Se alle referaterne fra weekendens runde i Superligaen.

Skuffende FCK henter kun et point på FCM med uafgjort i Silkeborg

Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Silkeborg - FC København 0-0

Silkeborg burde søndag have vundet over FC København i Superligaen. Manglende skarphed gjorde dog, at københavnerne fik 0-0 og kunne tage et enkelt point med tilbage til hovedstaden.

FCK havde ellers muligheden for at hale ind på FC Midtjylland, som tidligere søndag tabte med hele 0-3 til AGF.

En tam indsats var dog skyld i, at der stadig er fem point for FCK på andenpladsen op til midtjyderne med 34 point på førstepladsen.

Silkeborg fortsatte i kampen det imponerende pasningsspil, som holdet er blevet rost for i sæsonen hidtil.

Målene udeblev dog, og Silkeborg er nu faldet til sjettepladsen med 23 point efter 15 kampe, da Brøndby med en 2-1-sejr tidligere søndag over OB overhalede oprykkerholdet.

Silkeborg var en kende bedre end FCK i første halvleg, som dog var ganske chancefattig.

Hjemmeholdet havde optræk til rigtig meget, men et skud fra distancen lige over mål af svenske Robert Gojani var det mest nærgående forsøg.

Farligt blev det dog heller ikke i den anden ende, hvor FCK kæmpede med både spil og chancer, og derfor stod det 0-0 ved pausen.

I anden halvleg kom Silkeborg ud med endnu mere power fra start, og i det 57. minut var det kun en fremragende dobbeltredning af FCK’s polske keeper, Kamil Grabara, som holdt værterne fra fadet.

Først parerede målmanden et skud fra Silkeborgs Rasmus Carstensen, og på returen stod han i vejen for Sebastian Jørgensens forsøg tæt under mål.

Københavnerne lykkedes herefter med at få neutraliseret silkeborgenserne lidt mere, og resten af kampen var mere jævnbyrdig.

Brøndby - OB 2-1

0-1 Mads Frøkjær-Jensen (8) 1-1 Mikael Uhre (20) 2-1 Morten Frendrup (90)

Med en ny sen og afgørende scoring tog Brøndby en uhyre vigtig sejr, da OB søndag blev sendt hjem fra Brøndby Stadion med et nederlag på 1-2.

Sene mål har på det seneste afgjort Brøndbys kampe mod både Viborg og Vejle, og denne gang var det Morten Frendrups tur til at slå sømmet i modstanderens kiste.

Med sejren har Brøndby otte points forspring ned til OB, der jagter netop Brøndby for en plads i top-6, og fynboerne skal nu skabe mirakler for at nå sin målsætning i denne sæson.

Brøndby er nummer fem med 24 point efter 15 kampe, og der er fem point ned til AGF lige uden for top-6.

Kampen var særdeles jævnbyrdig og blev spillet i et højt tempo. OB skabte store chancer i slutningen af kampen, men det var altså Brøndby, der var skarpest og løb med de tre point.

OB bragte sig efter otte minutter på 1-0 med et veludført kontraangreb, hvor midterforsvarer Jeppe Tverskov fandt Mads Frøkjær, der nettede tæt under mål.

Det mål var ganske symptomatisk for OB’s tilgang til kampen. Gæsterne stod dybt og overlod bolden til Brøndby.

Efter 20 minutter dukkede Brøndbys Mikael Uhre op og headede udligningen ind til 1-1, da han efter en tilfældighed udnyttede tøvende forsvarsspil i OB-feltet.

Brøndby var siden i teten, men hverken de blå-gule eller OB skabte store muligheder før pausen, da kvaliteten i de afgørende momenter faldt i en halvleg, der blev spillet i et højt tempo.

Tempoet fortsatte højt i anden halvleg, hvor de sidste 45 minutter startede med et stort OB-overtag og muligheder til Tverskov på et hovedstød og Aron Thrandarson med en god afslutning.

Brøndby skiftede derfor tre mand, og det gav en positiv effekt, da værterne tog brodden af gæsterne. Men ligesom i første halvleg kom Brøndby ikke frem til mange afslutninger.

Det gjorde OB til gengæld til sidst, da indskiftede Issam Jebali havde en kæmpe chance tæt på mål, inden Bashkim Kadrii også fik reddet et nærgående forsøg.

Men til allersidst var Brøndby skarpest, da 20-årige Morten Frendrup blev matchvinder med en flot afslutning til 2-1.

AGF - FC Midtjylland 3-0

1-0 Patrick Mortensen (16) 2-0 Mikael Anderson (24) 3-0 Mustapha Bundu (41)

AGF overraskede søndag alt og alle, da de ellers trængte aarhusianere bankede Superligaens førerhold, FC Midtjylland, med 3-0 hjemme på Ceres Park.

I en særdeles effektiv første halvleg fik AGF sat kampens tre scoringer ind, og hjemmeholdet fik løst de scoringsproblemer, som har plaget klubben i denne sæson.

Det har særligt haltet for sidste sæsons AGF-topscorer, Patrick Mortensen, men angriberen fik brudt måltørken med sin første scoring i åbent spil i denne sæson.

AGF havde lært af sidste måneds 0-4-nederlag til selv samme FCM-hold, for David Nielsens mandskab fik lukket ned for midtjydernes altid stærke omstillinger med en kompakt defensiv.

Det er en tiltrængt skalp for AGF-mandskabet, som med den fortjente sejr holder sig til i kampen om top-6 på en øjeblikkelig syvendeplads med 19 point efter 15 kampe.

FCM besidder fortsat duksepladsen i toppen af Superligaen med 34 point.

FCM tog initiativet fra start, men midtjyderne havde svært ved at bryde igennem værternes tætte defensiv.

AGF sørgede for ikke at komme på bagkant af midtjydernes hurtige angribere og kunne nemt afvise gæsternes forsøg.

I stedet stak AGF kniven ind efter 16 minutter, hvor Patrick Mortensen hamrede sit blot andet sæsonmål ind.

AGF bragte særligt FCM på glatis, når hjemmeholdet kom bag om FCM’s wingbacks på kanterne. Først øgede den tidligere FCM-spiller Mikael Anderson til 2-0, mens Mustapha Bundu gjorde det til pausestillingen 3-0.

I anden halvleg fortsatte kampbilledet. FCM var mest på bolden, mens det var aarhusianerne, som skabte flest chancer.

AGF lukkede godt ned for FCM, og det skabte store frustrationer hos gæsterne, som ikke kunne finde de offensive løsninger.

Små ti minutter før tid havde midtbanespilleren Albert Grønbæk alletiders chance for at sætte et ekstra søm i kisten, men en vild blokering forhindrede den unge AGF-spiller i at deltage i målscoringen.

Vejle - SønderjyskE 3-1

1-0 Arbnor Mucolli (33) 2-0 Saeid Ezatolahi (59) 3-0 selvmål af Duplexe Tchamba 3! Emil Holm (89)

Sønderjyskes første kamp efter fyringen af holdets træner Michael Boris blev langt fra som ønsket

Søndag tabte holdet på udebane med 1-3 til bundproppen fra Vejle Boldklub i 15. runde af Superligaen.

Kampen vil ikke blive husket for flot spil, eftersom begge hold havde svært ved at sætte sammenhængende spil op. Begge hold begik mange tekniske fejl, og holdenes angreb var mest bygget op omkring lange bold og tilfældigheder.

Det kunne også ses ved Vejles scoringer, der kom i stand efter fejl i Sønderjyskes forsvar.

Vejles mål stod Arbnor Mucolli og Saeid Ezatolahi for, mens Sønderjyske også bidrog med et selvmål. Sønderjyskes reducering blev scoret af Emil Holm.

Resultatet rykker ikke ved de to bundholds placering, hvor Vejle fortsat ligger sidst. Dog kun med et point op til Sønderjyske efter søndagens 3-1-sejr.

Begge hold havde svært ved at finde rytmen og sætte afleveringer sammen. Selv om Vejle havde bolden mest, fik holdet ikke skabt meget.

Efter 34 minutter gav overtaget pote for hjemmeholdet, da Vejles midtbaneprofil Arbnor Mucolli med et flot langskud kunne bringe hjemmeholdet i front med 1-0 efter at have opsnappet en fejlaflevering i Sønderjyske-forsvaret.

I anden halvleg fortsatte det spillemæssige rod med tekniske fejl, og hverken Vejle eller Sønderjyske formåede at sætte det store spil op. Den skulle dog vise sig at blive mere livlig end første halvleg.

60 minutter inde i kampen bragte vejlenserne sig på 2-0, da iranske Saeid Ezatolahi helt umarkeret kunne heade et hjørnespark i mål.

Blot tre minutter senere kom hjemmeholdet også på 3-0, da Sønderjyske camerounske forsvarsspiller, Duplexe Tchamba, i et forsøg på cleare et Vejle-indlæg endte med at sparke bolden i eget net.

I det 90. minut fik Sønderjyske reduceret til 1-3 ved svenske Emil Hom, men mere blev ikke til for de trængte sønderjyder.

AaB - Randers FC 1-1

1-0 Milan Makaric (53 sekunder) 1-1 Alhaji Kamara (55)

Både AaB og Randers kunne søndag tage et vigtigt skridt mod mesterskabsspillet, da 3F Superligaens nummer tre og fire mødtes på Aalborg Portland Park.

Bronzekandidaterne delte dog med 1-1 i det nordjyske.

Det var aalborgenserne, som kom bedst fra start i topopgøret. Gæsterne forsøgte nemlig at presse højt i Aalborg, men AaB fik gang på gang spillet sig ud af det og satte flere angreb i gang.

Som kampen gik, kom Randers bedre med og angreb især mere på siderne for at ramme AaB i omstillinger.

Det var altså to angrebsvillige mandskaber med forskellige udgangspunkter. Hjemmeholdet byggede op fra bunden og satsede på boldbesiddelsen, mens kronjyderne i højere grad forsøgte med længere bolde.

Det var dog en tilfældighed, som sendte nordjyderne i front, inden første minut var spillet. En clearing fra AaB-defensiven endte via en Randers-mand i dybden for angriber Milan Makaric, som rundede Patrik Carlgren og listede bolden ind til 1-0.

Allerede efter 53 sekunder var hjemmeholdet i front.

Efter otte minutter kunne Randers-lejesvenden Stephen Odey med lethed have udlignet. Men angriberen skovlede bolden over mål, da en aflevering fra Simon Piesinger snød målmand Jacob Rinne og gav nigerianeren en åben chance på klos hold.

Inden pausen havde AaB ad to omgange chancer for at udbygge føringen. I stedet slog randrusianerne til i anden halvleg.

Ti minutter efter pausen slog indskiftede Tosin Kehinde nemlig et præcist indlæg til den ligeledes indskiftede Alhaji Kamara. Den bomstærke angriber udlignede helt umarkeret på et hovedstød.

Med 25 point hver indtager AaB og Randers fortsat henholdsvis tredje- og fjerdepladsen i Superligaen. De seks bedste hold kvalificerer sig til mesterskabsspillet efter de resterende syv grundspilskampe.

Viborg - FC Nordsjælland 2-2

1-0 Jakob Bonde (11) 1-1 Oliver Antman (25) 1-2 Simon Adingra (27) 2-2 Lars Kramer (90+2). Udvist: Lars Kramer, Viborg (90+5)

FC Nordsjælland var få minutter fra en forløsende sejr, men en sen scoring fra Lars Kramer spolerede det for Farum-holdet, der måtte nøjes med 2-2 i Viborg.

FCN kom skidt fra start, men kæmpede sig tilbage, og på to gyldne minutter fik holdet vendt et nyt faretruende nederlag til en 2-1-føring.

Kort før tid blev sejren dog smidt i vasken, da Viborg scorede til 2-2.

Viborg lagde stort pres på det unge Farum-mandskab, og den skrøbelige FCN-defensiv blev udstillet flere gange.

Det var dog to store fejl i et sløvt Viborg-forsvar, der næsten sendte FCN hjem med deres første superligasejr siden august.

Viborg kom på tavlen efter 12 minutter.

Det var anfører Jakob Bonde, der stod i bageste område efter et Viborg-hjørnespark og fik sparket bolden i mål til 1-0.

Midtvejs i første halvleg gik det dog helt skævt for hjemmeholdet. En stor fejl fra Viborg-forsvarer Frans Putros blev udnyttet af FCN’s Oliver Antman, der køligt sparkede bolden ind til 1-1.

Og to minutter efter var den gal igen for Viborg.

Simon Adingra løb fra det haltende Viborg-forsvar og sendte sikkert kuglen ind bag Mikkel Andersen i Viborg-målet til 2-1.

I anden halvleg var midtbanespilleren Abu Francis tæt på at sparke FCN på 3-1, mens Viborgs angriber Sebastian Grønning havde flere gode chancer for at udligne til 2-2.

I overtiden fik forsvarspilleren Lars Kramer dog udlignet til 2-2 til stor skuffelse for kriseramte FCN.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her