0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Dansk dressurs superstjerne leverer varen og sikrer sig EM-bronze

Læs de seneste nyheder fra sportens verden.


Dressur. Cathrine Dufour leverede en toppræstation, da hun på Bohemian red sig til individuelt EM-bronze i det såkaldte Grand Prix Special efter at hun tidligere på ugen havde været med til at sikre hold-bronze. Og så var den danske superstjerne endda tæt på sølvet, der i stedet gik til den tyske dressurdronning under Isabell Werth og Weihegold med et forspring på 0,6 procent. Tyske Jessica Von Bredow-Werndl og Dalera red sig sikkert til guldet med hele 84.271 procent. Det var fjerde gang i karrieren, Cathrine Dufour vandt EM-bronze, men første gang sammen med Bohemian.

Fodbold. Med 2-1 hjemme over Hobro fik Esbjerg efter en tumultarisk tid den første sejr i denne sæson i 1. division. Hobro chokstartede og kom foran 1-0 ved Mikkel M. Pedersen i kampens andet minut, men vestjyderne viste god moral med to mål efter pausen. Rudi Pache udlignede, mens Seid Korac blev matchvinder i 89. minut. Med nederlaget rykkede Hobro ned på rækkens sidsteplads.

Golf. Joachim B. Hansen og sidste uges triumfator Nicolai Højgaard er i denne uges Europa Tour-turnering BMW PGA Championship lige i hælene på de bedste. Begge danskere er på en delt 14. plads med to runder i samlet 7 slag under banens par. Det er 5 slag efter den førende Kiradech Aphibarnrat fra Thailand.

Motorsport. Forleden blev det officielt, at Valtteri Bottas forlader Mercedes, når denne formel 1-sæson er slut. Men at finnen stadig er djævelsk hurtig, når det gælder, viste han i kvalifikationen til lørdagens sprintløb på Monza. Han satte nemlig hurtigste tid foran verdensmester Lewis Hamilton ligeledes Mercedes, mens Max Verstappen (Red Bull) og Lando Norris (McLaren) holder i anden startrække. Sprintløbet køres over 18 omgange og de tre første belønnes med 3, 2 og 1 point. Samtidig afgør slutstillingen, startrækkefølgen til søndagens italienske grandprix. Det er anden gang i sæsonen, der køres et sprintløb, og der venter et tredje i Brasilien senere på sæsonen.

Fodbold. Sjællandserieklubben Værebro i Gladsaxe har endnu en gang fået tilgang af en tidligere landsholdsspiller. Målmanden Stephan Andersen bliver på Værebros facebookside præsenteret som ny spiller i klubben, der tidligere har haft Martin Albrechtsen og Nicki Bille Nielsen tilknyttet førsteholdet.

Fodbold. En million kroner er sat af til at undersøge en mulig udvidelsen af Parken. Det er resultatet af budgetforliget i Københavns Kommune, som faldt på plads torsdag. Kommunens Beskæftigelses- og Integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), bekræfter over for Radio4, at hensigten er at udvide Danmarks nationalarena og FC Københavns hjemmebane, Parken. »Målet er at se, om vi kan bruge en grund ved siden af Parken til at hjælpe Parken med at udvide tilskuerkapaciteten. Det kunne for eksempel være ved at lægge VIP-faciliteter, mødelokaler og andet på den grund for at skabe plads til flere tilskuerpladser på stadion«, siger Lonning-Skovgaard til Radio4. Den maksimale kapacitet ved fodboldkampe i Parken er nu 38.065, men den kan i nogle tilfælde være reduceret af blandt andet sikkerhedsmæssige årsager. Da Danmark tirsdag slog Israel 5-0 i VM-kvalifikationen, overværede 35.158 tilskuere fra Parkens tribuner.

Håndbold. Ambitiøse Horsens har fået en dårlig start i kvindernes liga med nederlag i de tre første kampe. Det har fået klubben til at fyre træner Lars Frederiksen, skriver TV 2. Lars Frederiksen, der har været i den østjyske klub siden 2019, erstattes med øjeblikkelig virkning af Jan Leslie.

Fodbold. I tirsdags tabte Tyrkiet 6-1 til Holland i VM-kvalifikationen, og det nederlag har nu fået konsekvenser for Senol Günes. Han er nemlig blevet fyret som Tyrkiets landstræner.

Badminton. Alexandra Bøje og Mette Poulsen har fået formildet straffen for dårlig opførsel i DM-finalen. Badminton Danmark tildelte damedoublen tre måneders karantæne, efter at duoen i midten af august i DM-finalen brokkede sig over en servedommer og truede med at forlade kampen. De to spillere valgte efterfølgende at appellere kendelsen til Danmarks Idrætsforbunds appelinstans, der torsdag har nedsat straffen til to måneders karantæne. Det oplyser formanden for Badminton Danmark, Tore Vilhelmsen, fredag til TV2 Sport, ifølge Ritzau.

Tennis. De to teenagere Leylah Fernandez fra Canada og Emma Raducanu fra Storbritannien er begge klar til deres første grand slam-titelkamp, når de mødes i US Open-finalen lørdag. Natten til fredag dansk tid besejrede 19-årige Fernandez verdens nr. 2 Aryna Sabalenka fra Hviderusland med cifrene 7-6, 4-6, 6-4 i den ene semifinale. »Der ligger mange års hårdt arbejde, blod, sved og tårer bag«, siger Leylah Fernandez ifølge Ritzau om sin evne til at holde hovedet koldt. I finalen skal hun møde den 18-årige brite Emma Raducanu, der er rangeret som nr. 150 i verden. Det står klart, efter at den unge brite tidligt fredag morgen dansk tid vandst over grækeren Maria Sakkari i den anden semifinale med cifrene 6-1, 6-4. Finalen bliver dermed den første grand slam-finale mellem to teenagere, siden Serena Williams som 17-årig besejrede den dengang 18-årige Martina Hingis ved US Open i 1999.

Cykling. Hollandske Tom Dumoulin (Jumbo-Visma) er tvunget til at indstille sæsonen efter en påkørsel under torsdagens træning. Den 30-årige rytter brækkede sit håndled og gennemgår fredag en operation, oplyser Jumbo-Visma på cykelholdets hjemmeside. Ulykken betyder, at Dumoulin misser både VM, sit eget nystartede løb Tour of Dumoulin og Lombardiet Rundt. »Det er en stor skuffelse. Min sæson er overstået. Det er et stort nederlag, for jeg følte lige, at jeg var blevet godt kørende igen«, siger Tom Dumoulin ifølge Ritzau.

E-sport. Fredag i sidste uge meddelte den danske e-sportsorganisation Astralis, at man havde opkøbt Disrupt Gamings hold i spillet Rainbow Six – et taktisk skydespil ligesom Counter-Strike er det. Det bringer Astralis op på at have hold inden for fire forskellige computerspil – Counter-Strike, League of Legends, Fifa og altså Rainbow Six. Men mere bemærkelsesværdigt, end at man tilføjer endnu et hold, er det, at man med opkøbet træder ind på det store amerikanske gamingmarked. I pressemeddelelsen om opkøbet udtalte grundlægger Jakob Lund Kristensen:

»Vi har længe ønsket at etablere os på det nordamerikanske marked, og efter at have fulgt Rainbow Six-ligaerne i Nordamerika og globalt er vi overbevist om, at det er et spil og en liga, der vil bidrage positivt til vores kommercielle aktiviteter«.

Fodbold. Den 28-årige serber Milan Jevtovic skiftede for et år siden til AGF, men det lykkedes aldrig at få et gennembrud i den aarhusianske superligaklub. Denne sommer drog kantspilleren videre til norske Odd. Jevtovic hævder nu, at han aldrig fik en forklaring på, hvorfor han sjældent var på banen. »Selvfølgelig er jeg skuffet over AGF. Jeg er en stor mand, som altid siger sandheden. De kunne have sagt, at jeg var dårlig, eller at de ikke ville have mig, men de sagde aldrig noget, og det var skuffende«, siger Jevtovic til bold.dk.

Cykling. Banelandstræner Casper Jørgensen siger til TV2 Sport, at han fortsætter. Efter OL i Tokyo blev han bragt i tvivl om sin fremtid, da baneholdet i 4.000 meter holdforfølgelse missede guldet.

Kim Klement/Ritzau Scanpix
Foto: Kim Klement/Ritzau Scanpix

44-årige Tom Brady bliver ved med at vise højt niveau i NFL for Tampa Bay Buccaneers.

NFL. De forsvarende Super Bowl-mestre fra Tampa Bay Buccaneers fik natten til fredag dansk tid en perfekt start på den nye NFL-sæson, da holdet besejrede Dallas Cowboys 31-29. Sejren kom blandt andet i hus takket være en storspillende Tom Brady. Den 44-årige quarterback-legende kastede i løbet af opgøret 379 yards og fire touchdowns for Tampa Bay Buccaneers. To af disse kast blev sendt direkte i armene på hans holdkammerat gennem mange år, Rob Gronkowski.

Fodbold. Den argentinske stjerne Lionel Messi blev natten til fredag dansk tid den mest scorende spiller nogensinde i sydamerikansk fodboldhistorie. Med et hattrick i Argentinas 3-0-sejr over Bolivia i VM-kvalifikationen slettede han den brasilianske målkonge Pelés hidtidige rekord. Messi har nu scoret 79 landsholdsmål. Pelés rekord lød på 77. Det skriver nyhedsbureauet dpa. Den 34-årige argentinske superstjerne tangerede rekorden efter kun 14 minutter, da han gjorde det til 1-0. Med sin scoring til 2-0 i det 64. minut skrev han sig ind i historiebøgerne, inden han cementerede rekorden med sit tredje mål i det 88. minut. I den sydamerikanske kvalifikation er det Brasilien, der topper tabellen, da holdet med 2-0 over Peru, bl.a. på mål ved Messis PSG-holdkammerat Neymar, kan notere otte sejre i otte kampe.

Ishockey. Det blev ikke til revanche, da Rungsted Seier Capital torsdag tog imod Klagenfurt i ishockeyens Champions League. I søndags tabte de forsvarende danske mestre til østrigerne i overtid. Denne gang blev det til et nederlag i ordinær spilletid på 1-5. Det efterlader Rungsted i bunden af sin gruppe med tre point efter lige så mange kampe. Allerede lørdag får nordsjællænderne dog mulighed for at rejse sig, når ukrainske Donbass kommer på besøg i Bitcoin Arena i Hørsholm. Det hold vandt Rungsted over i fredags efter straffeslag.

Annonce