Magnus Cort skriger sin jubel ud over karrierens fornemste triumf, da han krydser stregen som vinder af 15. etape i årets Tour de France, mens hans kommende spanske holædkammerat Ion Izagirre må affinde sig med andenpladsen.
Foto: Stephane Mahe/Ritzau Scanpix

Magnus Cort skriger sin jubel ud over karrierens fornemste triumf, da han krydser stregen som vinder af 15. etape i årets Tour de France, mens hans kommende spanske holædkammerat Ion Izagirre må affinde sig med andenpladsen.

Cykling

Optimistisk dansk Tour-helt: »Jeg er hurtig nok til at vinde Milano-Sanremo«

Astanas danske topscorer Magnus Cort sætter barren højt før den kommende sæson og har den italienske klassiker som sit første store mål.

Cykling

I kraft af sine 4 sejre i 2018 deler den snart 26-årige bornholmer Magnus Cort topscorerværdigheden på det kasakhiske WorldTour-mandskab Astana med den nogle måneder ældre tidligere U23-verdensmester fra arbejdsgiverens hjemland Alexey Lutsenko.

Begge har således leveret deres væsentlige bidrag til, at den forhenværende OL-guldvinder Alexandre Vinokourovs tropper kan se tilbage på en af de mest givtige sæsoner nogen sinde, og de er ligeledes blandt de seks Astana-ryttere, der har formået at triumfere på WorldTouren, hvor 10 af holdets i alt 31 gevinster i pointgivende løb er hentet.

Halvdelen af disse 10 står danskere for, idet Cort ligesom Michael Valgren er noteret for 2 og Jakob Fuglsang for en enkelt. De øvrige har spanierne Omar Fraile med 3 og Pello Bilbao med 1 samt altså Lutsenko ligeledes med en sørget for.

På den nyligt afviklede træningslejr i Altea ved den spanske Middelhavskyst blev planerne lagt for den kommende sæson, og Magnus Cort viger ikke tilbage for at sætte barren for ambitionsniveauet højt.

Forbereder sig til Milano-Sanremo i Paris-Nice

Således danner Paris-Nice i begyndelsen af marts optakten til danskeren første store mål i 2019, Milano-Sanremo, og Cort melder klart ud, at han tror på en reel chance for at stryge til tops i den italienske klassiker 23. marts.

»Jeg har forsøgt mig i de to seneste udgaver og blev først nr. 11 og i år 8. Jeg føler mig sikker på, at jeg kan gøre det endnu bedre«, lyder det optimistisk fra Magnus Cort.

»Det er et løb, der ligger godt til mig, og jeg er hurtig nok til at kunne klare mig i en spurt, hvis en større gruppe kommer samlet hjem«.

»Jeg har efterhånden fundet ud af, at Milano-Sanremo er den af de store klassikere, der passer bedst til mine evner. Jeg håber stadig på også at kunne lave et godt resultat i Flandern Rundt, Men chancen for at vinde er størst i Sanremo. Når det så er sagt, handler det i det nye år for mig om at slå til så hurtigt som muligt, og så er det lige meget, hvor det er«.

Har kørt Monumenterne 10 gange

Hidtil i den professionelle karriere, der startede i 2015 på australske Orica-GreenEdge og nu går ind i sin anden sæson hos Astana, har Magnus Cort 10 gange prøvet kræfter med et af cykelsportens fem Monumenter: Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liège-Bastogne-Liège og Il Lombardia.

De to sidstnævnte har danskeren hidtil sprunget over, mens han har været med fire gange i både Flandern Rundt og Paris-Roubaix.

I år hentede han en absolut hæderlig 20. plads i Flandern, men det overskyggedes fra en dansk synsvinkel unægtelig af to landsmænds bedrifter – Mads Pedersen som nr. 2 og holdkammeraten Michael Valgren som nr. 4.

Indleder sæsonen i Spanien

Magnus Cort indleder sæsonen i Vuelta Valenciana fra 6. til 10. februar og fortsætter derefter til Tour of Oman fra 16. til 21 februar, hvor han i år scorede den første af sine triumfer, da han i en gruppe på godt 20 mand, der nåede hjem sammen, henviste italienerne Giovanni Visconti og Alberto Bettiol samt belgieren Greg van Avermaet til de følgende pladser.

I år tog danskeren hul på opgaverne i Dubai Tour, som nu er slået sammen med Abu Dhabi Tour til WorldTour-løbet UAE Tour.

Allerede i Dubai var Cort tæt på succes, idet han i to massespurter kun blev slået af henholdsvis hollænderen Dylan Groenewegen og italieneren Sonny Colbrelli for sammenlagt at slutte på andenpladsen 12 sekunder efter italieneren Elia Viviani, der her satte fart på den successerie, som i alt indbragte ham 18 gevinster, hvilket gjorde ham til sæsonens mest vindende rytter.

Kraftig udskiftning ændrer Corts vilkår

Den kraftige udskiftning i Astana-truppen – 10 mand ud, 9 ind, så den nu er på 28 – må også forventes at få indflydelse på Magnus Corts vilkår.

Således skifter den italienske sprinter Riccardo Minali, som Magnus Cort kørte sammen med ved flere lejligheder i år, til 2. divisionsholdet Israel Cycling Academy, og dermed forsvinder tvivlsspørgsmålet om, hvem der skal satses på, når finalerne udvikler sig til spurtopgør.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Nu er det ikke sådan, at jeg regner med, at der bliver stillet et helt tog til rådighed for mig, og det har jeg det egentlig helt fint med«, fastslår Magnus Cort.

»Selvfølgelig vil jeg da gerne have hjælp til at blive bragt i en fordelagtig position, men jeg har vænnet mig til at klare mig selv, når det virkelig går løs til allersidst, og sådan tror jeg også, det bliver i fremtiden«.

»Jeg har trænet en del på at blive endnu i bedre i spurterne, og jeg synes da også, jeg har udviklet mig på det punkt«.

Første danske Tour-vinder siden 2009

Magnus Cort stiler efter, at det kommer til udtryk gennem hele sæsonen og selvfølgelig også i Tour de France, hvor han i år sørgede for langt om længe at udvide kredsen af danske etapevindere, som ikke var blevet fornyet, siden Nicki Sørensen susede først over stregen i Vittel i 2009.

Carcassone blev i 2018 den danske jubelby, da Cort uden de store problemer afviste sin kommende spanske holdkammerat Ion Izagirre og hollænderen Bauke Mollema, som havde skilt sig ud fra et langt udbrud, mens alle hovedpersonerne i den samlede stilling sluttede over 13 minutter bagude.

Sine to andre gevinster scorede Magnus Cort på etaper i Tour de Yorkshire og BinckBank Tour.

For Astana som helhed er der ingen tvivl om, at Riccardo Minalis farvel ikke blot har tilnærmelsesvis den samme betydning som Michael Valgrens skifte til Dimension Data.

Og selv om der måske nok nu kan blive en del mere plads til Magnus Cort i den afsluttende fase af Flandern Rundt, lægger han ikke skjul på, at han hellere havde set, at han fortsat skulle have landsmanden og vennen som holdkammerat.

Klassikertruppen er svækket

»Jeg har været glad for at køre sammen med Michael, og jeg havde bestemt foretrukket, at han var blevet. Også fordi vi nu generelt er væsentligt dårligere stillet i flere af klassikerne«, konstater Magnus Cort og deler i den sammenhæng opfattelse med Astanas danske sportsdirektør Lars Michaelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Nu havde vi lige fået sammensat en stærk trup til de store løb i foråret, men med den udskiftning, der er sket, har vi mistet fem mand, der kunne bruges i den sammenhæng uden at få tilsvarende erstatning og da slet ikke, når det gælder Valgren, understreger Lars Michaelsen.



Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce