Fodbold. Den danske landsholdsangriber Andreas Cornelius skifter den italienske Serie A og Parma ud med tyrkiske Trabzonspor. Det skriver Trabzonspor på Twitter, hvor klubben viser en kort video af danskeren på vej til Tyrkiet iført klubbens trøje. Det fremgår ikke, hvor lang en kontrakt den danske angriber har fået. De seneste to sæsoner har Andreas Cornelius med blandet succes spillet for italienske Parma, men skal altså i fremtiden tørne ud i Tyrkiets bedste række.
Fodbold. Jacob Bruun Larsen fik comeback efter sin udlejning til Anderlecht, fremtvang et straffespark og spillede de første 105 minutter, da Hoffenheim avancerede i den tyske pokalturneringen med en hårdt tilkæmpet 3-2-sejr ude over Viktoria Köln fra 3. Bundesliga. Efter 1-1 i den ordinære kamp blev kroaten Andrej Kramaric matchvinder, da han scorede foran anden gang efter 108 minutter.
Cykling. Efter fem timer i sadlen kunne den 27-årige tysker Phil Bauhaus (Bahrain Victorius) lade sig hylde som vinder af den 216,4 km 1. etape i WorldTour-løbet Polen Rundt fra Lublin til Chelm. Den første styrkeprøve i det syv dage lange arrangement, der overlapper PostNord Danmark Rundt, hvor Bauhaus i øvrigt vandt finaleetapen i 2016, endte i en massespurt med tyskeren først over stregen for sjette gang i denne sæson, mens colombianeren Alvaro Hodeg (Deceuninck-Quick Step) og franskmanden Hugo Hofstetter (Israel Start-Up Nation) besatte de to andre podiepladser. Knap 90 ryttere var med hjem i første gruppe, og blandt disse var Mikkel Frølich Honoré (Deceuninck-Quick Step) og Jonas Gregaard Wilsly (Astana-Premier Tech) som henholdsvis nr. 14 og 56.
Badminton. Når DM starter tirsdag i Esbjerg bliver det uden de tre højest seedede, OL-guldvinderen Viktor Axelsen, OL-kvartfinalisten Anders Antonsen og Rasmus Gemke, der har været smittet med coronavirus. I deres fravær er Hans-Kristian Vittinghus topseedet i single.
Golf. Sejren i Finnish Challenge indbragte Marcus Helligkilde et avancement på 136 pladser på verdensranglisten, hvor han som nummer 237 er tredjebedste dansker efter OL-deltagerne Rasmus Højgaard (nr. 135) og Joachim B. Hansen (169). OL-deltagelsen gav et lille avancement til Nanna Koerstz Madsen og Emily Kristine Pedersen, der nu er nummer henholdsvis 59 og 68 hos kvinderne, hvor Nicole Broch Larsen er nr. 121.
Fodbold. En træner med særlig ekspertise i dødbolde, Mads Buttgereit, var under EM tilknyttet det danske landshold. I fremtiden skal han hjælpe Tysklands landshold. Mandag oplyser Det Tyske Fodboldforbund (DFB), at 36-årige Buttgereit bliver en del af den nye tyske cheftræner Hansi Flicks stab.
Fodbold. 1. divisionsklubben Esbjerg har skrevet en etårig kontrakt med den 23-årige engelske målmand Corey Addai. Han har senest spillet i Barnsley og bliver den syvende, der er kommet til Esbjerg fra Barnsley. Målmanden Mads Kikkenborg, der for nylig fik ophævet sin kontrakt med Esbjerg, har i stedte skrevet kontrakt med Lyngby.
Golf. Abraham Ancer fra Mexico sejrede i PGA-turneringen World Golf Championships, men det er sydkoreanske Kim Si-woo, der stjæler overskrifterne. Kim Si-woo måtte undervejs på 4. runde gennem et decideret rædselshul, hvor han blandt andet fem gange på stribe sendte bolden i vandet. I alt brugte Kim Si-woo 13 slag – heraf fem strafslag – på at spille 11. hul på TPC Southwind-banen i Memphis i Tennessee færdig. Han sluttede næstsidst.
Fodbold. FC Barcelona må undvære den nyankomne argentinske angriber Sergio Agüero i de næste måneder. En skade i højre læg holder veteranen ude i 8-10 uger.
Fodbold. Ekslandsholdsspilleren Murat Yakin er blevet ansat som ny landstræner for Schweiz. Den 46-årige tager over efter Vladimir Petkovic, der for nylig forlod jobbet efter at have ført Schweiz til kvartfinalen ved EM. Yakin kommer fra et trænerjob i den næstbedste schweiziske række hos Schaffhausen.
Fodbold. Superligaklubben FC Nordsjælland og cheftræner Flemming Pedersen har efter en kontraktforlængelse nu papir på hinanden til sommeren 2026. »Jeg nyder dagligt det store fællesskab, jeg har med mine kolleger i staben, på akademiet og i administrationen. Samtidig er det et stort privilegium at arbejde med så mange talentfulde og ærgerrige spillere, og jeg udfordres og lærer stadig noget hver eneste dag», siger den 58-årige træner til klubbens hjemmeside.
Motorsport. 20-årige Christian Lundgaard står foran sin debut i den amerikanske IndyCar-serie. I den kommende weekend skal Lundgaard således bag rattet hos Rahal Letterman Lanigan Racing-holdet i sæsonens 12. løb på den legendariske bane i Indianapolis. Christian Lundgaard kører også Formel 2 for ART-holdet.
Fodbold. AC Horsens fra 1. division har skrevet kontrakt med den 27-årige islænding Aron Sigurdarson fra Royale Union Saint-Gilloise, der i sidste sæson rykkede op i den bedste belgiske række.
Cykling. Alexander Kamp og Trek har forlænget kontrakten til udgangen af 2022.
Fodbold. FC Barcelonas træner Ronald Koeman udtrykker forsigtig optimisme trods superstjernen Lionel Messis exit fra klubben. »Med de kontrakter, vi har indgået, og de unge, som er fremtiden for denne klub, har vi et fantastisk hold. Vi er overbeviste om, at vi kommer til at give vores fans mange gode oplevelser i denne sæson«, siger Ronald Koeman ifølge Ritzau til nyhedsbureauet dpa.
Fodbold. Martin Braithwaite var på pletten, da FC Barcelona søndag aften slog Juventus i en testkamp. I anden halvleg kom den danske landsholdsspiller først på et hjørnespark og headede bolden i netmaskerne til 2-0. Kampen sluttede 3-0.
Fodbold. FC København-træner Jess Thorup er ifølge Ritzau på jagt efter en spiller eller to til offensiven. »Jeg kunne godt se flere spillere komme til«, siger Thorup til Ritzau og tilføjer: »Jeg synes ikke, vi har et dårligt hold, men hvis vi skal spille tre kampe hver uge, så skal vi kunne holde niveauet, selv når vi roterer. Vi har brug for en rigtig bred trup«.
Motorsport. Kevin Magnussen og hans hollandske holdkammerat, Renger van der Zande, blev søndag nummer tre i sæsonens syvende løb i den amerikanske Imsa-serie. I delstaten Wisconsin kørte Magnussen sit Chip Ganassi-hold på podiet for tredje gang i denne sæson. Kevin Magnussen skal 21.-22. august køre Le Mans. Blandt andre med sin far, Jan Magnussen.
Olympisk. Grækenlands mandlige vandpolohold vandt sølv ved OL i Tokyo og donerer nu halvdelen af de præmiepenge, 750.000 kroner, holdet har modtaget af en gavmild sponsor til ofrene for skovbrande over hele landet. Det oplyser vandpoloholdets kaptajn, Giannis Foundoulis, ifølge Ritzau i en erklæring søndag.