Endnu har den 23-årige Kasper Asgreen ikke engang været professionel cykelrytter i seks måneder, men ikke desto mindre tronede han sidst på eftermiddagen sammen med fem kolleger fra Quick-Step Floors øverst på podiet, efter at sæsonens suveræne belgiske supermandskab havde nedkæmpet al modstand i det 62,4 km lange holdløb, der rundede førstedagen ved verdensmesterskaberne i Innsbruck af.
Og selv om det ikke var de nationale rød-hvide farver, der præsenteredes ved denne lejlighed, udviklede VM-premieren sig til en storslået demonstration af dansk cykelsports overdådige talentmasse.
Fire unge danskere, hvoraf de tre var debutanter i denne sammenhæng, havde af deres respektive arbejdsgivere opnået valg til deltagelse i den prestigemættede kappestrid, og de kvitterede alle fire ved at bidrage med medaljegevinst – om end der kun i Kasper Asgreens tilfælde fulgte betingelsesløse jubeludfoldelser sted.
Efter sølv til 22-årige Amalie Dideriksen med Boels-Dolsmans og bronze til Pernille Mathiesen på 20 år med Team Sunweb i kvindernes dyst, måtte 24-årige Søren Kragh Andersen som forsvarende verdensmester med Team Sunweb denne gang tage til takke med sølvet slået med 18 sekunder af Quick-Step Floors og tæt presset af BMC, som kun var et enkelt sekund langsommere.
Australiere lagde stærkest fra start
Kasper Asgreen havde selskab af hollænderen Niki Terpstra, tyskeren Maximilian Schachmann, luxembourgeren Bob Jungels samt belgierne Yves Lampaert og Laurens de Plus, og i konkurrencens indledende fase tydede intet på, at sejren skulle sikres så forholdsvis overbevisende, som tilfældet nu blev.
Dansk stortalent er tilbage på toppen og brillerer efter kortvarig kriseAustralske Mitchelton-Scott lagde klart stærkest ud, mens den belgiske trup ved den første mellemtid indtog fjerdepladsen. Det hele udviklede sig imidlertid på den lange distance til et spørgsmål om at disponere optimalt over kræfterne, og her viste Quick-Step Floors sig at være i særklasse.
Mitchelton-Scott gik ned mod slutningen, og havnede som nr. 5 også besejret af Team Sky, der aldrig for alvor nåede at komme ind i medaljestriden.
Markerede sig også stærkt i Vueltaen
Op til VM markerede Kasper Asgreen sig i Vuelta a España som en slider af exceptionelt format, men det hårde arbejde, han leverede i de tre uger på Den Iberiske halvø, synes på ingen at have tæret på hans kræfter.
Med dagens bedrift har den unge dansker yderligere slået sit navn fast i en branche, som han endnu ved årets begyndelse kun var tilskuer til.
Kasper Asgreen begyndte sæsonen på Bjarne Riis’ hjemlige 3. divisionshold Team Virtu, da der pludselig opstod en mulighed for at komme ind på Quick-Step Floors.
To af det belgiske holds ryttere, den nykårede verdensmester Laurens de Plus og tjekken Petr Vakoc, var involveret i en alvorlig ulykke under et træningsophold i Spanien, som betød, at belgieren måtte holde en lang pause, mens Vakoc slet ikke er kommet i gang endnu.
Asgreen optrådte for sidste gang på Team Virtu i Volta Limburg Classic 31. marts, og 4. april debuterede han for Quick-Step Floors i Scheldeprijs.
Vilde jubelscener på podiet
»Det er gået vanvittigt hurtigt, men jeg prøver at følge med, så godt jeg kan«, lød det med et stort smil fra den nykårede danske verdensmester, da han stoppede op i mixed zone lige ved siden af podiet, hvor der kort inden havde udspillet sig jubelscener så ekstatiske, at storholdets manager Patrick Lefevere med skjorten flagrende valgte at trække sig lidt i baggrunden.
VM-Cykling: Unge danskere stormer mod stjernerne»Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle stå her med VM-guld om halsen, da jeg i foråret pludselig fik chancen for dette job. Men da jeg først var faldet lidt til, gjorde jeg faktisk opmærksom på, at jeg godt kunne tænke mig at blive en del af holdet til VM, og derfra begyndte planerne langsomt at tage form«.
»Jeg fik et program, der sigtede frem mod, at dette kunne være et mål, og jeg er da ovenud glad for, at alt nu er gået op i en højere enhed. Der har været meget at se til, og jeg fik jo ikke lige frem lov til at slappe af i Vueltaen, men jeg synes nu altid, jeg har været i stand til at holde formen over lange perioder«.
Er klar til linjeløbet på søndag
»Vores løb formede sig fuldstændig, som vi havde planlagt. Jeg var ikke klar over, at vi var bagud ved den første mellemtid. Vi fulgte blot den taktik, vi havde lagt, og hvor det gjaldt om at have overskud også til det sidste flade stykke ind mod mål, og det formede sig perfekt«.
»Jeg synes ikke, jeg var i krise undervejs, og jeg kan forstå på de tilkendegivelser, jeg har fået nu bagefter fra mine holdkammerater, at de var tilfredse med min indsats. Og det var jeg da sådan set også selv«, fastslår den danske verdensmester, der er med på landsholdet til linjeløbet om en uge, og først slutter sæsonen med den italienske klassiker Il Lombardia 13. oktober.
Fjerde VM-guld til Lefevere
Det var fjerde gang, Patrick Lefeveres tropper erobrede VM-titlen i de syv udgaver af holdløbet, der har været afviklet, siden disciplinen holdt sit indtog på programmet i 2012, og der var almindelig beklagelse blandt rytterne over, at den nu glider ud af VM igen.
Ulovlige sovepiller kostede fyreseddel, men i dag kunne synderen atter jubleDe to første år stod belgierne øverst på podiet, derefter snuppede BMC guldet de to følgende sæsoner, inden Team Sunweb blandede sig sidste år.
Foruden Kasper Asgreen og Søren Kragh Andersen var yderligere tre danskere i aktion. Michael Valgren og Magnus Cort stillede op for Astana – sidstnævnte dog uden at fuldføre – og det kasakhiske mandskab havnede på 10. pladsen slået med 2.53 minutter.
Mads Würtz Schmidt var med hos Team Katusha-Alpecin, der sluttede umiddelbart efter Astana med et minus på 2.55 minutter, men hverken danskeren eller briten Alex Dowsett fulgte holdkammeraterne til dørs.
fortsæt med at læse


























