Med en formidabel præstation af en kvartet, der kun på halvdelen af pladserne er identisk med den, der 1. marts erobrede sølv ved verdensmesterskaberne i 4 km holdforfølgelsesløb i Apeldoorn, tordnede Danmark af sted på medaljekurs, da sæsonens første WorldCup i banecykling her til aften indledtes på velodromen i Paris-forstaden St. Quentin-en-Yvelines.
De to VM-sølvvindere Casper Folsach og Julius Johansen noteredes sammen med de to på hver sin måde tilbagevendte Lasse Norman og Rasmus Lund Pedersen i et uhyre tæt opgør for bedste tid blandt de 14 deltagende nationer, hvilket betyder, at Danmark på den videre færd mod podiet i morgen eftermiddag tørner sammen med Tyskland, som var fjerde hurtigst.




























