Efter 2.521,3 km på kryds og tværs ad de spanske landeveje savnes endnu et tydeligt fingerpeg om, hvem der på søndag i Madrid skal hyldes som vinder af Vuelta a Españas 73. udgave.
Med fire ryttere inden for 43 sekunder i toppen af det samlede klassement er kredsen af kandidater ganske vist indsnævret, men i denne kvartet forekommer det som rent lotteri at udpege en sikker favorit med tanke på, at der ud over dagens 32 km lange enkeltstart venter tre bjergfinaler.




























