Efter to års intens efterforskning af påstået dopingpraksis på det tyske universitetshospital i Freiburg barslede en uafhængig undersøgelseskommission i dag med en rapport, der fastslår, at blandt andre den nuværende Astana-stjerne Andreas Klöden blev dopet under Tour de France 2006. I den 63 sider lange dokumentation understreger kommissionen, at de to læger Andreas Schmid og Lothar Heinrich, der var anset både på hospitalet og hos det professionelle cykelmandskab Team Telekom/T-Mobile, i en periode fra 1995 til 2006 praktiserede systematisk doping af holdets ryttere. Undersøgelse efter bekendelser Undersøgelsen blev sat i gang i kølvandet på de talrige bekendelser, der kom fra en række tidligere topnavne og heriblandt også Bjarne Riis om, at de havde forset sig mod dopingreglementerne. Siden blev blandt andre Matthias Kessler og Patrik Sinkewitz fældet i andre sammenhænge, og rapporten fremhæver nu, at også Andreas Klöden var blandt synderne. Klöden nægter »Det er en kendsgerning, at både Sinkewitz, Kessler og Klöden under Tour de France 2006 aflagde besøg på Universitetshospitalet i Freiburg, hvor de på den sportsmedicinske afdeling fik gennemført transfusioner med eget blod«, hedder det i papirerne, der bl.a. bygger på afhøring af 77 vidner. Andreas Klöden, der forbereder sig på deltagelse i Tour de France som hjælper for Alberto Contador nægter fortsat at have foretaget sig noget ulovligt. De rygter, som rapporten nu fremhæver som fakta, har verseret i flere år, men der er næppe tvivl om, at de nu kan skabe fornyede vanskeligheder for ham. Frikender sponsoren Kommissionen frikender både hovedsponsoren Telekom/T-Mobile og Universitetshospitalet for meddelagtighed i de ulovlige aktiviteter.
Ansvaret lægges udelukkende på de to læger og rytterne.





























