I den forgangne uge sattes en rekord, som ikke påkaldte sig den brede offentligheds opmærksomhed, men måske nok havde fortjent det, eftersom den registreredes i en idrætsgren, der i de seneste måneder på det nærmeste er blevet kvalt i negativ mediebevågenhed. At det handler om cykelsporten, falder næppe svært at gætte med tanke på de uhyrlige dopingafsløringer, der er fulgt i kølvandet på rapporten om det organiserede misbrug i kredsen omkring den nu faldne amerikanske superstjerne Lance Armstrong. På den baggrund kan det forekomme paradoksalt, at den omtalte – ganske vist uofficielle – rekord relaterer til et eksplosivt boom i interessen på græsrodsniveau for at udfolde sig netop på de tohjulede maskiner. Ikke desto mindre er det tilfældet, hvilket lod sig konstatere ved et besøg i torsdags til et af Dansk Bicycle Clubs helt almindelige stævner i Ballerup Super Arena uden antydningen af opsigtsvækkende begivenheder på programmet. Stigning på 100 procent
Halvdelen af inderkredsen var fyldt med aktører og cykler i vidtfavnende afskygninger, og helt konkret illustrerede det, at 130 deltagere medvirkede i aftenens udfoldelser, hvilket aldrig tidligere er oplevet til den slags arrangementer, siden DBC i 2001 flyttede fra Ordrupbanen ud på Vestegnen. »Det glædeligste set i et længere perspektiv er, at antallet af junior- og ungdomsryttere er steget med over 100 procent«, siger en af de mest veltjente ledere i dansk cykelsport, den tidligere DBC-formand Ole Kjeldsen, der stadig har sæde i klubbens bestyrelse. »Sidste år var vi oppe på 45; vi har nu her ved starten over 90, og i det hele taget har vi aldrig her i Ballerup haft så mange ryttere som i denne sæson«. OL-guldet
Dansk Bicycle Clubs nuværende førstemand, den tidligere toprytter Michael Sandstød, har et par forklaringer på den overvældende tilstrømning, og en af dem lyder på effekten af stortalentet Lasse Normans guldbedrift på den olympiske velodrom i London i begyndelsen af august. »Der er ingen tvivl om, at Lasses succes har haft en afsmittende virkning, og i den sammenhæng er jeg overbevist om, at OL har langt større betydning end VM, fordi de olympiske præstationer når ud over cykelsportens sædvanlige berøringsflade«, konstaterer Michael Sandstød.

LÆS OGSÅ Lange pauser gør OL-helten alt for irritabel

»Jeg kan huske, at noget lignende var tilfældet, da Dan Frost blev olympisk mester i pointløb i 1988. Vi har også gjort et opsøgende arbejde rundt omkring på skoler og stillet lånecykler til rådighed, hvilket ligeledes har givet udbytte«.

»Det er særdeles positivt, at vi oplever denne tilgang, men den skaber også problemer, når det gælder om at skaffe plads og tilstrækkeligt mange ledere. I gamle dage på Ordrupbanen skulle alle ryttere gennem en begynderprøve, før de overhovedet kunne få lov at køre. Hvis de ikke opfyldte kravene, måtte de forsøge sig igen den følgende sæson«.

»Så langt er vi trods alt ikke kommet endnu, men ideen har da været oppe at vende«.

På godt og ondt

Den aktualiserede dopingproblematik får ikke Michael Sandstød til at undre sig over, at det netop er nu, i idrætsgrenens måske største globale krise i denne sammenhæng nogensinde, at den øgede interesse udmønter sig.

»Jeg ser sådan på det, at den danske befolkning på dette punkt i længere tid har været adskilt i to nogenlunde lige store halvdele. Den ene elsker cykelsporten på godt og ondt, den anden har allerede længst dannet sig en opfattelse af, at rytterne er en slags narkomaner, der kører rundt med nåle i armene, og den vil vi alligevel under ingen omstændigheder nå ud til«, lyder Sandstøds funderinger.