Sean Dyche spiser ikke regnorme.
Måske kan det virke som en bizar indgang til en tekst om kriseramte Evertons nye manager, men engang var det faktisk det store samtaleemne om den nu 51-årige englænder. Det var udløst af en dansker – og anekdoten siger faktisk noget om manden, der nu står med den vanskelige opgave at redde traditionsklubben endnu en sæson i Premier League. Opgaven begynder i dag mod topholdet Arsenal.
Afsættet for ormehistorien er hans stemme. Når Sean Dyche snakker, lyder det så råt og mørkt, at han decideret rasper. Men hvorfor er det dog sådan?
Det præsenterede Søren Andersen et bizart bud på i starten af 2018, da han gæstede podcasten ’Fodboldministeriet’, der gjorde en dyd af at fortælle røverhistorier fra den traditionsrige sport. Oftest med afsæt i virkeligheden. Den tidligere topangriber med en fortid i blandt andet AGF, AaB og OB havde spillet sammen med Sean Dyche i Bristol City, og et minde fra sidst i 1990’erne sad fast.
»Måske kommer stemmen af at spise regnorme, for det gjorde han, hver gang vi trænede. Det var forfærdeligt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var sådan: »Hov, der var en regnorm«. Og så spiste han den. Det var meget underligt«, sagde Søren Andersen:
»Han var en god spiller med et fantastisk overblik, og jeg kunne godt lide at være sammen med ham. Kompromisløs, men også en gentlemen. Dog vil jeg ikke dele madpakke med ham«.
I disse digitale tider er afstanden mellem Danmark og England uendelig kort, så med internettets hast spredte anekdoten sig til britiske medier. Nogle ville måske blive vrantne over den slags historier, men ikke Sean Dyche. På det tidspunkt var han en højtelsket og respekteret manager for Burnley, der gang på gang præsterede bedre, end den lille Premier League-klubs budget tilsagde. Og han havde ry for at være humoristisk og munter.
Kampen mod det trivielle
Det levede han op til, da han på et pressemøde mødte spørgsmålet, hvorvidt han virkelig spiste regnorme:
»Det gør jeg. Jeg ryger også af udstødningsrør og spiser grus til morgenmad. Det er kombinationen af de tre ting, der får min stemme til at lyde, som den gør«, svarede Sean Dyche med et stenansigt, før alvoren endelig krakelerede i et smil:
»Nej, jeg spiste altså ikke ormene. Det var bare lidt løjer, hvor jeg havde en dejlig stor slibrig orm hængende ud af munden. Den vred og slangede sig, så det så ud, som om jeg spiste den. Søren har nok taget historien et skridt for langt – han er en god fyr. Men selvfølgelig spyttede jeg den ud og vaskede munden med vand«.
Dermed levede Sean Dyche fornemt op til de ord, han selv ytrede ved et andet pressemøde i den triste coronatid – hvor han i øvrigt var blevet spurgt, om han vidste, at han lignede Mick Hucknall, forsangeren fra Simply Red:
»Kedelige spørgsmål affejer jeg, og fjollede spørgsmål giver jeg et fjollet svar. Vi kan lige så godt undgå at kede alle i ihjel«, svarede han og roste spørgsmålet for at være meget bedre end alt trivielt om skader og formationer, før han kastede sig ud i en længere talestrøm om glæden ved at spotte dobbeltgængere.
Det lyder måske alt sammen meget fjollet, men det siger sådan set en del om Sean Dyche. Ambitiøs, men uhøjtidelig. Dygtig, men i øjenhøjde. Som en mand af folket ynder han at rase mod overintellektualisering af fodbolden.
»Jeg er så træt af at høre om spilfilosofi, det er bare et fornemt ord for kampplan«, har han for eksempel sagt, ligesom han har harceleret over andre tendenser:
»Spillet er i en virkelig dårlig tilstand, når det kommer til skuespil og fingerede skader. Det er ejendommeligt. Jeg var til et officielt møde i Premier League for et par uger siden, og de fortalte os, at det værste, der kan ske, er et gult kort. Så dybest set kan enhver spiller snyde mindst én gang per kamp. Jeg kender ingen anden sport, hvor det er tilfældet«.
Pubben The Royal Dyche
Til gengæld hylder han hårdt arbejde, ærlighed og en god atmosfære. Det lærte han at værdsætte tidligt i livet.
»Jeg har altid troet, at jeg var usynlig. Jeg var en dværg, da jeg voksede op. Når man er en lille rødhåret dreng fra Kettering og har været udsat for latterliggørelse i skolen, lærer man, hvordan man overlever«, har Sean Dyche fortalt The Telegraph.
Det har han blandt andet gjort ved hjælp af humor, og det får han givetvis brug for i sit nye job.
I Burnley nåede han over 10 år så stor en legendestatus, at han fik en pub opkaldt efter sig, The Royal Dyche, da han kvalificerede klubben til europæisk fodbold. Men i Everton skal han bevise sig selv på ny over for et krævende publikum.
Burnley fyrede ham en god måned før klubbens nedrykning sidste sæson, men nu har Sean Dyche så fået opgaven med at redde endnu en Premier League-sæson. Han overtager Everton fra Frank Lampard på et tidspunkt, hvor den engelske klub med flest år i den bedste række ligger to point under stregen og kun har scoret 15 mål i 20 kampe.
Ovenikøbet er truppen svækket efter salget af stortalentet Anthony Gordon – uden at der kom nye spillere til i januar. Derfor har fans varslet protester mod ledelsen til dagens kamp mod Arsenal.
Der er altså virkelig brug for, at Sean Dyche pumper humør, tro og viljen til hårdt arbejde ind i Everton-truppen. Til sin første træning levede han op til alt det, der er ham. Han dukkede op i shorts trods bare syv graders varme, han gennemførte straks en fysisk test af spillerne, og han viste overskud og en kompromisløs tilgang til spillet på sit første pressemøde.
Til gengæld er det uklart, om han lod, som om han spiste regnorme.
fortsæt med at læse
