Med en genial taktisk masterplan udført til perfektionisme af en flok superatleter med Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) som herskeren i den gule førertrøje kulminerede de vilde bjergslag i årets Tour de France i et storslået drama på den 143,2 km lange 18. etape fra Lourdes til den mytiske tinde i Pyrenæerne Hautacam.
De nervepirrende timer i den solbeskinnede bjergkæde på grænsen mellem Frankrig og Spanien nåede højdepunktet, da den 25-årige dansker kæmpede sig først over stregen i 1.520 meters højde 1.04 minut foran sin farligste rival den dobbelte slovenske Tour-vinder Tadej Pogacar (Jumbo-Visma), der nu med alle forbehold for uforudsete hændelser sender Vingegaard op på det øverste trin på podiet i Paris på søndag.
3.26 minutter er nu Vingegaards forspring til Pogacar, mens den walisiske Tour-vinder fra 2018 Geraint Thomas (Ineos Grenadiers) på tredjepladsen er 8.00 minutter bagud og har en afstand på 3.05 minutter til franskmanden David Gaudu (Groupama-FDJ) som nr. 4.
Som på alle de forudgående etaper fulgtes de to hovedpersoner stort set hele vejen, men med 4,4 km tilbage af den 13,6 km lange finalestigning, blev Pogacar omsider knækket, som det skete på 11. etape til Col du Granon, da Vingegaard erobrede førertrøjen.
Fortrinlig støtte fra holdet
Sloveneren havde talrige gange søgt at få ram på danskeren, der blev assisteret fortrinligt af sine holdkammerater.
Med 5,2 km tilbage fik Vingegaard, der på det tidspunkt blev ledsaget af en stærkt kørende Sepp Kuss, kontakt med rytteren i grønt Wout van Aert, der havde været i udbrud stort set hele dagen.
Kun Tadej Pogacar gjorde Jumbo-Visma-selskab, men da Wout van Aert ændrede rytmen på den stejle bjergside, efter at Kuss havde fuldendt sit job, blev farten for høj for sloveneren.
Ganske langsomt måtte han slippe Vingegaards hjul, og da van Aert opdagede det, øgede han tempoet, indtil han selv var brugt op 3,7 km fra mål. Da var Pogacar distanceret, og Vingegaard klar til at gøre arbejdet færdigt.
Langsomt øgede han sit forspring, og en ubændigt fightende slovener, der har været udråbt som noget nær århundredets fænomen, måtte erkende, at sekunderne tikkede støt og sikkert over på danskerens plusside.
Sportsmanship til ug med kryds og slange
Når alle de blændende pragtpræstationer, der har ført Jonas Vingegaard frem til den aktuelle position, er trængt bagud i erindringen, vil ét højdramatisk, nervepirrende hændelsesforløb over nogle få sekunder i svimlende fart på nedkørslen fra løbets næstsidste store stigning Col de Spandelles med cirka 27 km tilbage huskes lysende klart.
Først var Vingegaard frygtindgydende tæt på at styrte i et sving, men holdt sig med ekvilibristisk elegange på cyklen.
Vingegaard pressede Pogacar til det yderste: »Jeg fik endnu et bevis på, at jeg er godt kørende«Øjeblikke senere var Pogacar ikke ligeså heldig, og han måtte en tur i asfalten med et åbent sår på venstre lår som et smertefuldt og ubehageligt minde. Den fordel, som det skulle give danskeren, sagde denne imidlertid pænt nej tak til.
Med et herligt bevis på sportsmanship, der givetvis er gået lige i hjerterne på millioner af tv-seere verden over, ventede danskeren på Pogacar, så de to efter at have udvekslet et håndslag kunne fortsætte deres intense duel.
Sejren på tinden, hvor Bjarne Riis for 26 år siden befæstede sin samlede førsteplads, gjorde ikke alene med næsten 100 procents sikkerhed Vingegaard til historiens anden danske Tour de France-triumfator.
Den sendte ham også til tops i bjergkonkurrencen, og den førsteplads er han garanteret, hvis han når hele vejen til Paris. Danskeren har nu 72 point mod 64 til tyskeren Simon Geschke (Cofidis), og den forskel kan ikke udlignes på de sidste tre etaper.
Klar taktik fra start
Jumbo-Vismas taktik blev klar straks fra start: Det gjaldt om at få mindst en forpost af sted i udbrud som eventuelt assistance for Vingegaard i bjergene senere. Wout van Aert angreb med det samme, og da han efter cirka 15 km blev hentet, var det Christophe Laportes tur, men det kneb med at få organiseret en regulær offensiv.
Det vilde tempo i begyndelsen - gennemsnitsfart 49,6 km i den første time - betød, at Mikkel Bjerg, der var så afgørende for Tadej Pogacars indsats døgnet inden, næsten med det samme kom i problemer.
Han måtte slippe, og var omkring 7 minutter bagud, da en gruppe på 33 ryttere med blandt andre van Aert og holdkammeraten Tiesj Benoot nåede først frem til foden af Col d’Aubisque efter 60 km.
Op ad Col d’Aubisque splittedes feltet fuldstændig, og eksempelvis Quick-Step Alpha Vinyl samlede hele den tilbageværende trup på 6 mand i bestræbelserne på at få den hollandske sprinter Fabio Jakobsen igennem indenfor tidsfristen. Det lykkedes både for det belgiske mandskab og for Mikkel Bjerg
Det var på nedkørslen fra Aubisque, at Pogacar for første gang indfandt sig i front for favoritgruppen, og det skulle vise sig at danne optakten til, at Brandon McNulty som den eneste hjælperytter, sloveneren endnu havde hos sig, tog initiativet til på Col de Spandelles at sætte et voldsomt tempo, som han havde gjort det dagen inden.
Dansk tour-pionér: »Det var nu satans ærgerligt med det styrt. Det indtraf, lige inden vi skulle op i Pyrenæerne, og jeg var ret god til at køre i bjerge«Pogacar angreb talrige gange op ad Col de Spandelles, men kun i et enkelt tilfælde lykkedes det ham at skabe noget, der mindede om et hul, og det fik Vingegaard hurtig lukket.
Lige til det sidste spiller covid-19 åbenbart en rolle, og inden denne 18. etape måtte blandt andre den tidligere firedobbelte vinder Chris Froome (Israel Premier Tech) forlade løbet efter en positivt test. Den 37-årige brite havde ellers klaret sig overraskende godt og lå nr. 26 sammenlagt, inden han måtte sige farvel. Også italieneren Damiano Caruso (Bahrain Victorius) og spanieren Imanol Erviti (Movistar) blev tvunget til at rejse hjem på samme baggrund.
Så får sprinterne en chance
Sceneriet og rollelisten ændrer sig markant på fredagens 188,3 km lange 19. etape fra Castelnau-Magnoac til Cahors, hvor rytterne har lagt Pyrenæerne bag sig, og forgrundsfigurerne bliver nogle ganske andre end de seneste dage.
Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvor meget sprinterne har pint sig selv i bjergene, men der må være en årsag til, at ryttere som Fabio Jakobsen (Quick-Step Alpha Vinyl), Caleb Ewan (Lotto Soudal) og Alexander Kristoff (Intermarché-Wanty Gobert) har kæmpet sig gennem nærmest umenneskelige lidelser for at nå frem til den næstsidste etape i løbet, hvor de har en chance for at gøre sig gældende i dysten om sejren.
Til den kategori hører også to af Tourens fremtrædende fightere Mads Pedersen (Trek-Segafredo), der allerede er belønnet med en etapegevinst, og Andreas Kron (Lotto-Soudal), som endnu ikke har fået det fortjente udbytte af sin uophørlige angrebsiver.
Der er kun to 4. kategoristigninger i den afsluttende fase af etapen, men de burde få indflydelse på udfaldet eller på, at strabadserne munder ud i en massespurt.
Touren har kun en enkelt gang tidligere haft etapemål i Cahors. I 1994 sikrede den franske udbruds-ekspert Jacky Durand sig den første af karrierens tre etapegevinster i Touren, da han holdt hjem med et forspring på 55 sekunder til de nærmeste rivaler.
Quiz: Hvilken dansker har kørt Tour de France flest gange?fortsæt med at læse
