Urovækkende start for Fuglsang, mens fiaskoramt storhold omsider oplever succes

Heller ikke i Schweiz har de droppet kyssepigerne, og det synes den australske sejrherre på prologen i Tour de Romandie Michael Matthews at have det helt fint med.
   Jean-christophe Bott/AP
Heller ikke i Schweiz har de droppet kyssepigerne, og det synes den australske sejrherre på prologen i Tour de Romandie Michael Matthews at have det helt fint med. Jean-christophe Bott/AP
Lyt til artiklen

Både den 27-årige australier Michael Matthews og hans tyske storhold Team Sunweb har haft uhyre vanskeligt ved at indfri forventningerne i denne sæson, så derfor kom det også som en kærkommen forløsning for begge parter, da vinderen af pointkonkurrencen og to etaper i Tour de France 2017 i dag indledte WorldTour-løbet Tour de Romandie med succes.

På den snørklede og vanskelige 4 km lange prolog i Fribourg pressede Matthews den elektroniske tidtagning ned på 5.33 minutter – gennemsnitshastighed 43,459 km/t - og overtrumfede dermed den 24-årige schweizer Tom Böhli (BMC), der havde ført konkurrencen i et par timer, med et enkelt sekund, hvilket også var det minus to af favoritterne sloveneren Primoz Roglic (Lotto-Jumbo) og Matthews’ landsmand Rohan Dennis (BMC) noteredes for.

Mens det var australierens første sejr i år, var det blot Team Sunwebs anden, efter at den unge tyske sprinter Phil Bauhuas slog til på en etape i Abu Dhabi Tour to måneder siden.

Fuglsang slået med 25 sekunder

For det danske bud på en samlet topplacering Jakob Fuglsang (Astana) var der tale om en blød start på den seks dage lange styrkeprøve.

Ligesom Matthews er den 33-årige dansker kommet direkte til opgaven i det vestlige Schweiz fra klassikerne i Ardennerne, men det er efterhånden længe siden, Fuglsang har leveret bemærkelsesværdige resultater i tempokørslerne.

Jakob Fuglsang knækket i superholdets nye storslåede opvisning

I dag blev det til en beskeden 60. plads blandt de 132 deltagere slået med 25 sekunder af Matthews, så Fuglsang skal sætte sin lid til, at han i det kuperede terræn resten af ugen formår at finde de ønskede takter frem.

Mørkøv bedste dansker som nr. 40

Det kan imidlertid forekomme urovækkende, at Fuglsang har sat så meget til i forhold til andre klassementsaspiranter som Roglic og Dennis.

Danskeren må ligeledes blandt andet konstatere, at han blev besejret med 20 sekunder af waliseren Geraint Thomas (Team Sky), med 16 af spanieren Gorka Izagirre (Bahrain-Merida), 14 af colombianeren Egan Bernal (Team Sky) og 11 af sidste års australske vinder Richie Porte (BMC).

Bedste dansker blev Michael Mørkøv (Quick-Step Floors) som nr. 40 med et minus på 22 sekunder, men han skal de kommende dage søge at beskytte det belgiske mandskabs to supersprintere italieneren Elia Viviani og colombianeren Fernando Gaviria.

Fuglsangs holdkammerat og landsmand Jesper Hansen endte 31 sekunder bagude som nr. 86.

Var overrasket over sejren

»Det kommer som lidt af en overraskelse for mig, at jeg var i stand til at vinde, efter at det ikke gik særlig godt for mig i Liège-Bastogne-Liège«, lød det i sejrsinterviewet fra Michael Matthews, der sluttede som nr. 63 i den belgiske klassiker 9.08 minutter efter den luxembourgske vinder Bob Jungels (Quick-Step Floors).

Ny dansk klatrekomet får højst uventet lyndebut på storhold i Giro d'Italia

Michael Matthews, der rundede 2017 af med bronze ved VM i Norge efter Peter Sagan og Alexander Kristoff, ligesom han sammen med blandt andre Søren Kragh Andersen erobrede VM-guld til Team Sunweb i holdløbet, fik en skidt start på indeværende sæson, da han i Omloop Het Nieuwsblad, som vandtes af Michael Valgren (Astana) styrtede og pådrog sig et brud i den ene skulder.

Cirka tre uger senere var han imidlertid på cyklen igen og kørte en syvendeplads hjem i Milano-Sanremo, men derefter har præstationerne været noget svingende.

Team Sunweb alene i bunden på sejrslisten

Han blev nr. 13 i både E3 Harelbeke og Gent-Wevelgem, men måtte derefter i begyndelsen af denne måned udgå af Baskerlandet Rundt på grund af sygdom.

I sidste uges Flèche Wallonne sporedes en klar opmuntring med en femteplads, men så fulgte skuffelsen i søndagens Liège-Bastogne-Liège, inden Matthews i dag omsider oplevede maksimal medgang.

Det samme var tilfældet for Team Sunweb, der dog trods den aktuelle gevinst fortsat ligger alene i bunden på årets vinderliste for de 18 mandskaber med WorldTeam-licens efter fiasko-sæsonstarten.

Nu er det imidlertid blot en enkelt sejr, der skiller det tyske kollektiv med de stærke hollandske rødder fra tre andre hold, som har svært ved at få det til at stemme. Både Katusha-Alpecin, UAE Team Emirates og EF Education First har nemlig alle kun vunder tre løb.

Fire bjergspurter på morgendagens etape

I morgen lyder programmet på 166,6 km fra Fribourg nordpå til Delémont med fire bjergspurter undervejs – tre i 2. og en enkelt i 3. katregori.

Den fortabte søn lyser op, og Froome neutraliseres i stjernernes barske bjergopgør inden Giroen

To gange skal Le Sommet i 876 meters højde bestiges, og i det sidste tilfælde resterer der fra kampen om bjergpoint 18 km til mål. Enkelte af disse går dog opad inden den afgørende nedkørsel til finalen 432 meter over havets overflade

Mogens Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her