Tidligere verdensmester jagter succes i ny branche
dansk. Alex Rasmussen (til højre) og Michael Mørkøv dominerer i Gent sammen med Jens-Erik Madsen og Marc Hester.
Lyt til artiklen
Henter...
Eksverdensmesteren i 4 km holdforfølgelsesløb, 29-årige Jens-Erik Madsen, er efter at være gledet ud af billedet på det danske banelandshold i fuld gang med at etablere sig som seksdagesrytter sammen med den mest rutinerede landsmand på det område, den fire år yngre Marc Hester.
Og selv om de to står i skyggen af den anden danske duo på de europæiske vinterbaner, de tidligere VM-guldvindere i parløb Alex Rasmussen og Michael Mørkøv, er de i øjeblikket på velodromen i Gent i fuld gang med at demonstrere, at de besidder formatet til at begå sig blandt de bedste i den krævende branche.
Dansk sejr i begge jagter
Således sejrede Madsen og Hester på andendagen af det traditionsrige arrangement i den cykelbegejstrede belgiske by i den afsluttende jagt foran landsmændene Rasmussen og Mørkøv, der til gengæld havde vist deres styrke i den første, som de vandt.