På billedet smiler han. Tænderne træder hvidt og bredt frem under den spidse næse og de mørke, brilleindrammede øjne. Men egentlig har han intet at smile ad – det mener i hvert fald tre mænd, der har brugt en uforholdsmæssig stor andel af deres liv på at fælde netop personen på billedet. De mener, at han burde skamme sig.
Personen hedder Michele Ferrari, han er italiensk læge og bandlyst fra al idræt til evig tid, fordi han har dopet nogle af verdens største cykelryttere, navnlig Lance Armstrong. Og billedet stammer fra en rapport, der frustrerer de tre mænd.




























