvoraf de to blev vundet i henholdsvis 1999 mod Bayern München og 2008 mod Chelsea, mens de to mod Barcelona i 2009 og 2011 blev tabt. Dermed nåede Manchester United ikke længere end tre sejre i den største europæiske klubturnering (sir Matt Busby vandt den i 1968), mens både Liverpool og Bayern München siden er trukket fra med en titel mere hver, så de nu er oppe på seks.
Men Champions League var et vigtigt element i hver sæson, og Manchester United nåede som regel også langt i turneringen under Ferguson. 17 sæsoner i træk fra 1996 var klubben med og nåede i de 15 af dem også videre end gruppespillet med modstandere som Brøndby, FC København og AaB undervejs.
