0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Stephen Lew/Ritzau Scanpix
Foto: Stephen Lew/Ritzau Scanpix

Superdome i New Orleans plejer at kunne præsentere masser af dramatisk under NFL-kampene, men orkanen Ida har medført en pause i underholdningen.

Orkanen Ida tvinger NFL-hold væk fra sin hjemmebane

De seneste nyheder fra sportens verden.

NFL. Orkanen Ida har tvunget New Orleans Saints væk fra sin sædvanlige hjemmebane, Superdome. I sæsonens første kamp mod Green Bay Packers, som spilles søndag i næste uge, må Saints derfor låne Tiaa Bank Field i Jacksonville. Det oplyser NFL i en pressemeddelelse, og på Saints’ hjemmeside forholder holdejer Gayle Benson sig til flytningen. »Det er aldrig en nem beslutning at træffe, når det indebærer, at man ikke skal spille hjemme i Caesars Superdome, men jeg er sikker på, at det er den rigtige beslutning for vores by på nuværende tidspunkt«, siger Gayle Benson ifølge Ritzau. Saints har flyttet træningen midlertidigt til Dallas i Texas, mens New Orleans forsøger at komme sig oven på det voldsomme vejr, der ramte søndag.

Ida gik i land i delstaten Louisiana kort før middag søndag lokal tid. På det tidspunkt var det en kategori 4-orkan – det næsthøjeste trin på skalaen. Efter orkanens besøg har mere end en million mennesker i Louisiana været uden strøm, og der er også mangel på blandt andet vand og benzin.

Tennis. Casper Ruud var seedet som nr. 8 i grand slam-turneringen US Open. I onsdagens 2. runde-kamp mod hollænderen Botic van de Zandschulp var han tilmed storfavorit, men kvalifikationsspilleren leverede overraskelsen. Tre timer og fem minutter tog det van de Zandschulp at vinde 3-6, 6-4, 6-3, 6-4, og i næste runde møder han en argentiner. Om det bliver Facundo Bagnis eller Marco Trungelliti afgøres senere onsdag.

Motorsport. 41-årige Kimi Räikkönen, der er tidligere verdensmester, stopper som formel 1-kører efter denne sæson. Det oplyser finnen på Instagram onsdag. »Det er slut. Dette bliver min sidste sæson i formel 1. Jeg tog beslutningen i vinter. Det er ikke en let beslutning, men efter sæsonen er det tid til at prøve nye ting«, skriver Räikkönen. Finnen vandt som Ferrari-kører i 2007 verdensmesterskabet. Han debuterede i formel 1 i 2001 og har med 344 løb rekorden for flest deltagelser i formel 1. Det er blevet til 21 løbssejre undervejs og 103 pladser på podiet. Han har i formel 1-sammenhæng repræsenteret Sauber, Ferrari, Lotus, McLaren og i de seneste tre sæsoner Alfa Romeo.

Fodbold. HB Køges kvinder fik en ønskestart på Champions League-duellen med Sparta Prag, da de onsdag aften på udebane vandt 1-0. Målscorer var Cornelia Kramer. Om en uge spilles returkampen i Køge, og ender det med samlet dansk sejr, skal HB Køge deltage i gruppespillet, hvor 16 klubber er med. Champions League starter 5. oktober.

Håndbold. Aalborg Håndbold har vundet DM-guld de seneste tre sæsoner. Den stime håber konkurrenterne i den danske håndboldliga at bryde i år, og både GOG og Bjerringbro-Silkeborg må anses som gode bud på titeludfordrere. Kun GOG kom ud af første spillerunde med en sejr, og det kunne holdet i høj grad takke Mathias Gidsel for. Gidsel tegnede sig for otte scoringer på ni forsøg og blev topscorer for GOG, der vandt 39-30 over Ribe-Esbjerg, mens Bjerringbro-Silkeborg skuffede tog hjem fra mødet med Fredericia Håndboldklub med et nederlag på 26-28.

Fodbold. Intet superligahold er røget ud af pokalturneringen endnu. Onsdag spillede OB sig videre til tredje runde af turneringen med en sejr på 2-1 over FC Roskilde fra 3. division, mens SønderjyskE besejrede Hillerød fra 2. division med 5-0. Dermed følger holdene i fodsporene på AaB, der allerede tirsdag spillede sig videre ved at udradere Odense-klubben Fiuk med 13-0.

Fodbold. FC København var aktive lige op til midnat, hvor transfervinduet lukkede. Den 18-årige Isak Bergmann Johannesson blev købt i svenske IFK Norrköping, der ifølge flere svenske medier har fået 30-35 millioner kroner for stortalentet, som ifølge FCK-sportsdirektør Peter Christiansen »har været i søgelyset hos nogle af Europas allerstørste klubber«. Den offensive midtbanespiller, der allerede har fået debut på Islands A-landshold, kommer til København på en aftale gældende til sommeren 2026. »Han er meget langt i sin udvikling, mens potentialet fortsat er stort, og det skal Jess (Thorup, cheftræner, red.) og resten af staben nu forløse«, siger sportsdirektøren til FCK’s hjemmeside.

Robert Deutsch/Ritzau Scanpix
Foto: Robert Deutsch/Ritzau Scanpix

Simona Halep er klar til 3. runde af US Open i New York.

Tennis. Efter en lang pause på grund af skader ser det ud til, at Simona Halep er på vej til at finde noget af sit tidligere niveau. Onsdag spillede rumæneren 2. runde-kamp mod slovakiske Kristina Kucova, og med en 6-3, 6-1-sejr er Halep klar til 3. runde, hvor hun skal møde enten Elena Rybakina fra Kasakhstan eller Caroline Garcia fra Frankrig. Halep er i nederste lodtrækningshalvdel sammen med f.eks. 2. seedede Aryna Sabalenka og 5. seedede Elina Svitolina.

Håndbold. The Double-vinderen Odense Håndbold åbnede onsdag aften den nye ligasæson og sit titelforsvar med en 34-21-sejr på udebane over Silkeborg-Voel. Sejren var en lille revanche for holdets nederlag til Viborg HK i Super Cuppen i sidste uge. Især den rutinerede Mia Rej markerede sig med flere scoringer, da Odense i anden halvleg trak fra og sikrede sig den komfortable sejr. Hun blev også kampens topscorer med otte mål.

Cykling. På den 168,5 km lange 3. etape i WorldTour-løbet Benelux Tour fra Essen til Hoogerheide blev den 24-årige Mathias Norsgaard (Movistar) noteret for sit hidtil bedste internationale resultat som professionel, da han efter at have deltaget i et femmands udbrud stort set hele dagen i spurten kun blev overtrumfet af hollænderen Taco van der Hoorn (Intermarché). Kvintetten blev næsten fanget på målstregen, hvor slovakken Peter Sagan var den hurtigste blandt forfølgerne og således besatte 6. pladsen, mens Mads Pedersen (Trek-Segafredo) blev nr. 10. Kasper Asgreen (Deceuninck-Quick Step) ligger fortsat nr. 2 sammenlagt 19 sekunder efter schweizeren Stefan Bissegger (EF).

Tennis. Naomi Osaka er videre til 3. runde i US Open uden at løfte en ketsjer i 2. runde. Den serbiske kvalifikationsspiller Olga Danilovic har således trukket sig med en skade før opgøret mod den tredjeseedede Osaka. I første runde besejrede Osaka i to sæt tjekken Marie Bouzkova. Den 23-årige japaner er på jagt efter sin tredje US Open-titel og sin femte Grand Slam-titel i karrieren. I 3. runde skal hun op mod vinderen af en kamp mellem estiske Kaia Kanepi og canadiske Leylah Fernandez. Osaka vandt US Open i både 2018 og 2020. Hun er desuden gået hele vejen i Australian Open i 2019 og 2021.

Fodbold. Den tyske forsvarsklippe Jerome Boateng fortsætter karrieren i den franske Ligue 1. Her har Lyon givet den tidligere Bayern München-spiller en toårig kontrakt.

Para-OL. Cykelrytteren Kim Klüver måtte udgå af linjeløbet ved legene i Tokyo, da han undervejs på den knap 80 km lange rute blev overhalet med en omgang og i henhold til reglerne derfor blev taget ud af løbet. Hollandske Jetze Plat blev paralympisk mester.

Para-OL. I svømmebassinet var Amalie Vinther i sin tredje finale i Tokyo, men selv om den 25-årige dansker satte personlig rekord i 100 meter bryst i sin klasse, rakte det blot til en 8. plads.

Para-OL. Den amerikanske multiatlet Oksana Masters har ved de igangværende lege vundet guld i begge cykeldiscipliner og har nu medaljer ved para-OL i fire forskellige idrætsgrene. Den 32-årige med rødder i området omkring Tjernobyl i Ukraine indledte sin para-karriere som som bronzevindende roer i London i 2012, inden hun ved vinterlegene i Sotji i 2014 sprang ud som langrendsløber og fire år senere i Pyeongchang også vandt to sølvmedaljer i skiskydning. Oksana Masters, der mangler begge ben, blev forladt af sine biologiske forældre på et børnehjem i Ukraine, da hun var 6 år, men blev siden adopteret af en amerikansk familie.

Lisi Niesner/Ritzau Scanpix
Foto: Lisi Niesner/Ritzau Scanpix

Oksana Masters har nu vundet ti paralympiske medaljer.

Fodbold. Den franske 2018-verdensmester Antoine Griezmann skifter på en lejeaftale fra Barcelona til Atlético Madrid, hvor han tidligere huserede med stor succes. Samtidigt har Barcelona polstret offensiven ved at leje den hollandske angriber Luuk de Jong i Sevilla.

Fodbold. Superligaklubben AaB nedjusterer årets regnskabsforventninger fra et underskud på 8-13 millioner kroner til et underskud i niveauet 15-18 millioner kroner. »Nedjusteringen kan henføres til manglende forventede transferindtægter i indeværende transfervindue«, skriver klubben på sin hjemmeside.

Fodbold. AGF har købt den 23-årige midtbanespiller Mikael Andersson af FC Midtjylland. Mikael Anderson, der er vokset op i Harlev, men er født på Island, spillede som ungdomsspiller i AGF fra 2009-2013.

Fodbold. Vejle har lejet den norske målmand Sten Grytebust i FC København. FC København har også udlejet den 19-årige newzealandske midtbanespiller Marko Stamenic til HB Køge fra 1. division til udgangen af 2021.

Fodbold. Superligaklubben OB får tilgang af norske Nicholas Mickelson med det samme. Mandag lød det ellers, at fynboerne havde skrevet kontrakt med Mickelson fra 1. januar, men nu er der enighed om et skifte med det samme.

Fodbold. Randers FC har lejet angriberen Stephen Odey fra belgiske Genk.

Fodbold. Paris SG har lejet den kun 19-årige portugisiske back Nuno Mendes i Sporting CF ankommer og har samtidigt udlejet den spanske offensivspiller Pablo Sarabia til Sporting.

Fodbold. Chelsea har lejet den 26-årige spanske midtbanespiller Saúl Ñíguez hos Atlético Madrid. Der er tale om en etårig lejeaftale med købsoption.

Tennis. Veteranen Andy Murray har prøvet det meste i et langt liv i ketsjersporten, men grækeren Stefanos Tsitsipas’ mange toiletbesøg under deres kamp i 1. runde af US Open var dog noget, Murray ikke havde været udsat for før.

I en maratonkamp på knap fem timer trak den 3. seedede græker det længste strå med 2-6, 7-6, 3-6, 6-3, 6-4. Murray kritiserer den 23-årige græker for at bryde rytmen ved at skabe så mange spilafbrydelser, og han opfordrer til, at der gøres noget ved reglerne, så det ikke ødelægger sporten. »Jeg ønskede ikke at deltage i pressekonferencen, fordi jeg vidste, at jeg ville sidde og komme til at ligne en, der bare svinede ham til«, siger Murray ifølge Ritzau og tilføjer: »Det var helt galt, og det ved han«.

Amerikansk fodbold. 25-årige Hjalte Froholdt kommer ikke umiddelbart til at spile nogen rolle i den kommende NFL-sæson. Danskeren er nemlig blevet sorteret ud af truppen på 53 mand hos Houston Texans. Andre hold har i det kommende døgn mulighed for at tilknytte danskeren. Andetsteds i NFL har England Patriots fyret quarterbacken Cam Newton, der tabte en intern magtkamp om nøglepositionen på holdet til førsteårsspilleren Mac Jones.

Ishockey. De canadiske kvinder vandt VM-turneringen, da de i finalen vendte 0-2 til sejr på 3-2 i overtiden mod USA. Det var Canadas 11. VM-titel.

Læs mere:

Annonce