Ishockey. Det mandlige danske landshold triumferer fredag aften ved VM i Letland, da holdet i gruppe A via en forrygende tredje periode besejrer Hviderusland 5-2 efter at have været bagud 1-2 før de sidste 20 minutter. Med sejren rykker Danmark, i hvert fald midlertidigt, op i top-4, hvor holdene indløser billet til kvartfinalerne.
Fodbold. Real Madrid har sikret sig en ny profil til holdet i form af den 28-årige østriger David Alaba. Det skriver fodboldklubben fredag på sin hjemmeside. Alaba kommer til den spanske storklub fra Bayern München på en fri transfer. Ud over et lejeophold i Hoffenheim som teenager har Alaba spillet hele sin seniorkarriere i Bayern München, hvor det er blevet til 33 scoringer i 431 kampe. Alaba spillede tidligere mest på midtbanen for Bayern München, men han har i de seneste sæsoner primært spillet i det centrale forsvar for det sydtyske mandskab.
Cykling. Seks sekunder satte den danske mester i landevejscykling Emma Cecilie Norsgaard Jørgensen (Movistar) til, da hun passerede målstregen som nr. 6 på den 95 km lange 4. etape af Thüringen Ladies Tour med start og mål i Dörtendorf. Det betød, at den 21-årige dansker efter tre dage i førertrøjen dumpede ned som nr. 3 sammenlagt med et minus på 8 sekunder til den ny nr. 1, hollænderen Lucinda Brand (Trek-Segafredo). Brand blev nr. 2 på etapen i samme tid som den belgiske vinder Lotte Kopecky, der til daglig optræder for Liv Racing, men ved denne lejlighed repræsenterer landsholdet. Emma Norsgaard er stadig indehaver af førertrøjen i ungdomskonkurrencen.
Golf. 50-årige Thomas Bjørn klarede sammen med ni landsmænd cuttet ved Danmarks største turnering, Made in Himmerland. Og ti danskere i finalerunderne er rekord på Europa Touren. Bjørn rettede op på en skidt første dag og kvalificerede sig med en runde i fem slag under par akkurat til turneringens sidste to dage. »Jeg var lidt skuffet efter i går (torsdag, red.). Det var koldt og vådt, og jeg var faktisk lidt overrasket over, hvor gode scores var. Så den skulle lige have et ekstra nøk i dag for ens egen skyld, og for lige at bevise, at der stadig er noget golf derinde«, siger Thomas Bjørn.
Tennis. Holger Rune spillede sig fredag frem til semifinalen ved ATP Challenger-turneringen i portugisiske Oeiras. Det skete, da han besejrede spanske Carlos Gimeno Valero 6-2, 6-4. I semifinalen møder Rune den kasakhiske kvalifikationsspiller Timofey Skatov.
Ishockey. Med en 4-1-sejr over Storbritannien kunne Sverige fredag eftermiddag komme væk fra sidstepladsen i Danmarks gruppe A ved VM i Letland. Svenskerne hopper med gevinsten op i top-4, men det kan Danmark ændre på i fredag aftens opgør mod Hviderusland.
Fodbold. Lionel Messis kontrakt med FC Barcelona udløber i slutningen af juni, og det er endnu uvist, om argentineren bliver i klubben. Men der er tilsyneladende godt nyt til Barcelona-fans. Klubbens nyvalgte præsident Joan Laporta, der blandt andet gik til valg på at holde Messi i klubben, oplyser på et pressemøde fredag, at han er ’moderat optimistisk’ omkring den 33-årige Messis fortsatte virke i klubben. »Han vil få en ny kontrakt, men den er ikke klar endnu. Kontrakten ligger indenfor klubbens rammer og er acceptabel for spilleren«, siger Laporta med henvisning til Lionel Messis løn.
FC Barcelonas gæld er i løbet af denne sæson vokset til over 8 milliarder kroner, så klubben kan ikke længere være lønførende i verden. »Leo (Messi, red.) har givetvis fortjent mere og kan tjene mere andre steder, men det er hans ønske at skabe noget stort med Barça«, uddyber Laporta og tilføjer: »For Leo handler det ikke om penge. Mest af alt handler det om at have det godt, føle sig værdsat og om at vinde«.
Tennis. Novak Djokovic pudser i denne uge formen på grusbane af i hjembyen Beograds ATP-turnering. Fredag spillede han sig frem til lørdagens finale, da han besejrede den slovakiske kvalifikationsspiller Andrej Martin 6-1, 4-6, 6-0. Som cifrene antyder var der ikke fuld koncentration hos serberen hele vejen. I finalen venter enten endnu en slovakisk kvalifikationsspiller i skikkelse af Alex Molcan eller den rutinerede argentiner Federico Delbonis.
Tennis. Clara Tauson har fået ny modstander i grand slam-turneringen French Open, der indledes på søndag. Og det er umiddelbart fremragende nyt for danskeren. Torsdag stod den 18-årige dansker til at skulle møde verdens nummer 34, Paula Badosa, der netop har vundet WTA-turneringen Serbia Open uden at afgive sæt. Men det er nu ændret i det officielle program på arrangørens hjemmeside. Her står 18-årige Tauson i stedet til at møde den georgiske kvalifikationsspiller Ekaterine Gorgodze. Det er dog stadig sådan, at Tauson i tilfælde af en sejr skal møde enten Victoria Azarenka eller Svetlana Kuznetsova i 2. runde.
Cykling. Egan Bernal har generelt domineret i Giro d’Italia, men fredag kom der ridser i lakken. Her lykkedes det Simon Yates (BikeExchange) at køre fra både Bernal i den lyserøde førertrøje og de øvrige konkurrenter i toppen af klassementet, da 19. etape i det italienske cykelløb løb af stablen. Yates endte med at tage både etapesejren og cirka et halvt minut på Bernal, der blev nummer tre på etapen, som sluttede på toppen af kategori 1-stigningen Alpe di Mera. Med bonussekunder indhentede Yates 34 sekunder på Bernal. Dermed har briten på tredjepladsen 2 minutter og 49 sekunder op til Ineos-kaptajnen.
Fodbold. Det er muligt at skifte ud op til fem gange i fodboldkampe frem til 31. december 2022. Det meddeler den internationale forsamling af regelmagere, Ifab, fredag. Det er dog fortsat op til de enkelte arrangører af hver turnering at vedtage, om man vil benytte sig af fem udskiftninger eller de traditionelle tre udskiftninger.
Golf. Danske John Axelsen har taget de varme køller med i sin golfbag til turneringen Made in Himmerland på hjemlig grund i Danmark. Første runde torsdag sluttede den 23-årige dansker i top-10, og fredag fulgte Axelsen den gode præstation op ved at lave hole-in-one på hul 16. Senere fredag gjorde svenske Alexander Björk danskeren kunsten efter, da han også kun skulle tage et enkelt slag i brug på 16. hul. Torsdag gjorde Lauri Ruuska det samme. Der er nu i alt lavet hole-in-one ni gange på 16. hul gennem tiden.
Fodbold. Træner Andrea Pirlo er blevet fyret i den italienske storklub Juventus og blevet erstattet af Massimiliano Allegri. Med Pirlo ved roret i dennes første sæson som træner overhovedet sluttede Juventus på en skuffende 4. plads i Serie A, hvorfra de først i sidste spillerunde formåede at kvalificere sig til Champions League. Massimiliano Allegri havde stor succes i Juventus fra fra 2014 og fem år frem, hvor det blev til fem mesterskaber, fire pokaltitler og to finaledeltagelser i Champions League.
Massimiliano Allegri vender tilbage til Juventus.
Fodbold. Liverpool FC har været aktiv på transfermarkedet og købt den franske forsvarsspiller Ibrahima Konaté i tyske Leipzig. Pris ca. 300 millioner kroner.
Fodbold. Sportsudstyrsgiganten Nike og superstjernen Neymars kommercielle samarbejde ophørte brat i sensommeren 2020. Nu viser det sig, at det var Nike, der fyrede brasilianeren, da han ikke var samarbejdsvillig i forbindelse med en undersøgelse af et muligt seksuelt overgreb i 2016. Det amerikanske selskab meddeler, at dets undersøgelse af hændelsen, som skal have fundet sted i 2016, ikke førte til nogen endelig konklusion.
Fodbold. Holland kan blive tvunget til at se bort fra målmanden Jasper Cillessen ved EM. Cillessen er testet positiv for coronavirus, men rapporteres symptomfri.
Fodbold. Lille vandt i søndags det franske mesterskab, men holdet er i kølvandet på triumfen ved at gå op i limningen. Først forlod succestræneren Christophe Galtier klubben, og nu er målmand Mike Maignan, der skal til EM med Frankrig, smuttet til AC Milan på en femårig kontrakt.
Håndbold. Efter fire år i Tyskland hos Melsungen vender playmakeren Lasse Mikkelsen tilbage til Skjern Håndbold på en treårig kontrakt.
Fodbold. To korte nyheder fra 1. division: Esbjerg fB har skrevet en toårig kontrakt med den 15-årige Damian van der Vaart, der er søn af den tidligere hollandske stjerne Rafael van der Vaart. Fra Vendsyssel FF meddeles det, at cheftræner Michael Schjønberg kan være sikker i sin ansættelse på trods af, at klubben kun lige akkurat undslap nedrykning torsdag. Det er klubejer Ahmet Schaefer, der udsteder jobgarantien til træneren i Nordjyske.
Fodbold. U21-landsholdet har fået en skidt optakt til mandagens EM-kvartfinale mod Tyskland. Forsvarsspilleren Mads Bech, der spillede fra start i samtlige tre gruppekampe i marts, er blevet skadet. Brentford-spilleren, der også går glip af sin klubs oprykningsfinale lørdag, erstattes i truppen af Simon Graves fra Randers FC.
Olympisk. Den japanske regering har grundet et fortsat stigende smittetryk forlænget undtagelsestilstanden i OL-værtsbyen Tokyo frem til 20. juni. Japan halter i forhold til vaccination, og landet er i øjeblikket ramt af en fjerde bølge af højt smittetryk i blandt andet Tokyo. OL starter 23. juli.
Olympisk. Det danske OL-hold vokser hastigt. Sebastian Fini, Caroline Bohé og Malene Degn bliver de tre mountainbikeryttere, der skal repræsentere Danmark ved OL i Japan til sommer. Det skriver Danmarks Cykle Union (DCU) på sin hjemmeside. De er alle tre OL-debutanter. Også kajakroerne Bolette Nyvang Iversen (K2 500 meter og K4 500 meter), Emma Aastrand Jørgensen (K1 200 meter, K2 500 meter og K4 500 meter), Julie Frølund Funch (K2 500 meter og K4 500 meter) og Sara Corfixsen Milthers (K4 500 meter) skal til OL, hvor Danmark således vil være repræsenteret i samtlige kajakdiscipliner hos kvinderne. Fredag meddeltes det også, at Danmark er med i samtlige olympiske badmintonrækker:
- Single, mænd: Anders Antonsen, Viktor Axelsen
- Single, kvinder: Mia Blichfeldt
- Double, mænd: Kim Astrup/Anders Skaarup
- Double, kvinder: Sara Thygesen/Maiken Fruergaard
- Mixeddouble: Mathias Christiansen/Alexandra Bøje
Cykling. Slovakken Peter Sagan (Bora-Hansgrohe) har ifølge Ritzau fået en bøde på ca. 7.000 kroner samt en straf på 50 point på UCI-ranglisten. Det sker som følge af »... intimiderende og upassende opførsel over for andre ryttere« under det igangværende Giro d’Italia. På torsdagens etape kunne man se Sagan forrest i feltet skælde ud på andre ryttere.
Golf. Et comeback for den forulykkede legende Tiger Woods har lange udsigter, hvis nogen overhovedet. Tiger Woods kørte galt i sin bil tidligere i år og har andet at tænke på end golf. »Min fysiske genoptræning optager mig. Jeg laver mine øvelser hver eneste dag, og jeg har kun fokus på én ting lige nu: at kunne gå selv. Jeg tager et skridt ad gangen«, siger Woods til Golf Digest.
Basketball. Bakken Bears er for 19. gang i klubbens historie dansk mester. Titlen kom i hus torsdag aften med en sejr på 96-87-sejr over Horsens IC i finaleseriens sjette opgør. Bears vandt dermed 4-2 i kampe.
Ishockey. I Danmarks VM-gruppe A rejste Schweiz sig efter en gevaldig øretæve mod Rusland. Torsdag svarede det schweiziske mandskab stærkt tilbage, da det pulveriserede et udisciplineret hold fra Slovakiet 8-1. Sverige tabte 2-4 til Tjekkiet. Slovakiet og Schweiz har begge 9 point efter fire kampe i gruppe A, hvor Danmark fredag møder Hviderusland. Sverige ligger sidst!
Ishockey. Et samlerkort fra 1979 med den canadiske legende Wayne Gretzky er solgt for 3,75 millioner dollar, ca. 22 millioner kroner. Det skriver nyhedsbureauet AP. Kortet blev solgt på i auktion i Dallas – og var naturligvis i mint condition.
Fodbold. Efter 22 år i klubben som spiller og træner har Simone Inzaghi sagt sit trænerjob op i den store Rom-klub Lazio. Italienske medier rygter ham til Inter.
Fodbold. Efter 19 års fravær er Venezia tilbage i Serie A. Det sker efter en samlet 2-1-sejr over Cittadella i playoffkampe. Ud over Venedig-klubben har også Empoli og Salernitana tidligere sikret sig oprykning til Serie A. Trioen afløser Parma, Benevento og Crotone i Italiens bedste række.