Næste måneds kvartfinaler i Champions League byder på et rent italiensk opgør mellem Milan og Napoli.

Haaland og co. får den sværest mulige vej til pokalen, City aldrig har løftet

Foto: Jason Cairnduff/Ritzau Scanpix
Foto: Jason Cairnduff/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Manchester City er en af de store favoritter til for første gang at vinde fodboldens største klubturnering, Champions League.

Men målmaskinen Erling Haaland og hans stjernemedspillere kommer på de sværest mulige opgaver frem mod finalen i Istanbul lørdag 10. juni.

Ved dagens lodtrækning i Nyon blev Manchester City parret med mægtige Bayern München, der på overbevisende manér eliminerede Paris Saint-Germain med VM-finalisterne Lionel Messi og Kylian Mbappé i ottendedelsfinalerne, og den tyske storklub har endda hjemmebane i den afgørende returkamp.

Vinderen af det storopgør står ydermere til i semifinalen at møde en af de seneste to års vindere af turneringen, Real Madrid eller Chelsea.

Dermed skal City-manager Pep Guardiola møde sin tidligere klub Bayern München, som han vandt tre tyske mesterskaber med fra 2009 til 2011, ligesom Real Madrid-manager Carlo Ancelotti skal møde Chelsea, som han vandt både det engelske mesterskab og FA Cuppen med i 2010.

De tre tilbageværende italienske hold endte derimod i den anden halvdel af lodtrækningen, så der med garanti er mindst ét italiensk hold i semifinalerne.

Italiensk fodbold har ikke haft et hold i semifinalen siden 2018, da AS Roma tabte sammenlagt 7-6 til Liverpool.

Juventus i 2017 er det seneste italienske hold, der har nået finalen, mens Inter i 2010 er den seneste italienske vinder af turneringen, der gennem tiden har haft italiensk vinder 12 gange: AC Milan (7 sejre), Inter (3) og Juventus (2). Derudover har Fiorentina (1957), Roma (1984) og Sampdoria (1992) tabt én finale hver.

Kvartfinalerne

  • Real Madrid (Spanien) - Chelsea (England)
  • SL Benfica (Portugal) - FC Inter (Italien)
  • Manchester City (England) - Bayern München (Tyskland)
  • AC Milan (Italien) - SSC Napoli (Italien)

Kampene afvikles 11.-12. april med returkampe 18.-19. april.

Semifinalerne

  • AC Milan/SSC Napoli - SL Benfica/FC Inter
  • Real Madrid/Chelsea - Manchester City/Bayern München

Semifinalerne afvikles 9.-10. maj med returkampe 16.-17. maj.

Manchester City og Napoli er de eneste tilbageværende klubber, der aldrig tidligere har vundet turneringen, og de kan altså tidligst mødes i finalen.

Manchester City er ubesejret i turneringens første otte kampe med fem sejre og tre uafgjorte, men Bayern München har været endnu mere overbevisende med lutter sejre mod Inter, FC Barcelona og Maccabi Haifa i gruppespillet, der gav en målscore på 18-2, inden de to sejre på 1-0 ude og 2-0 hjemme over Paris SG.

Real Madrid er med sine 14 titler i 17 finaler den suverænt mest vindende klub gennem alle tider, men faktisk er Bayern München rekordholder, når det handler om antallet af kvartfinaler i Champions League-æraen med nu 21 foran Real Madrid med 19 – og Barcelona med 18.

Allan Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her