Med gigantiske millionbeløb har Saudi-Arabien lokket stjerner som Phil Mickelson, Dustin Johnson og Henrik Stenson til at deltage i turneringen LIV Golf og skabt røre i sporten. Ikke kun den eksorbitante betaling – som for eksempel de 250 millioner kroner Mickelson har modtaget – vækker forargelse. Andre har svært ved at forstå, hvorfor velrenommerede navne på den måde lader sig købe af en autoritær stat som Saudi-Arabien og dermed medvirker til det, kritikerne betegner som sportswashing.
LIV Golf er dog kun det seneste eksempel på Saudi-Arabiens og andre lignende stater med masser af midler på kistebundens indtog i golfsporten.


























