Det skete en efterårsdag i 1979. På en højt beliggende bane i Mexico City (2.250 m) leverede en dansk løber en helt forrygende præstation over 200-meter-distancen, og tiden, han fik noteret – en markant dansk rekord på 20,52 sekunder – skulle vise sig at være langtidsholdbar. Nu eksisterer den bare ikke længere.
Forleden lykkedes det således 19-årige Tazana Mikkel Kamanga-Dyrbak at løbe samme distance i tiden 20,48 sekunder under et stævne på National Heroes Stadium i Zambias hovedstad, Lusaka (1.279 m), og dermed er det hans navn, der nu er at finde det sted på rekordoversigten, hvor der i godt fire årtier har stået Jens Smedegaard.
Er det noget, den tidligere rekordindehaver er ked af?
»Absolut ikke«, svarer Jens Smedegaard. »Det er da fantastisk, at der er nogen, der har fået has på den. Jeg har også skrevet til ham på Messenger, og det er kun godt, der er kommet en ny løber, som er seriøs med sin sport. Han er jo en flot atlet, som jeg tror kan blive meget stærk på både 200 og 400 meter. Han kan blive rigtig god, hvis han griber det fornuftigt an«.
