Verdensmesteren Wout van Aert har lagt alle rivaler bag sig på vej mod sejren i Sylvestercross i Bredene.

Verdensmesteren Wout van Aert har lagt alle rivaler bag sig på vej mod sejren i Sylvestercross i Bredene.

Cykling

Verdensmester lægger op til et brag i Bogense med tiltrængt sejr efter 15 andenpladser

Imponerende opvisning af Wout van Aert skærper spændingen inden vinterens store VM-slag på Fyn.

Cykling

Med fem uger til verdensmesterskaberne i Bogense lykkedes det i dag omsider de seneste tre sæsoners indehaver af regnbuetrikoten Wout van Aert at stryge helt til tops, da den intense cykelcross sæson fortsatte med en kappestrid i den belgiske by Bredene ved Kanalkysten.

Den 24-årige karismatiske belgier, der for knap fem måneder siden på Frederiksberg Allé hyldedes som samlet vinder af PostNord Danmark Rundt, har hidtil i denne vinter stået i skyggen af den hollandske europamester Mathieu van der Poel, men denne havde efter sin femte World Cup-triumf i træk 2. juledag i Heusden-Zolder og sin sejr i Azencross i går valgt at snuppe sig en fridag.

Heller ikke den førende i den samlede World Cup-stilling belgieren Toon Aerts var til start, og dermed var det Wout van Aerts tur til at give opvisning, og det gjorde han så effektfuldt, at han trods uheld undervejs lagde klar afstand til landsmændene Quentin Hermans og Jens Adams som de nærmeste rivaler.

Den anden sejr i sæsonen

Med fire fingre i vejret som tegn på, at det var fjerde gang, han slog til i dette Sylvestercross i Bredene, passerede van Aert stregen, og det var blot anden gang i sæsonen, han havde lejlighed til at juble som første mand i mål.

Senest, det skete, var midt i oktober, hvor Mathieu van der Poel i øvrigt heller ikke var at finde i feltet, og ellers er det blevet til 15 andenpladser, mens hollænderen kan fremvise en imponerende serie på 19 førstepladser i sine 20 optrædener.

Sylvestercross indgår ikke i en af de tre gennemgående sæsonkonkurrencer, World Cup, Superprestige og DVV Trofee, men er et af de traditionsrige arrangementer på terminslisten.

Dårlig start og styrt var ingen hindring

Wout van Aert kom dårligt fra start, fik dog hurtigt atter tilslutning til de forreste for så at styrte, da Jens Adams forcerede i front.

Igen var van Aert i stand til at lukke hullet, og da der resterede fire af de ni omgange, skruede han tempoet så kraftigt i vejret, at ingen var i stand til at følge ham.

Dermed styrkede verdensmesteren det positive indtryk, han har givet i sine seneste starter, selv om han hver gang er blevet overgået af van der Poel.

Situationen er nu nogenlunde den samme som sidste år, da Mathieu van der Poel også havde domineret begivenhederne, mens van Aert dog havde indkørt syv sejre.

Lagt op til gigantisk duel i Bogense

Og da det endelig gjaldt ved VM i Valkenburg gentog van der Aert bedriften fra de to foregående sæsoner, uden at landsmanden Michael Vanthourenhout eller Mathieu van der Poel som de to andre medaljetagere var i nærheden af at kunne true ham.

Året inden havde van Aert henvist van der Poel til sølvpladsen, mens hollænderen i 2016 som forsvarende mester ikke formåede at blande sig i medaljestriden, da belgieren for første gang erobrede guldet.

Med den formfremgang, van Aert har demonstreret på det seneste, er der lagt op til en gigantisk duel mellem ham og van der Poel, når der 3. februar skal dystes om den globale hæder i det nordfynske terræn.

Van der Poel med psykologisk fordel

Her har hollænderen den psykologiske fordel, at han for lidt over et år siden besejrede van Aert, da der afvikledes en World Cup-afdeling i Bogense.

Inden det kommer så vidt, fortsætter den internationale crosssæson med en afdeling af Superprestige i morgen i Diegem.

Sammelagt fører van der Poel Superprestige efter at have vundet alle de fem første afdelinger. Det har indbragt ham 75 point mod 67 til Toon Aerts og 55 til Wout van Aert.


Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce