0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler

Roger Federer gik i infight, da modstanderen brokkede sig til dommeren

Følg med i strømmen af nyheder fra sportens verden.

Tennis. Roger Federer (seedet 8) måtte slide i fire sæt mod Marin Cilic i 2. runde af French Open, men holder kursen mod en kvartfinale mod topseedede Novak Djokovic, der ligeledes er klar til 3. runde efter en sejr i tre sæt mod Pablo Cuevas. Roger Federer, Marin Cilic og dommeren havde i andet sæt, da Federer var nede 1-3, en længerevarende disputs. Cilic havde klaget til dommeren over, at den 39-årige Federer mellem boldene i Cilic’ serv brugte for lang tid på at tørre sved af sig med et håndklæde placeret i hjørnet af banen.

Anne-christine Poujoulat/Ritzau Scanpix
Foto: Anne-christine Poujoulat/Ritzau Scanpix

Roger Federer er med sine 39 år ikke kun den ældste af topspillerne, han er også den mest vindende. Han er også en af de mest respekterede. Og måske netop derfor kunne han slippe af sted med det lille show, han leverede i 2. sæt. Alle pusterum tæller, når man nærmer sig 40.

Federer, der fik en advarsel af dommeren, var under pres og spurgte Cilic: »Er jeg for langsom?«.

Cilic svarede: »Nej, nej … du var ikke for langsom, men et par gange har jeg måtte vente på dig«.

»Ok, men jeg skal gå fra det ene hjørne til det andet for at få mit håndklæde. Det er ikke noget jeg gør med vilje«, lød det fra Federer, inden Cilic sagde: »Det er fint, men… sådan spiller du jo hele tiden…«.

I herresingle var der også avancement til italieneren Matteo Berrettini (9) og Diego Schwartzman (10). Den lokale helt i Paris, Gael Monfiles (14), er til gengæld ude efter en firesætskamp mod svenske Mikael Ymer. Den topseedede kvinde, Ashleigh Barty, måtte udgå skadet i 2. runde. Sofia Kenin (seedet 4) og Elina Svitolina (5) gik videre efter tosætssejre over Hailey Baptiste og Ann Li. Den 9. seedede tjekke Karolina Pliskova måtte derimod se sig slået af 2018-finalisten Sloane Stephens. Amerikaneren vandt 7-5, 6-1. Se resultater og livescore fra Roland Garros her

Fodbold. Portugal er klar til finalen ved U21-EM i Ungarn efter en 1-0-sejr over Spanien. Et selvmål 10 minutter før tid blev afgørende. I finalen venter Holland eller Tyskland.

Fodbold. Den københavnske traditionsklub B.93, der spiller i landets tredjebedste række, kan se frem til at få tilført et ukendt millionbeløb. Pengene kommer fra et nystiftet netværk, oplyser klubben. Netværket ’93. Global’ tæller forskellige erhvervsfolk samt EM-landsholdsspilleren Mathias ’Zanka’ Jørgensen og den tidligere landsholdsmålmand Anders Lindegaard. Skuespilleren Pilou Asbæk er ligeledes en del af netværket.

»B.93 er min barndomsklub, det var derfor et nemt valg at tilslutte mig dette netværk. For at give tilbage til en klub, som har givet mig så meget. Vores primære opgave bliver at løfte økonomien, så B.93 kan fortsætte det fantastiske arbejde, man allerede gør med at integrere, uddanne og skabe et miljø, hvor alle er velkomne«, siger Mathias ’Zanka’ Jørgensen, der understreger at pengene ikke skal dække et hul i kassen, men derimod udvikle fundamentet i klubben.

Fodbold. Det engelske landshold må undvære højrebacken Trent Alexander-Arnold til EM. Onsdag aften forlod den 22-årige Liverpool-spiller humpende banen, da England slog Østrig med 1-0 i en testkamp godt en uge før, at EM skydes i gang. Landstræner Gareth Southgate fik torsdag så besked om skadens omfang. En anden sag fra landskampen i Middlesbrough trækker også overskrifter. Der var 7.000 tilskuere på stadion og de var gode til at holde restriktionerne. Derimod kunne flere tilskuergrupper ikke lade være med at give deres negative mening til kende, da spillerne på det engelske og østrigske mandskab i fællesskab knælede før kampen for at støtte en antiracistisk dagsorden. »Vi kan ikke benægte, at det skete. Nogle mennesker forstår det tilsyneladende stadig ikke«, siger en skuffet landstræner Southgate til BBC.

Cykling. Tour de France-vinderen fra 2018, waliseren Geraint Thomas (Ineos Grenadiers), dukkede efter en skuffende præstation på onsdagens enkeltstart i Critérium du Dauphiné i allerhøjeste grad op til overfladen igen på den 175,4 km lange 5. etape fra Saint Chamond til Saint Valliret, da han susede først over stregen i den massespurt, hvor omkring 40 ryttere kæmpede om hæderen. Etapen ændrede intet væsentligt sammenlagt, idet østrigeren Lukas Pöstlberger (Bora-hansgrohe) fortsat fører 1 sekund foran kasakheren Aleksey Lutsenko (Astana-Premier Tech) og med Kasper Asgreen (Deceuninck-Quick Step) på tredjepladsen 9 sekunder bagude.

Fodbold. FC Barcelona-træneren hedder også i den kommende sæson Ronald Koeman. Det bekræfter klubbens præsident Joan Laporta. For få uger siden efterlyste Koeman opbakning fra klubledelsen og erklærede sig usikker på sin fremtid i klubben. Koeman har kontrakt til 2022.

Håndbold. Storklubben THW Kiel leverede et vanvittigt eksempel på, at alt kan gå galt på mindre en 30 minutter i spillet med den harpiksklistrede bold. I den tyske pokalsemifinale mod Lemgo gik Kiel med de danske brødre Niklas og Magnus Landin til pause med en føring på 18-11, men måtte se slig slået 29-28.

Bueskydning. Danmark er sikker på mindst to sølvmedaljer ved EM i Antalya i Tyrkiet. Her kvalificerede Mathias Fullerton og Tanja Gellenthien sig torsdag nemlig til finalerne i compound. Også Kirstine Andersen har en medaljechance, da hun skal skyde om bronze med recurvebuen.

Ishockey. Schweiz har to gange i de senere år stukket snuden langt frem ved VM og fået sølv i både 2013 og 2018, men den slags optur bliver der ikke noget af ved den igangværende VM-turnering i Riga i Letland. Her måtte mændene fra alpelandet i kvartfinalen indkassere en tysk udligning med bare 40 sekunder tilbage. 4 mod 4 spillet i overtid førte ikke til scoringer, hvorfor afgørelsen faldt på straffeslag. Her blev Tysklands Marcel Noebels helten, da han med en hurtig finte snød den schweiziske keeper og let kunne puffe pucken over stregen til sejr. Tysklands OL-sølvvindere skal nu møde USA i semifinalen på lørdag. Amerikanerne scorede tre gange i de sidste 7 minutter af 1. periode og besejrede Slovakiet 6-1 i kvartfinalen.

Kano/kajak. Ved EM i Polen var Emma Aastrand Jørgensen torsdag eneste danske deltager, der formåede at kvalificere sig direkte til en finale, da hun vandt sit heat i 500 meter enerkajak. René Holten Poulsen kiksede i mændenes enerkajak over 500, meter med er semifinalen på 1.000 meter ligesom toerne med Magnus Sibbersen/Rasmus Alsbæk og Julie Funch/Bolette Iversen er det i 500 meter. På 1.000 meter er også Simon Jensen/Morten Graversen videre til semifinalen.

Fodbold. Simone Inzaghi er ny cheftræner i den italienske mesterklub Inter. Den 45-årige italiener er ansat fra den kommende sæson og har underskrevet en toårig kontrakt. Han erstatter dermed Antonio Conte, som stoppede i klubben i sidste uge, og han skal dermed være træner for den danske landsholdsstjerne Christian Eriksen. Simone Inzaghi har senest været i den italienske hovedstadsklub Lazio, hvor han har nået 249 kampe siden sin ansættelse i 2016. Det er første gang i sin trænerkarriere, at Simone Inzaghi skal være træner andre steder end i Lazio.

Fodbold. FC København har solgt den tjekkiske forsvarsspiller Michael Lüftner til ungarske Fehérvár FC. Michael Lüftner har siden 2019 været udlejet til cypriotiske Omonia Nicosia.

Fodbold. Jesper Lindstrøm fra Brøndby er af et ekspertpanel bestående af journalister og tidligere spillere blevet kåret som årets unge spiller i Superligaen.

Fodbold. Premier League-klubben Crystal Palace og den belgiske EM-angriber Christian Benteke har forlænget samarbejdet til sommeren 2023.

Fodbold. Lucas Vázquez og Real Madrid har efter en kontraktforlængelse nu papir på hinanden til sommeren 2024.

Fodbold. Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) står med et presserende problem. Eller rettere adskillige tusinde problemer. Den tyske metropol München er vært for fire kampe og Uefa holder fast i, at der skal lukkes 14.500 tilskuere ind til hver af de fire opgør. Det er nemlig det antal billetter, Uefa har solgt til kampen. Problemet er bare, at de nuværende lokale coronaretningslinjer kun giver mulighed for 250 tilskuere på lægterne. Ifølge Bayrischer Rundfunk er der en afklaring på vej fredag.

Olympisk. Indtil videre har 10.000 af de planlagte 80.000 frivillige ved OL i Tokyo trukket sig 50 dage før åbningsceremonien. Det bekræfter Toshiro Muto, der er administrerende direktør i organisationen, som står for planlægningen af OL, skriver nyhedsbureauet AFP. Årsagen er mest bekymringer vedrørende coronapandemien. En fjerde bølge ruller i øjeblikket ind over Japan. Derudover har nogle frivillige trukket sig på grund af de ændringer, der er sket i programmet, efter at legene blev udsat fra 2020 til 2021. Andre har trukket sig i protest over Toshiro Mutos forgænger, Yoshiro Mori, som måtte trække sig i februar, fordi han udtalte sig krænkende om kvinder.

Tennis. Verdensetteren Ashleigh Barty trækker sig med en skade fra French Open. Kort inde i andet sæt i kampen mod polske Magda Linette måtte australieren give fortabt. Allerede i første sæt havde Ashleigh Barty svært ved at følge med sin modstander. Med en forbinding om låret måtte hun se Magda Linette vinde første sæt klart med 6-1. Derefter forlod Ashleigh Barty banen for at blive tilset af en læge. Hun dukkede dog op til andet sæt. I andet sæt nåede de to spillere at gennemføre fire partier, før Ashleigh Barty altså måtte smide ketsjeren i tasken og forlade arenaen i den franske hovedstad Paris.

Fodbold. Belgiens profil Kevin De Bruyne misser den første EM-kamp mod Rusland, siger landstræner Roberto Martinez til avisen Het Nieuwsblad. Det skyldes den hovedskade, som De Bruyne pådrog sig i Champions League-finalen mod Chelsea. Belgien er i gruppe med Rusland, Danmark og Finland. Bliver han ikke snart sine skader kvit, kan det også gå ud over profilens deltagelse i opgøret mod Danmark 17. juni i Parken. Belgien har samtidig et problem med at få en anden midtbaneprofil, Axel Witsel, klar til EM.

Skydning. Dagen efter sit sølv i disciplinen riffel 300 m 60 skud liggende strøg Steffen Olsen helt til tops ved EM i kroatiske Osijek, da han vandt titlen i 300 meter riffel i tre stillinger. Med samlet 1.181 point i knælende, liggende og stående position var Steffen Olsen et point bedre end Gernot Rumpler fra Østrig og to bedre end Andreas Thum ligeledes Østrig.

Fodbold. Manchester Citys bestyrelsesformand, Khaldoon Al Mubarak, fortryder klubbens involvering i den fejlslagne Super League. Det siger han til klubbens hjemmeside, i et interview hvor han opsummerer den forgangne sæson. City var en af 12 europæiske storklubber, der i april sagde ja til at deltage i den planlagte udbryderliga. »Vi vil fortsætte med at skubbe grænserne i alt, hvad vi gør. Vi ønsker at være den bedste klub i verden, og for at blive det må vi være innovative. Når man er innovativ, begår man nogle gange fejl. Vi har begået fejl i fortiden, for eksempel European Super League, og vi kommer til at begå fejl i fremtiden, men vi vil gøre mere rigtigt end forkert«, siger Khaldoon Al Mubarak.

Ishockey. Aalborg Pirates forlænger samarbejdet med cheftræner Garth Murray. De to parter har nu papir på hinanden i næste sæson også. Canadieren kom til Aalborg i midten af 2018/19-sæsonen. I den seneste sæson førte han klubben til en finaleplads, hvor det endte med nederlag til Rungsted Seier Capital.

Fodbold. Philip Billing erkender, at han kom til at udtrykke sin skuffelse på en forkert måde, da han i sidste uge fortalte B.T., at han på grund af den manglende EM-udtagelse i højere grad overvejer at stille op for Nigeria. Det skriver han i et Instagram-opslag. »Følelserne sad uden på tøjet, og jeg kom til at udtrykke min skuffelse på den forkerte måde«, skriver han blandt andet.

Galop. Den amerikanske trænerlegende Bob Baffert er kommet i problemer efter sejren i hestevæddeløbet Kentucky Derby. Vinderhesten Medina Spirit blev efter sidste måneds store triumf testet positiv for en ulovlig substans, og onsdag faldt dommen over den succesrige 68-årige træner. Arrangøren af Kentucky Derby har udelukket Baffert i to år, så han tidligst kan deltage i det historiske hestevæddeløb i 2024. Baffert afviste i første omgang, at han havde gjort noget forkert. Senere har han indrømmet, at Medina Spirit op til væddeløbet var blevet behandlet med en salve indeholdende et ulovligt steroid.

Fodbold. Med godt en uge til den første EM-kamp mod Finland har det mandlige landsholds offensiv en hel del at forbedre. Det er konklusionen hos kommentatorer og sportschefer i de danske medier efter onsdagens 1-1-test mod Tyskland i Innsbruck. Især indsatsen i første halvleg bliver kritiseret, mens det bliver bemærket, at danskerne kom bedre med i anden halvleg, hvilket også førte til Yussuf Poulsens udligning 20 minutter før tid.

Fodbold. Yussuf Poulsen har flere gange understreget, at han ser sig selv som frontangriber, og det er da også den plads, han til daglig spiller i RB Leipzig. Men det var først i sin landskamp nummer 53, at han for første gang startede som central angriber på landsholdet, da Danmark onsdag aften spillede 1-1 mod Tyskland i en testkamp før EM. Yussuf Poulsen scorede Danmarks mål, men noget pudsigt kom scoringen først, da han blev rykket ud på sin sædvanlige landsholdsplads på højrekanten.

»Jeg får lov til at vandre lidt, og jeg er ikke fuldstændig låst på kanten. Det var målet også et perfekt eksempel på. Der endte jeg også fremme som den forreste angriber i afslutningsmomentet, selv om jeg kom fra højre side. Jeg kan spille alle tre positioner oppe foran. Jeg spiller altid i midten i min klub, men jeg har spillet over 50 landskampe på højrekanten. Jo mere tid vi får sammen som hold, og jo flere træninger vi har sammen, jo bedre bliver det – også selv om jeg kommer fra højre«, siger Yussuf Poulsen.

Baseball. OL i baseball bliver uden den 25-dobbelte verdensmester og tredobbelte olympiske mester Cuba. Onsdag tabte holdet 5-6 til Canada ved et kvalifikationsstævne i USA, og det besegler holdets skæbne. »Det gør ondt. Vi ved alle, hvilken glæde det ville have været for et folk, der har denne sport i blodet. Derfor ærgrer vi os over ikke at have kvalificeret os«, siger Cubas teammanager, Armando Ferrer, til JIT ifølge Reuters.

Ishockey. Nikolaj Ehlers og Winnipeg Jets fik natten til torsdag dansk tid en skidt start på kvartfinaleserien i NHL’s slutspil, da holdet tabte 3-5 til Montreal Canadiens. Danskeren fik omkring 19 minutter på isen i nattens opgør, hvor han blev noteret for en assist, men hvor hans hold kom alt for sent i gang med at finde sit spil.

Fodbold. Efter en stærk første halvleg mod Danmark onsdag aften tog tyskerne føringen kort inde i anden halvleg, og holdet skulle have lukket opgøret i Innsbruck, inden Yussuf Poulsen pludselig fik udlignet midt i anden halvleg. Det mener den tyske landstræner Joachim Löw. »Indtil Danmark udlignede, holdt vi dem fra chancer, og det var en kamp, som vi skulle have afgjort. Vi havde chancerne til at gøre det til 2-0, og havde vi gjort det, så ville afslutningen på kampen ikke have været så svær for os. Vi mistede lidt kontrol i anden halvleg, for vi tabte bolden for nemt flere gange. I offensiven manglede der løbevillighed«, sagde landstræneren på et sent pressemøde onsdag aften.

Annonce