Fodbold. Efter 312 landskampe med 128 scoringer, to verdensmesterskaber og to OL-guldmedaljer er det ved at være slut for amerikaneren Carli Lloyd. I en alder af 39 år indstiller hun karrieren efter denne sæson, når hun har færdigspillet sæsonen for NJ/NY Gotham FC. Sine sidste mål på landsholdet scorede Carli Lloyd, da hun gjorde det til 3-1 og 4-1 på vej mod USA’s sejr på 4-3 over Australien i bronzekampen ved OL i Tokyo. Carli Lloyd blev to gange kåret som verdens bedste kvindelige fodboldspiller af Det Internationale Fodboldforbund, Fifa.
Fodbold. Andreas Cornelius fik debut fra starten af 2. halvleg, da Trabzonspor vandt 5-1 ude over Malatyaspor i den tyrkiske Super Lig. Trabzonspor førte 4-1, da 28-årige Cornelius efter skiftet fra Parma kom på banen.
Fodbold. Trods en sejr på 3-1 over Preussen Münster er Wolfsburg færdig i den tyske pokalturnering. Med seks udskiftninger foretog Wolfsburg én for meget, hvilket har medført, at klubben er blevet taberdømt. »Vi er uenige i dommen og kigger på vores juridiske muligheder«, siger direktøren Tim Schumacher til Wolfsburgs hjemmeside.
Fodbold. FC Barcelonas forsvarschef Gerard Pique gav søndag efter 4-2-sejren mod Real Sociedad et sjældent set indblik i, hvor slem økonomisk uføre storklubben reelt er i. Pique siger ifølge nyhedsbureauet AP, at han før sæsonstarten frivilligt er gået ned i løn, så klubben ville være i stand til at overholde de spanske regler om lønloft og økonomisk fairplay, og registrere nye spillere som eksempelvis hollænderen Memphis Depay. Tre andre spillere øverst i hierarkiet og med lokalt catalansk blod i årerne – anfører Sergio Busquets samt vicekaptajnerne Jordi Alba og Sergi Roberto – vil ifølge Pique vil også gå ned i løn. »Det er det, der skal til«, siger Pique ifølge AP. »Vi kaptajner har hele tiden haft en intention om at foretage de justeringer«, siger Pique, mens Jordi Alba tilføjer: »Jeg har været her i ti år og yderligere otte år i ungdomssystemet. Det er mit hjem«. Barcelonas gæld er ifølge klubpræsidenten Joan Laporta steget til 1,35 milliarder euro, ca. 10 milliarder kroner. »Vores lønudgifter ligger på 103 procent af vores totalindtægter«, meddeler Laporta på et pressemøde mandag.
Fodbold. Efter at have solgt den 23-årige målmand 23-årige Peter Vindahl Jensen til AZ Alkmaar i Holland på en kontrakt frem til sommeren 2025, har FC Nordsjælland lejet den 22-årige Eduardo Dos Santos Haesler fra Werder Bremen for resten af sæsonen. Den 196 cm høje Haesler har ikke fået debut på Bremens førstehold, men har spillet 28 kampe for andetholdet i Regionalliga Nord.
Cykling. VM i banecykling, der ikke som planlagt kunne afvikles i Turkmenistan på grund af coronasituationen, vil i stedet blive kørt i Roubaix fra 20. til 24. oktober.
Fodbold. AC Horsens har skrevet kontrakt til sommeren 2024 med Lubambo Musonda, der har spillet 23 landskampe for Zambia. En hurtig back med offensive kvaliteter, skriver 1. divisionsklubben om den 26-årige, der senest spillede i Slask Wroclaw. Også Esbjerg har hentet nyt i den 23-årige kroatiske midtbanespiller Dino Halilovic, der senest har spiller for NK Istra i hjemlandet.
Golf. Søndagens 3.-plads i Cazoo Classic gav Rasmus Højgaard en fremgang på 13 pladser på mændenes verdensrangliste, hvor han fortsat er bedste dansker som nummer 122. Hos kvinderne er der tre danskere højere rangeret efter weekenden Scottish Open: Nanna Koerstz Madsen er nr. 63 (4 pladser tilbage), Emily Kristine Pedersen er nr. 67 (1 plads frem) og Nicole Broch Larsen er nr. 121.
Fodbold. Den belgiske landsholdsmålmand Thibaut Courtois har underskrevet en kontraktforlængelse med Real Madrid, så aftalen nu gælder til sommeren 2026.
Fodbold. To mål og en assist aftvinger respekt. Martin Braithwaite var afgørende, da Barcelona indledte den første ligasæson i 17 år uden Lionel Messi og besejrede Real Sociedad 4-2. Træner Ronald Koeman roser Braithwaites udvikling. »Jeg er begejstret over at have spillere som ham«, siger Koeman ifølge sportsavisen Marca og tilføjer: »Han er en eksemplarisk professionel. Han arbejder altid for holdet og har forbedret sit spil«. Både Marca og en anden stort avis, Sport, udråber Braithwaite som Barcelonas bedste i sæsonpremieren.
Paralympisk. Tilskuere tillades ikke ved de paralympiske lege i Tokyo, hvor konkurrencerne begynder på tirsdag i næste uge. Japan kæmper i øjeblikket med stigende smittetal i flere regioner, og derfor bliver tilskuere forbudt.
Cykling. Danske Jonas Gregaard skifter fra World Tour-holdet Astana til det norske prokontinentalhold Uno-X. Han har fået en toårig kontrakt fra næste sæson.
Fodbold. AGF’s anfører Patrick Mortensen er træt af den dårlige sæsonstart med nu fem kampe i Superligaen på stribe uden sejr. Kaptajnen minder dog om, at situationen var det samme i forrige sæson, hvor AGF trods en dårlig start vandt bronze. »Som jeg sagde for en uge siden, så stod vi i samme situation med to point efter fem kampe for to sæsoner siden. Dermed ikke sagt, at jeg synes, det er fedt, for det er det overhovedet ikke«, siger Mortensen til Ritzau efter 1-3 mod FC København. Han tilføjer: »Vi skylder vores fans, at vi ikke møder sådan her op til sådan en kamp, når de giver os sådan en kulisse«.
Tennis. Veteranen Roger Federer er blevet knæopereret og skal holde pause i adskillige måneder. »Jeg kommer til at være på krykker i mange uger«, meddeler den 40-årige Federer på Instagram.
Paralympisk. Legene i Tokyo indledes på tirsdag i næste uge og den danske medaljemålsætning er nu blevet meldt ud. Pandemien har haft betydning for atleternes forberedelser og har gjort det vanskeligere at sætte et mål. »Vi tror dog stadig på, at det er realistisk at stile mod 5-7 medaljer. Vi har nogle fantastiske atleter, der ligger helt i verdenstoppen, men vi kender jo ikke de omstændigheder, som de andre atleter har haft at træne under midt i pandemien«, siger Nicklas Bjaaland, chef de mission for PL. Danmark er repræsenteret af 25 atleter i Tokyo.