Da den belgiske avis Het Nieuwsblad forleden afviklede sit traditionelle gallashow, Gala van de Flandrien, i Oostendes Casino-Kursaal med kåringen af nationens bedste ryttere i forskellige kategorier, fik festen et højst uventet indslag.
Midt under det hele måtte arrangementets konferencier, en af Belgiens mest kendte personligheder fra medieverdenen Karl Vannieuwkerke, via mikrofonen nemlig bede Quick-Step Floors-rytteren Pieter Serry begive sig mod udgangen, hvor to antidoping-udsendinge fra Den Internationale Cykleunion, UCI, ventede for at underkaste den 29-årige belgier en kontrol uden for konkurrence.




























