Som en fuldstændig uforudset faktor inden den afsluttende enkeltstart i Tirreno-Adriatico melder sig den kendsgerning, at gårsdagens monsteretape var så voldsomt udmarvende, at den kan have sat sig barske spor på rytternes fysik. Derfor er det vanskeligt at vurdere, om de formår at leve op til vanlig standard i det 9,2 km lange temporidt langs strandpromenaden ved Adriaterhavet i San Benedetto del Tronto. Ikke færre end 52 ryttere valgte at stå af på grund af de barske forhold, som både vejret og terrænet med de uhørt stejle stigninger bød på, og dermed er der kun 109 af de oprindelig 178 startende tilbage i løbet. Tempospecialist fightede forgæves Amerikaneren Taylor Phinney (BMC) stred sig gennem strabadserne langt efter konkurrenterne i håbet om at kunne hente et topresultat på den korte enkeltstart i dag.
Læs også To stjerner sendt til tælling i hidsigt drama
Men da den 22-årige specialist i kampen mod klokken passerede målstregen med et minus på 37.37 minutter til den sejrende slovak Peter Sagan (Cannondale), måtte han konstatere, at han havde overskredet tidsgrænsen.
Med mindre juryen ændrer holdning og lader nåde gå for ret, vil det sige, at Taylor Phinney er ude af løbet og dermed fightede forgæves i går.
Løbsarrangør erkender, at det var for hårdt
En anden af favoritterne i den forestående, ultimative udfordring, den tidligere firedobbelte enkeltstartsverdensmester Fabian Cancellara (RadioShack), nåede til vejs ende, men var blandt dem, der siden via twitter gav udtryk for sin vrede over de barske vilkår.
»Det, vi blev udsat for, havde intet med cykelløb at gøre«, fastslog Cancellara, og han oplevede den tilfredsstillelse, at løbsdirektøren Michele Acquarone, som ellers modtog adskillige tilkendegivelser fra begejstrede cykelentusiaster, der havde nydt den episke etape, gav ham ret.
Læs ogsåVandbærer scorer den helt store triumf »Jeg synes også, det var et fantastisk show, men når vi mister et halvt felt, har vi gjort noget forket. Efter de hårde etaper til Prati di Tivo og Chieti var det simpelthen for meget«, erkendte cykelbossen. Contador har ondt i benene Team Saxo-Tinkoffs spanske stjerne Alberto Contador, der var blandt taberne på etapen, nøjedes med at slå fast, at det havde været nærmest umenneskeligt hårdt, uden at han rettede nogen form for kritik mod arrangørerne. »På stigningerne med en procent på op til 30 handlede det ikke om at være blandt de første, men om overhovedet at komme op ad dem«, lød det fra Contador.



























