Motorsport. Kampen om verdensmesterskabet i Formel 1 blev åbnet helt op på Silverstone. Max Verstappen har ellers trukket fra Lewis Hamilton i de seneste løb, men i det britiske grandprix var der ingen point til Red Bull-hollænderen. Han kolliderede nemlig med netop Hamilton på første omgang og endte i dækmuren med et brag. Det udnyttede Mercedes-stjernen til at mindske Verstappens forspring i VM-stillingen fra 33 til 8 point ved at tage sejren. Hamilton fik ganske vist en tidsstraf på ti sekunder for episoden med Verstappen, men det afholdt ham altså ikke fra at vinde for fjerde gang i år. Charles Leclerc (Ferrari) lå forrest i næsten hele løbet, men blev overhalet af Hamilton på næstsidste omgang og endte som toer. Vinderens holdkammerat, Valtteri Bottas, blev nummer tre.
Golf. 24-årige Collin Morikawa tog sin anden majortitel i karrieren, da han vandt The Open. Louis Oosthuizen førte The Open efter både første, anden og tredje runde. Men på fjerde og sidste runde mistede sydafrikaneren grebet om førstepladsen i den britiske golfmajor. Den unge amerikaner Collin Morikawa, der startede dagen ét slag efter Oosthuizen, spillede sig til sin anden majortitel i karrieren ved at gå de 18 huller i fire slag under par. Oosthuizen dumpede ned på en delt tredjeplads efter en runde i ét slag over par. En anden amerikaner, Jordan Spieth, blev nummer to ved ligesom Morikawa at gå finalerunden i fire slag under par.




























