Det vakte ikke den store opmærksomhed i de danske medier, da Andreas Cornelius 10. august blev præsenteret som ny angriber i tyrkiske Trabzonspor. Den 28-årige angriber havde godt nok været en del af EM-slutrunden med indhop i de fire første kampe for Danmark og en legendarisk dribletur mod Wales som det blivende indtryk fra hans fod, men på klubplan havde den seneste sæson i Serie A været en skuffelse med kun et enkelt mål for Parma, der endte som nedrykker.
Og eftersom tyrkisk fodbold ikke fylder ret meget i den danske fodboldbevidsthed – og da slet ikke når det handler om klubberne uden for Istanbul-området – blev det kun registreret, at den danske angriber nu var klar til at tørne ud for den femte udenlandske klub i karrieren. Men i Trabzon ved Sortehavskysten godt 1.000 kilometer stik øst for Istanbul fyldte transferen.
Traditionen tro blev den nye angriber modtaget af syngende fans i røg og damp fra fyrværkeri uden for lufthavnen, og der stod Andreas Cornelius så med et skævt smil og favnen fuld af blomster, mens han fik det første glimt af sin nye fodboldfremtid. Det var nemlig første gang, han var i Trabzon.
Klubben viste allerede interesse for ham før EM-slutrunden, men den ville angriberen have fuld fokus på, så det var først i ugerne efter, at det for alvor blev konkret, før det endte med enighed mellem parterne i begyndelsen af august, og en handel mellem Parma og Trabzonspor, som transfermarkt.com har noteret til godt 38 millioner kroner. Andreas Cornelius havde dog ikke haft mulighed for at tjekke forholdene i Tyrkiet inden, men hans mangeårige agent, Per Steffensen, havde været nede for at besigtige klubben, træningsanlægget og forholdene generelt, og da meldingen fra ham var positiv, sagde angriberen ja til et nyt eventyr af den mere eksotiske slags knap 4.000 kilometers kørsel fra hjemstavnen på Islands Brygge i København.
