For langt størstedelen af de professionelle cykelryttere er det utopi at skulle klargøre sig til en spurtduel mod verdensmester Mathieu van der Poel som afslutning på et opslidende brostensløb. Dertil er springet op til den 29-årige hollænders niveau for stort. På sine bedste dage kan van der Poel træde så hårdt og så længe i pedalerne, at det i et øjeblik fremstår som en mulighed, at han knækker cyklens carbonramme under sig. Når angreb med den voldsomhed bliver sat ind, kører han ofte alene hjem og sejrer selv i det allerstørste løb.
Men for en uge siden susede Mads Pedersen forbi 500 meter-skiltet, som indikerede afstanden til målstregen i Gent-Wevelgem, mens danskeren havde netop Mathieu van der Poel på hjul. Pedersen havde grund til at være selvtillidsfuld, hvor andre ville være skræmte. Et var Lidl-Trek-kaptajnens evner i en spurt, der i de fleste tilfælde overgår selv Mathieu van der Poels. Noget endnu mere betydningsfuldt var, hvad der skete omkring 50 kilometer forinden på den næstsidste passage af Kemmelberg.
