Mathieu van der Poel undgår med en akrobatisk manøvre at styrte på vej mod sæsonens 21. sejr.

Mathieu van der Poel undgår med en akrobatisk manøvre at styrte på vej mod sæsonens 21. sejr.

Cykling

Trods uheld tordner urørligt fænomen sejrrigt videre mod sit store globale mål på Fyn

Hollænderen Mathieu van der Poel styrtede og punkterede, men satte alligevel konkurrenterne eftertrykkeligt på plads.

Cykling

Trods et styrt allerede på den første af de 7 omgange og yderligere et par småuheld senere tordnede den 23-årige hollænder Mathieu van der Poel i dagens cykelcross ved den belgiske by Baal sejrrigt videre mod det, der er den exceptionelle cykelbegavelses altoverskyggende mål i denne vinter, verdensmesterskaberne i Bogense i den første weekend i februar.

Den aktuelle opgave, Grand Prix Sven Nys, var den 6. af de 8 afdelinger, der udgør den ene af de tre gennemgående sæsonkonkurrencer DVV Trofee – de to andre er World Cup og Superprestige – og Mathieu van der Poel scorede dobbeltgevinst, idet han både sejrede suverænt og overtog den samlede føring fra belgieren Toon Aerts.

Sidstnævnte vandt 1. afdeling, Koppenbergcross 1. november, hvor van der Poel led vinterens hidtil eneste nederlag og satte næsten 3 minutter til.

Rivalen scorede bonussekunder

DVV Trofee er den eneste af de tre overordnede udfordringer, der afgøres på tid, og selv om hollænderen vandt de fire afdelinger, som fulgte efter dysten på Koppenberg, stillede han i dag til start med et minus på 11 sekunder.

De udvides til 26 sekunder, da Toon Aerts sikrede sig bonus i den indledende fase af Grand Prix Sven Nys, hvor Mathieu van der Poel ikke var med i front.

Her arbejdede han sig imidlertid støt og roligt frem, og på 3. omgang forcerede han uimodståeligt. Dermed var endnu en af hollænderens storslåede opvisninger i gang, men i dette tilfælde handlede det altså ikke blot om at vinde.

Van der Poel skulle også lægge størst mulig afstand til Toon Aerts, og selv om belgieren stred ihærdigt, måtte han på andenpladsen se sig slået med 34 sekunder.

Undgik at styrte med akrobatisk manøvre

Selv en punktering og en situation, hvor han kun med en akrobatisk manøvre undgik at styrte, kunne ikke bremse den exceptionelle hollænder, der dog havde set frem til at få et større forspring sammenlagt end de 8 sekunder, han nu er foran Toon Aerts.

»Det var bestemt ikke noget let løb at komme igennem, og jeg håber, at jeg allerede nu på årets første dag har opbrugt min ration af uheld«, lød det med et smil fra Mathieu van der Poel i det officielle sejrsinterview.

»Jeg tabte 15 sekunder i den indlagte spurt, fordi jeg kom skidt fra start, men styrtet var min egen fejl. Jeg satsede på at vinde endnu mere tid, end det nu blev til, men det lykkedes ikke på grund af de småuheld, jeg kom ud for«.

Den 21. sejr ud af 22 mulige

Det var van der Poels 21. sejr ud af 22 mulige, og de 16 er hentet i de tre gennemgående konkurrencer – 6 i Superprestige samt 5 i både DVV Trofee og World Cup.

Mens alt nu tyder på, at van der Poel slutter som endelig vinder af de to førstnævnte, er sluttriumfen i World Cup uden for hans rækkevidde, fordi han ikke stillede til start i de to første afdelinger i USA.

DVV Trofee fortsætter på søndag i Bruxelles og slutter 9. januar med Krawatencross.

I World Cup og Superprestige resterer ligeledes to afdelinger. I førstnævnte drejer det sig om Pontchateau 20. januar og Hoogerheide 27. januar, mens Superprestige først afgøres efter VM i Bogense – 10. februar i Hoogstraaten og 16. februar i Middelkerke.

Toon Aerts fører fortsat World Cup 8 point foran den tredobbelte belgiske verdensmester Wout van Aert, der ikke var til start i dag, mens van der Poel topper Superprestige efter at have vundet samtlige 6 afdelinger.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce